Min nabo

Eksistensens vilkår, et endeligt, gav mig mulighed for indlevelse i begrebet ”broder” i både kristen forstand og i en menigheds kontekst og at skulle lære at ”elske min næste”.

En lidt sjov betegnelse, min næste og at være en menigheds broder. Jeg skal være ærlig at sige, at før denne historie, var det med en vis teoretisk vinkel jeg opfattede begrebet ”broder” i en kristen sammenhæng, men jeg fik en broder, en ven, én som jeg blev nødt til at vælge til. Han blev en person som begrebet medmenneskelig og venskabets kærlighed kunne knyttes til, den kærlighed som beskrives af Jesus som at elske din næste.

Det startede da jeg en dag efter mange års fravær gik ind i den kirke som jeg havde haft mange gode stunder i, i min ungdom og valgte at sætte mig i en række med masser af plads.

Han sad alene i det ene hjørne, jeg hilste men kunne se, at det ikke var en mand som jeg ville få meget at gøre med. Han så ud som om at han hørte til og var en stor del af kirken. Mange havde, kunne jeg efterfølgende se, en vis modvilje i deres adfærd med ham. Her var undtaget den ungdomspræst som var tilhørende kirken, han var uden de fordomme som der var alt for mange af, både i kirken og i samfundet uden for.

Jeg havde overlevet en total smadret bil og ødelagte dele af mine hvirvler og knogler, mange smerter, men var i live og havde mine dejlige børn hos mig. Jeg måtte sige tak et sted og hvad var mere enkelt og naturligt end den kirke som i min ungdom havde betydet så meget for mig. Ulykken som ikke bare rykkede mig ud i livet men som også havde rykket ved min tro, fik mig ind igennem døren, hvor de kendte ansigter sagde velkommen med et kram.

Ole sad der på bænken under gudstjenesterne, han var mildt sagt noget nusset, han stank ofte af alkohol. Han boede i lejlighed som hørte til kirken, senere fik jeg heldigt nok en stor lejlighed i samme kompleks, dog i en anden bygning, men opgangen var den ved siden af og ofte stod han udenfor og lænede sig op ad murene i en tilstand af beruselse og afmagt.

Jeg kendte ikke hans liv men jeg vidste at det nussede kom af, at han ikke så tit havde fokus på sin formåen ud i sæbe og renlighed og at han ikke havde evnen til den form for selvkritik. Det irriterede mig da jeg vidste, at han havde været spejder en gang, der var visse holdninger som ikke kunne glemmes. Men smerterne var mange fortalte han, prostatakræft, omlagte blod og urinveje, fjernelse af prostata og jeg fik en fornemmelse af, at det var det mest smertefulde han, Ole kunne holde til. Hans far, fik jeg fortalt, var død af samme sygdom og med mange smerter og det frygtede Ole mest af alt i livet og tæt på døden.

Men som jeg opdagede efterhånden, var alkollen i Oles liv for, at han kunne glemme.

Jeg havde ikke nogen interesse for ham men jeg valgte ofte at sidde ved siden af ham da han sad alene og jeg følte at jeg kunne give en balance, mod de som mente de havde en fast plads, og dem var der mange af.

Stille gennem mange måneder og via hans tidligere venner fik jeg ud af ham, at han havde taget sit kristne liv alvorligt som ung og havde været engageret som kristen ungdoms medarbejde, hvor han havde mødt sin kone i en ung alder.

Jeg havde aldrig mødt hende, kun hørt at hun var til og boede i nabobyen hvor hun og døtrene nu levede med konens nye mand.

Ole havde åbenbart tidligt stiftet familie, fået to dejlige piger og arbejdede for en stor virksomhed som indkøber, han havde, hvad han ønskede sig, men mørket havde sat sig i Ole, en uløst smerte som ikke ville gå væk, jeg kom aldrig til at kende den eller vide hvad den bestod af. År efter år prøvede Ole på at få den til at forsvinde, så det var en let sag at give efter for kollegaernes nøden, når der på vejen hjem skulle slås et slag for det lokale fodboldhold på den lokale beværtning.

