Videre til værktøjslinje

At være en broder for min næste

Begrebet ”broder min kære broder” er både i en kirkelig kontekst og menneskeligt en sjov betegnelse, dog skal jeg være ærlig og sige, at før den oplevelse jeg her vil fortælle om, var det en med teoretisk vinkel, men jeg fik en broder som fik mit hovmod og min ydmyghed på sin samvittighed medens jeg fik hans livs afslutning på min.

Det startede da jeg mødte Ole på gaden, jeg vidste hvem han var, eller rettere sagt jeg havde set ham i kirken, den kirke jeg var vendt tilbage til efter flere års fravær. Han sad der på bænken som om han altid havde hørt til her.

Jeg havde overlevet en frygtelig ulykke og måtte sige tak et sted, og hvad var mere enkelt end den kirke som i min ungdom havde betydet så meget for mig. Ulykken som ikke bare rykkede mig ud i livet men som også havde rykket ved min tro, fik mig ind igennem døren, hvor de kendte ansigter sagde velkommen uden at kræve mig en forklaring på mange års fravær.

Ole sad der på bænken under gudstjenesterne, jeg kunne ikke huske ham og det var med nogen væmmelse at jeg hilste på ham, ved flere og mange lejligheder var han mildt sagt noget nusset, han stank ofte af alkohol. Han boede i samme kompleks som jeg, dog i en anden bygning, men opgangen var den ved siden af og ofte stod han udenfor og lænede sig op ad murene i en tilstand af beruselse.

Jeg kendte ikke hans liv men jeg vidste at det nussede kom af, at han ikke så tit havde fokus på sin formåen ud i sæbe og renlighed og at han ikke havde evnen til den form for selvkritik. Det irriterede mig da jeg vidste, at han havde været spejder en gang, der var visse holdninger som ikke kunne glemmes.

Men som jeg opdagede efterhånden var alkoholen i hans liv for, at han kunne glemme.

Jeg havde ikke nogen interesse for ham men jeg valgte ofte at sidde ved siden af ham da han sad alene og jeg følte at jeg kunne give en balance, faktisk sad der enlige mænd i den ene side og de enlige kvinder i den anden side med få undtagelser, af de som mente de havde en fast plads, og dem var der mange af.

Stille gennem mange måneder og via hans tidligere venner fik jeg ud af ham, at han havde taget sit kristne liv alvorligt som ung og havde været engageret som kristen ungdoms medarbejde hvor han havde mødt sin kone Lise i en ung alder.

Jeg havde aldrig mødt hende, kun hørt at hun var til og kom i kirken i nabobyen hvor hun og døtrene nu levede med Lises nye mand.

Ole havde åbenbart tidligt stiftet familie, fået to dejlige piger og arbejdede for en stor virksomhed som indkøber, han havde, hvad han ønskede sig, men mørket havde sat sig i Ole, en uløst smerte som ikke ville gå væk og år efter år prøvede Ole på at få den til at forsvinde, så det var en let sag at give efter for kollegaernes nøden, når der på vejen hjem skulle slås et slag for det lokale fodboldhold på den lokale beværtning.

Ole blev mere og mere snæversynet og egoistisk i takt med at alkoholen fik trængt den gode mand væk og kritikken af pigerne og deres mor øgedes, der var urimelige angreb og pigerne ville til sidst ikke kendes ved deres far, så langt trak han det mørke som sad i ham.

På parkeringspladsen skulle der nu to guldøl til for at gå op i lejligheden, den personlige fallit var til at tage på.

En dag måtte Lise tage den beslutning som for Ole var vejen til rendyrket alkoholisme, hun kunne ikke mere se sig selv med Ole resten af livet og hun søgte skilsmisse begrundet i det alkoholmisbrug Ole igen og igen nægtede at have.

På arbejdspladsen kunne hverken fagforeningen eller kollegaerne overse at Ole havde et massivt forbrug og da han sygemeldte sig var vejen til fortabelse af jobbet og arbejdslivet lige for, en fyring var løsningen, men ikke nogen redning – tværtimod.

