Videre til værktøjslinje

FG42 Udviklingshistorie

Nogle gange er der noget som falder i øjnene, som dette gevær, med en teknisk form for elegance og finesse og som beskriver et innovativt forløb. Det interessant fordi dette våben udviklingsmæssigt var drevet af oplevelser og erfaringer samt det faktum, at der var frihed hos udviklerne, til at konstruere det ud fra alle mulig behov og muligheder.

FG42 ses, herover til højre, i de to primære versioner som blev produceret, det skal ses som et innovationsprojekt, fordi det erstattede meget mere konservative løsninger og ikke mindst meget anvendte våben som Mauser KAR 98k som ses herunder i to udgaver, karabin og gevær, der var standardvåbnet i den tyske hær.

Heleudviklingen af FG42 startede i den militært ekspansive periode, hvor tyskerne anvendte sine faldskærmstropper strategisk og stod over for slaget om Kreta, kaldet operation Merkur. De tyske faldskærmsoldater var udstyret med den samme sortiment af håndvåben som hæren, og de transporterede kun pistoler og håndgranater med sig ved udspring i faldskærm. De anvendte også maskinpistoler, rifler og våben som blev opbevaret, adskilt fra den enkelte soldat, i beholdere, som blev droppet efterfølgende, eller transporteret med svævefly, måske landsat på anden måde.

Årsagen til at faldskærmssoldaten var separeret fra sit tunge materiel, var primært den måde den tyske faldskærm virkede. Faldskærmsselen, med en enkelt strop til udtrækning af skærmen, var fastgjort til kroppens bagside øverst oppe og gjorde at springeren ville lande på jorden, ofte på sine hænder og knæ i en, hvis heldig, fremadrettet stilling. Derfor knæbeskyttere men ikke tung udrustning, som kunne skade soldaten under landing.

På Kreta mødte de tyske faldskærmstropper, kampklare soldater fra de allierede styrker, primært Commonwealth soldater. De leverede med deres almindelige langtrækkende riflers en præcis skytteild, samt ild afgivet fra tunge og lette maskingeværer. De påførte de tyske faldskærmssoldater store tab. De containere som indeholdt de tyske troppers almindelige og livsvigtige våben, var spredt over store områder og var ikke lige til at få fat i. Det blev en katastrofe i omkostninger herunder mandskab og det må efterfølgende være klart, at en evaluering og erfaringsopsamling, fra dette slag, afstedkom en udvikling. Desværre opstod der også en mistillid til selve begrebet faldskærmstropper. Hitler var som i så mange andre forhold ekstremt konservativt tænkende omkring specialstyrker som faldskærmsjægere. Man kunne have valgt, at udvikle faldskærmen og dennes mulighed for at medbringe last, eller kun udstyre soldaterne med allerede kendte, korte våbenkonstruktioner, men faldskærmssoldaternes hovedorganisation, det tyske riges flyvevåben, anmodede om en nyudvikling af en våbentype, på baggrund af de erfaringer som var opsamlet fra Kreta. Målet var selvfølgelig, at soldaten skulle have alle håndvåbens fordele indarbejdet i et våben. Et våben hvor både riffel, med kikkert og automatisk funktion samt en funktion som et let maskingevær var et våben soldaten kunne bære, som faldskærmssoldat under spring og efterfølgende overlegen ildkraft ved indsættelse i kamp.

Via en personlig interesse fra Herman Göring, blev det tredje riges luftfartsministerium involveret i at udvikle en universel automatisk riffel, der kunne erstatte alle andre typer våben, mest for at forenkle logistikken samt derefter at give større ildkraft til den enkelte faldskærmssoldat. Den anvendte patron var standard patronen 7,92 Mauser, som blev anvendt i stort set alle andre våben, rifler som maskingeværer.

Luftfartsministeriet forsøgte at indlede en formel udvikling af dette våben program, gennem hærens våben udviklingsafdeling, ansvarlig for andre tyske udviklingsprocesser af våben, men modstridende prioriteter og manglende tillid fra hæren, som tillige tilbød deres halvautomatiske riffel G 41 W, som vist herunder, førte til en selvstændig udvikling.

Planer blev lagt ud til ingeniørerne som havde erhvervet sig en betydelig ekspertise gennem udvikling af letvægts automatiske våben. Selv om der var store tab og et behov for at bruge opsamlede erfaringer fra operation Merkur, ville Hitler ikke støtte udviklingen og ændrede sin mening om nytten af ​​luftbårne overfald og planerne blev droppet. Alligevel så Hermann Göring det åbenbare i dette våben og gjorde det til et privat projekt og fik luftfartsministeriet til at gå direkte til den tyske industri med planerne samt og udstedte krav og kriterier, hvor det nævnes, at våbnet ikke bør overstige 1.000 mm i længden og bør ikke være væsentligt tungere end en Kar 98k riffel, bør være i stand til at kunne affyre enkelt skud fra en lukket lås/bolt samt kunne afgive fuldautomatisk ild fra en åben lås/bolt. Våbnet skulle fødes med et magasin der er aftageligt, og kunne rumme 10 eller 20 skud og samt kunne affyre geværgranater.