Ole blev mere og mere snæversynet og egoistisk i takt med at alkohollen fik trængt den gode mand væk og kritikken af pigerne og deres mor øgedes, der var urimelige angreb og pigerne ville til sidst ikke kendes ved deres far, så langt trak han det mørke som sad i ham.

På parkeringspladsen skulle der nu to guldøl til for at gå op i lejligheden, den personlige fallit var til at tage på.

En dag måtte konen tage den beslutning som for Ole var vejen til rendyrket alkoholisme, hun kunne ikke mere se sig selv med Ole resten af livet og hun søgte skilsmisse begrundet i det alkoholmisbrug Ole igen og igen nægtede at have.

På arbejdspladsen kunne hverken fagforeningen eller kollegaerne overse at Ole havde et massivt forbrug og da han sygemeldte sig var vejen til fortabelse af jobbet og arbejdslivet lige for, en fyring var løsningen, men ikke nogen redning – tværtimod.

Ole måtte dulme den flersidede smerte med et forsat misbrug, dog var undskyldningen nu konen og ungernes vægring ved at se ham i beruset tilstand og da Ole heller ikke på nogen måde ønskede at vise sin kærlighed over for pigerne, ganske givet for at straffe ekskonen, blev han ensom og forladt ikke mindst af sig selv, men sandelig også af hans afkom, også i den grad at de ikke ville vide af ham til Jul eller fødselsdage.

Da jeg mødte Ole, var ti år gået med at gemme sig for sig selv og han smerte og efter denne nedtur som han med alle midler fast holdt som virkeligheden, det er de andres fejl, havde han oven i sit alkoholproblem også lige overstået endnu en operation, og nu kom tillige angsten snigende ind i Oles liv, at dø med lidelse som sin far var ikke til at bære og ud over at søge medlidenhed hos naboer og medlemmerne i kirken, var billedet af ham, en udpræget misbruger, fornægter af egen del i livets fortrædeligheder og så på førtidspension efter ledighed i mange år.

Værdien i Oles liv var kirken, menigheden og et ulønnet job i ejendommen som vicevært. Han var selvfølgelig af den nidkære type, der skulle ikke være noget morsomt i dette virke.

Nidkærhed er åbenbart noget som dyrkes i alle former i et lille samfund og ikke mindst når samfundet også bor sammen. Hvis man ikke som Ole, efterhånden med en vis indsigt i små menneskers store råben om alt og intet, gav helvede i de gamle kællingers hvisken samt magtbegærlighed på vegne af enten moral eller regler, kunne det blive et fængsel. I samme opgang som Ole boede der en del enker men desværre af den type som var meget velmenende og ignorante på mange områder og Ole havde sit hyr med disse, uden dog den gode indsigt som skal til for at bære over med disse mennesker.

Men Ole havde også brug for dette fængsel, for ingen andre steder ville man have noget at gøre med ham udover arrangementerne i kirken. Når han var ædru og viste en smule energi og vilje til at fastholde menigheden som brødre og søstre, var han favnet dog på afstand.

Vi mødtes og levede tåleligt et par år på ovennævnte måde og så kom perioden hvor kræften havde ødelagt Oles krops forsvarsmuligheder så den spredte sig i hele kroppen og i knoglerne og hans martyrium og lidelse kom til at være i rigelige mål, alkohollen, smerten og livets utrøstelige uro tvang Ole på gaden nat og dag og flaskerne kunne knapt følge med behovet.

Oles lidelse og angsten for smertens helvede var for ham pinsler på højde med, de han så i filmen, de pinsler som Jesus bar under Romernes varetægt, i filmen ”the passion of christ”. Denne erkendelse forenede Ole med Jesus. Stille og rolig øgedes behovet for smertestillende og morfinen afløste øllet og smerterne fik ham til at reflektere over denne sammenhørighed, ja men ikke over sin andel i ulykkerne, aldrig kunne man tale om den side, det var ikke tilgivelsen han søgte, kun stædigheden og det snæversynede samt forglemmelsen.