Ole måtte dulme den smerte med et forsat misbrug, dog var undskyldningen nu Lise og ungernes vægring ved at se ham i beruset tilstand og da Ole heller ikke på nogen måde ønskede at vise sin kærlighed over for pigerne, ganske givet for at straffe Lise, blev han ensom og forladt ikke mindst af sig selv, men sandelig også af hans afkom, også i den grad at de ikke ville vide af ham til Jul eller fødselsdage.

Da jeg mødte Ole ti år efter denne nedtur som han med alle midler fast holdt som virkeligheden, det er de andres fejl, havde han oven i sit alkoholproblem også lige overstået en operation efter at have fået konstateret prostatakræft, en kræftform som hans far døde af og som havde været en smertefuld oplevelse for faderen, og nu kom tillige angsten snigende ind i Oles liv, at dø med lidelse som sin far var ikke til at bære og ud over at søge medlidenhed hos naboer og medlemmerne i kirken, var billedet af ham, en udpræget stakkel, misbruger, fornægter af egen del i livets fortrædeligheder og så på førtidspension efter ledighed i mange år.

Værdien i Oles liv var kirken, menigheden og et ulønnet job i ejendommen som vicevært. Han var selvfølgelig af den nidkære type.

Nidkærhed er åbenbart noget som dyrkes i alle former i et lille samfund og ikke mindst når samfundet også bor sammen. Hvis man ikke som Ole gav helvede i de gamle kællingers hvisken og tisken samt magtbegærlighed på vegne af enten moral eller regler, kunne det blive et fængsel. I samme opgang som Ole boede der en del enker men desværre af den type som var meget velmenende og ignorante på mange områder og Ole havde sit hyr med disse.

Men Ole havde også brug for dette fængsel for ingen andre steder ville man have noget at gøre med ham udover arrangementerne i kirken. Når han var ædru og viste en smule energi og vilje til at fastholde menigheden som brødre og søstre, var han favnet.

Efter de 5 dårlige år kom perioden hvor kræften havde ødelagt Oles krops forsvarsmuligheder og den spredte sig i Oles krop, og hans martyrium og lidelse kom til at være i rigelige mål, alkoholen, smerten og livets utrøstelige uro tvang Ole på gaden nat og dag og flaskerne kunne knapt følge med behovet.

Oles lidelse og angsten for smertens helvede var for ham pinsler på højde med de pinsler som Jesus bar under pinslerne i Romernes varetægt og forenede Ole med sin elskede Jesus. Stille og rolig øgedes behovet for smertestillende og morfinen afløste øllet og smerterne fik ham til at reflektere over, ja ikke over sin andel i ulykkerne, det var ikke tilgivelsen han søgte, stædigheden og det snæversynede som forsvandt.

Der lyste dog et behov for at have menneskelig nærhed, som kun en broder kan give, og jeg var der i mit liv at jeg havde en del penge at leve for samt havde overtaget en cykelforretning i en kort periode, så jeg besøgte ofte, næste dagligt Ole når jeg kom hjem fra butikken.

Sommeren viste sig fra sin smukke side og en aften talte vi om gode oplevelser og fællesskab lovede jeg ham, at ham ikke skulle dø alene, det var nemlig den udsigt han havde og det var vigtigt for mig at se døden i øjnene for Ole og hvis han ikke kunne så være der hele vejen var det vigtigt i hans liv som det er vigtigt i mit liv.

Jeg ved ikke om det var for at motivere ham eller at jeg var i mit konstruktive hjørne, men for at få hans lidende ladhed væk, den han yndede at indhylle sig i, sagde jeg til ham at hvis han kunne gå ned af trappens fyrre trin, ville jeg smide ham ind i bilen og køre til Mariager fjord, her havde han havde så mange minder fra bibelcamping, som netop var i gang og jeg havde aldrig været til nogen form for bibelcamping ville tage ham med på landevejen.

Han rejste sig, han ville og han kunne, så som lovet kørte vi en dejlig tur til Jylland, til Mariager for at deltage i den sidste samling for Ole og uden at gøre det, så alligevel sige farvel til venner, spejdere, ungdomsvenner og andre som Ole havde haft kontakt til gennem hans 52 år på jorden.

Det blev til en stor glæde for os begge og mit hovmod og mine fine fornemmelser blev tilpasset i al ydmyghed, da jeg skulle være Oles private hjælper også når toilette skulle gøres.