P å trods af indførelsen af ​​den nye riffelpatron til StG44, vist herunder, som anvendte den korte 7,9 mm Kurz patron, vist ved siden af, udviklet af hæren, fasthold man standard 7,92 × 57mm Mauser riffelpatron, da denne kaliber var en af ​​de vigtigste design forudsætninger, nemlig at kunne række langt som både riffel og let maskingevær. Begge typer ses her på billedet.

 

Seks producenter var med i udviklingen og blev anmodet om prototype design. Et design viste sig tilfredsstillende, hvor det var pressede plader som var det bærende element i designet, også greb og kolbe samt hovedrammen var af presset stål. Det giver en god produktionsøkonomi, det giver mulighed for en hurtigere produktion og en fremstillingsmetode som ikke kræver dygtige maskinarbejdere og ikke mindst, stål i dyre kvaliteter. I det oprindelige design, var der brugt krom-nikkel stål til løb og mekanismer. Det giver holdbarhed og gør våbendele resistente for korrosion, men det var en strategisk mangelvare og der blev brugt mangan stål som erstatning.

Våbnet oplevede første operationelle brug under Gran Sasso raid i september 1943, da de tyske faldskærmstropper og kommandosoldater reddede den italienske diktator Benito Mussolini fra hans forfølgere og under operationen blev ikke et eneste skud affyret.

Efter at nogle tusinde FG 42s var blevet produceret havde designerne forpligtet sig til at anvende udstansede lavt legerede metalplader til rammen og der var anmodninger om mindre forbedringer, som at flytte støttebenene til mundingsområdet, at reducere spredningen med en ny type mundingsbremse, at ændre pistolgrebets vinkel, at gå fra stål til træ for at minimere varmepåvirkning. Disse ændringer, især pistolgreb forandringer og støtteben flytning, er klart synlige på sene modeller af FG 42. FG 42 brugte en temmelig sofistikeret mundingsbremse, der hjalp på rekylen og flash, men gjort flamme og gastrykkets støj meget større end på andre lignende våben.

F G 42 var et luftkølet våben og et af ​​de første til at inkorporere den “lineære” rekyl konfiguration. Dette layout, som ses godt på tegningen af FG 42 var kombineret med sidemonteret magasin placeret så alle funktioner næsten var på linje med den langsgående akse i boringen, en konfiguration som styrkede kontrollen under automatisk ild afgivelse. Et sidemonteret magasin var almindeligt i maskinpistoler, på den tid, det gav dog lidt vægtproblemer med et større magasin med tungere ammunition, en tendens til ubalance var der sandelig i våbnet under skydning.

Sjovt nok er en del af dette geværs specielle egenskaber taget fra det engelske, fra første verdenskrigs vellykkede Lewis let maskingevær med en gas stempel aktiverede oplåsningsmekanisme i en drejende funktion.

FG 42 kunne havet og gjorde til en vis grad, udfyldte en vigtig niche i Nazi-Tysklands arsenal og kun fremstillet i mindre mængder. Den blev godt modtaget af faldskærmstropperne og senest anvend af både østtyske og syriske faldskærmsenheder helt op i nitten hundrede firserne, så der er intet i vejen med designet. Det er stadig et eksempel på, at bruger krav med baggrund i erfaringer kan bringe innovative løsninger frem i en ny og brugervenlig form.

Man kan kun forvente ”kopiering” af et sådan spændende og nyt design. Det amerikanske militær lavede en T-44, en FG 42 prototype, modificeret til bælte-fodring, som et let maskingevær. Låget med båndfødnings mekanismen kan de fleste genkende fra MG 42/62, der sammen med låsen og andre aspekter af fra FG42 og MG42, er klart indarbejdet i det senere udviklet M60 maskingevær.

 

Derfor er det også ophavet til det nyligt indkøbte maskingevær, som fremover skal anvendes af danske styrker.
I forhold til M60 maskingeværet, kan man se ligheden og de mange kendetegn og funktioner fra FG42.

Internet søgning med FG42 bl.a. på U-TUBE eller andre søgemaskiner vil give mere viden og indsigt. Prøv det.

Herunder ses M60 til infanteristerne i den danske hær og man må sige, at der intet nyt er under solen og at de fleste landes producenter af våben er mere konservative i dag end tyskerne var det i fyrrene. Man er dog modig med at klistre masser af plast omkring den ældre dames mekanisme.

Våbenudviklingen er én ting og faldskærmsjægerne er en anden, her er disse set isoleret fra et propaganda synspunkt.

Share