Der var et behov for at have menneskelig nærhed, som kun en broder kan give, og jeg var der, i mit liv på dette tidspunkt havde jeg en del penge at leve for, samt havde overtaget en cykelforretning i en kort periode, så jeg besøgte ofte, næste dagligt Ole når jeg kom hjem fra butikken.

Sommeren viste sig fra sin smukke side og en aften talte vi om gode oplevelser og fællesskab lovede jeg ham, at han ikke skulle dø alene, det var nemlig den udsigt han havde og det var vigtigt for mig at se døden i øjnene for Ole og hvis han ikke kunne, så være der hele vejen, det var vigtigt i hans liv som det var i mit liv.

Jeg ved ikke om det var for at motivere ham eller at jeg var i mit konstruktive hjørne, men for at få hans lidende ladhed væk, den han yndede at indhylle sig i, sagde jeg til ham at hvis han kunne gå ned af trappens fyrre trin, ville jeg smide ham ind i bilen og køre til Mariager fjord, her havde han havde så mange minder fra den årlige bibelcamping, som netop var i gang og jeg havde aldrig været på bibelcamping og kunne så opleve det sammen med ham.

Han rejste sig, han ville og han kunne. Han gik og råbte, stønnede af smerte og længsel efter tidlige venner og muligheden for at se disse igen. Som lovet smed jeg kørestolen, hans sengetøj og toiletgrejer ind i bilen og medens jeg ringede til de som planlagde denne lejr for at få indkvartering, kørte vi en dejlig lang tur i solskin over Fyn og til Jylland, til Mariager for at deltage i den sidste samling for Ole, og uden at gøre det direkte, så alligevel, at sige farvel til tidligere venner, spejdere, ungdomsvenner og andre som Ole havde haft kontakt til gennem hans 52 år på jorden.

Det blev til en stor glæde for os begge og mine fine fornemmelser blev tilpasset i al ydmyghed, da jeg skulle være Oles private hjælper også når toilette skulle gøres. Vi gik i bad sammen, børstede tænder sammen, jeg holdt om ham når der skulle være stort toilette, vi spiste sammen og gik lange ture. Det var en befrielse for mig, at i et fremmed miljø, være den som var tæt på Ole.

Jeg har faktisk ikke været tættere, udover min søn og min fader, og det var livgivende og helt rigtigt for mig, at hellige mig Ole i hans liv.

I de varme nætter hvor jeg vågede over ham sad jeg og skrev samt dyrkede de tanker som senere skulle blive til Risc Societetet, så Ole var den første fødselshjælper dog uden at vide dette.

Ole livede op og han havde en energi som rakte ud til de mennesker som han havde haft kontakt til i sit liv og der var mange som så hvad han havde behov for, og lige så mange som ikke havde blik for eller kunne begribe at Ole havde brug for kærligheden som blev prædiket hver morgen.

Ugen forløb godt og vi tog hjem, Ole var noget træt, men vi kom ind i rutinen igen og der blev mange aftener med fjernsyn og løs snak.

Vi skændtes dog tit, efter en tur ude i den dejlige verden, var det svært for Ole at høre om smukke kvinder som kom ind i butikken, kvinder og mænd med børn og behovet for min hjælp til cykkelforretningens vedligehold.

Jeg havde til tider en manglende evne til at forstå hans benægtelse af egen tilstand specielt når talen fra sygeplejersken faldt på hospice. Ole ville heller ikke væk hjemmefra, fra kirkens fysiske favn, hvor lille den i realiteten var.

Efter endnu nogle uger med hygge og skænderier lovede jeg ham igen, lidt i trods, at hvis han kom ned af trappen tog jeg ham med til Grønland for at køre ham over indlandsisen med slædehunde. Ville jeg selv kunne det? Uanset så var det en af Oles drømme, at køre i hundespand, det var hans drøm, desværre var det alt for sent jeg fik denne ide.

Ole kunne ikke magte at stå op, endsige komme i bad, alt forgik liggende, fra da af.