Jeg har faktisk ikke været tættere på noget menneske udover min søn og min fader, men det var livgivende og helt rigtigt for mig at hellige mig Ole i hans livs afslutninger.

I de varme nætter hvor jeg vågede over ham sad jeg og skrev samt dyrkede de tanker som skulle blive til tænketanken Risc-Societetet, så Ole var den første fødselshjælper dog uden at vide dette.

Ole livede op og han havde en energi som rakte ud til de mennesker som han havde haft kontakt til i sit liv og der var mange som så hvad han havde behov for, og lige så mange som ikke havde blik for eller kunne begribe at Ole havde brug for kærligheden som blev prædiket hver morgen.

Uge forløb godt og den mange morgener og dage hvor Ole var frisk var livgivende for ham som for mig.

Da vi kom hjem var Ole noget træt, men vi kom ind i rutinen igen og der blev mange aftener med fjernsyn og løs snak.

Vi skændtes tit, mit hovmod og manglende evne til at se hans benægtelse af egen tilstand specielt når talen fra sygeplejersken faldt på hospice var det ofte årsagen. Ole ville heller ikke væk hjemmefra.

Efter endnu nogle skænderier lovede jeg ham igen, at hvis han kom ned af trappen tog jeg ham med til Grønland for at køre ham over indlandsisen med slædehunde. Det var hans drøm, desværre var det alt for sent jeg fik denne ide og Ole kunne ikke magte at stå op i komme i bad, alt forgik liggende.

Efteråret var gået på hæld og Ole blev svagere og svagere og den første uge i december gled han ind i bevidstløshed og blev overført til Amager hospital.

Vores fælles præst som også var Oles ven, mistede efter en uge tålmodigheden med manden med leen og bad mig komme for han var overbevist om at Ole var så stædig at han ikke ville forlade denne verden uden at fastholde mig i mit løfte. Sådan sagde han det i telefonen.

Så den lørdag aften kom jeg ind på gangen og værelset hvor der lå tre mænd, og i midten lå Ole uden bevidsthed.

Underligt at skulle dø på en tremandsstue, tænkte jeg, måske er behovet for ensomhed i døden ikke de døendes, men der var dog lidt en fornemmelse af manglende plads også manglende plads til at dø.

Jeg satte mig ned ved siden af Ole og kyssede ham på panden og på hans skæggede kind. Min ven lå der uden at kunne se, måske mærke at jeg snuste til hans hår og at jeg havde en tåre med uendelig kærlighed til ham, som hvis væsen var mig imod og i trods fik mit hjertes kærlighed. Så nær var jeg kommet til denne mand, så nær mit hjerte var denne mand kommet, og erkendelsen af at kun kærligheden overlever og man lever kun med kærlighed var min lære denne aften.

Jeg hviskede til ham at det var mig nu der sad ved hans side og at der ikke var mere at komme efter i denne verden og at hans lidelser og smerter var taget fra ham.

Jeg vidste at han savnede sin moder og fader og han var overbevist om at de ventede ham. Jeg så hans ansigt i det svage lys fra en kerte og hviskede til ham ind i hams øre, at jeg var klar til at han skulle forlade mig, at han ikke var alene og at jeg blev ved hans side til han kunne give slip.

I selv samme sekund jeg sagde disse ord tog Ole sit sidste store åndedrag og forlod mig og denne verden med en ro som var en meget smuk oplevelse, døden var det smukkeste i al sin enkelhed en oplevelse jeg skulle gentage få måneder efter da jeg på samme måde lod min moder vide at det var OK at forlade denne verdens lidelser og mig, hendes barn.

Sygeplejerskerne kørte de andre senge med patienter ud på gangen og vi, et par af Oles nære, hans ekskone og hendes mand var kommet til og de samt præsten holdt en lille andagt over Ole, liggende der i sengen og vi bad for hans sjæl, til vores Fader i himlen, om at se nåde i dette sit barn.

Flere dage efter begravede vi Ole, hans nabo genne mange år og jeg sad ved hans kiste og nu var det som om jeg var blevet ladt alene på kirkebænken.

 

Share