Efteråret var gået på hæld og Ole blev svagere og svagere, jeg havde nærmest kun lidt bevogtningsmæssigt tilsyn af ham og lejligheden, jeg fik tid til at rydde op i hans køkken og bad samt koge snavset af med kemikalier.

Den første uge i december gled han ind i bevidstløshed og blev overført til Amager hospital.

Vores fælles ungdomspræst som også var blevet Oles ven, mistede efter en uge tålmodigheden med manden med leen og bad mig komme over på hospitalet, for han var overbevist om at Ole var så stædig at han ikke ville forlade denne verden uden at fastholde mig i mit løfte.

Jeg så mig omkring i stuen, mine børn sad og hyggede sig med deres venner. Jeg sagde vist til dem at jeg lige skulle over og lukke Oles øjne, de forstod slet ikke hvad jeg sagde. Så den lørdag aften kom jeg anstigende på samme hospital som min far var død, jeg kendte ligesom vejen. Op og ind på gangen og værelset. hvor der lå tre mænd, og i midten lå Ole uden bevidsthed.

Underligt at skulle dø på en tremandsstue, tænkte jeg, måske er behovet for ensomhed i døden ikke de døendes, men der var dog lidt en fornemmelse af manglende plads også manglende plads til at dø.

Jeg satte mig ned ved siden af Ole og kyssede ham på panden og på hans skæggede kind. Så meget vi havde haft sammen. Alle de vigtige ting i livet. Jeg var alene med mine børn dog ikke før jeg havde slukket for deres mors respirator, så jeg havde en følelse af ”deja vue”. Min ven lå der uden at kunne se, men kunne han høre, kunne han mærke. Måske mærke, at jeg snuste til hans renvaskede hår, så tæt og dog så langt væk. Jeg sad pludselig med en tåre, en uendelig kærlighed til ham.

Så nær var jeg kommet til denne mand, så nær mit hjerte var denne mand kommet, og erkendelsen af at kun kærligheden overlever og man lever kun med kærlighed, var min lære denne aften.

Jeg hviskede til ham, at det var mig nu der sad ved hans side og at der ikke var mere at komme efter i denne verden og at hans lidelser og smerter var taget fra ham. Jeg hviskede at alt var ham forladt og at han ikke skyldte nogen noget.

Jeg vidste at han savnede sin moder og fader og han var overbevist om at de ventede ham.

Jeg så hans ansigt i det svage lys fra en kerte og hviskede til ham ind i hams øre, at jeg var klar til at han skulle forlade mig, at han ikke var alene og at jeg blev ved hans side til han kunne give slip.

I selv samme sekund jeg sagde disse ord tog Ole sit sidste åndedrag, jeg ventede men der kom ikke flere vejrtrækninger.

Han forlod mig og denne verden med en ro som var en meget smuk oplevelse, døden var det smukkeste i al sin enkelhed en oplevelse jeg skulle gentage få år efter da jeg på samme måde lod min kræftsyge moder vide at det var OK at forlade denne verdens lidelser og mig, hendes barn som hun aldrig rigtigt havde haft plads til, men alligevel elskede.

Jeg gik ud til ungdomspræsten og opdagede at Oles ekskone var kommet for at sige farvel, vi krammede hinanden og sygeplejerskerne kørte de andre senge med patienter ud på gangen og vi gennemførte en lille andagt over Ole, liggende der i sengen og vi bad for hans sjæl, til vores Fader i himlen, om at se nåde i dette sit barn som var kommet til vejs ende på så mange måder.

Flere dage efter begravede vi Ole, hans nabo genne mange år HC og jeg sad ved hans kiste og nu var det som om jeg var blevet ladt alene på kirkebænken.

Savnet efter min broder er stadig en del af mit nye liv, derfor fortæller jeg om vores fælles korte liv. Han fik mig til at indse at intet var slut før døden og jeg har nu fået en lille datter i den alder hvor Ole skulle dø, og jeg vil gerne fortælle hende at jeg kom til at elske min broder og at jeg hver dag savner ham og ser på hans billede med glæde.

 

Share