Belarussia

I slutningen af 2002 besøgte jeg, sammen med organisationen, venskab over grænser, den hviderussiske by Rubel, som ligger et par hundrede kilometer nord for Tjernobyl.

Vi var på besøg, fordi vi i mange år havde haft de mest udsatte og sultne børn på kost og oplevelsesferie på Amager. Indbyggere som var hvad vi kunne kalde fattige, eller mennesker som havde en levestandard som var langt under vores egen, var år før blevet ramt af den radioaktive sky som drev over deres landsby og området, da atomkraftværket nedsmeltede. Da jeg kom var der ikke tydelige spor efter ulykken, men biologisk er området ramt og man kan jo kun se de overlevende.

Byen er også “kendt” som en af de mange byer, hvor hviderussere mere elle mindre frivilligt, hjalp tyskerne med at “eliminere” den jødiske kultur og befolkning, under anden verdenskrig. Det skulle jo resulterer i tyskkendskab og der var flere gamle mænd som talte godt tysk, nemt for mig, men baggrunden gjorde det “lidt” mærkeligt. De fleste byer i det område jeg opholdt mig i, var tidligere jødiske byer som under og efter krigen var blevet “overtaget”.

Vi boede hos byens venlige borgmester og hans kone, som er lærer på byens skole. Hun var ved flere lejligheder med skolebørnene i Danmark, hendes mand, borgmesteren er valgt af byens beboere og er leder af byens råd.

Hver borger har i sin bolig, her er det borgmesterfruen som skaffer mælk til morgen the og grøden. De som andre havde som regel lidt privat animalsk produktion, nogle grise et par køer og høns og ænder som føde får husholdningsaffald suppleret med lidt fra haven som alle steder er opdyrket med løg, gulerødder, kål, tomater, kartofler m.v.. Der var sjældent prydhaver og forsørgelsen kunne klares delvis med egne afgrøder.

Vi kom også med en anderledes kontakt til byen og nogle få specielle mennesker, vi havde en hilsen med fra en søn af den eneste jødiske mand, som overlevede anden verdenskrigs rædsler, både i området og hele krigen, een blandt hundredetusinder. Han overlevede ved at i tide, at flygte ud på en lille ø i floden og derefter fik han lov til at gemme sig, under komfuret, hos en ung kvinde som var alene med to piger. Den ene pige er den nulevende kvinde med tørklæde nedenfor som vi besøgte.

Denne jødiske mand kæmpede mod tyskerne med de lokale hviderussiske partisaner til sovjethæren kom forbi på vejen til Berlin og han endte i Berlin som sergent i den røde hær og hoppede over til Canadierne. I Canada fik han en købmandsforretning op at stå. Han fik familie og boede der til sin død. Han sagde på sit dødsleje, at han søn ikke måtte tage til Rubel, man kunne ikke stole på beboerne, men sønen fik kontak til foreningen, jeg var med, via nettet, da han søgte på bynavnet Rubel

Han har i 2000 rejst et stort mindesmærke over de mange jøder som var blevet likvideret, bl.a. hans fars familie og alle dennes venner. Hans fars nærmeste ven og dennes kone og deres nyfødte barn måtte han forlade i deres fælles skjulested, da manden kvalte datteren for at overleve natten da tyskerne indtog byen. Dagen efter gik de begge frem til tyskerne for at lade døden slette denne smertelige gerning.

Kvinden her til højre er som nævnt tidligere den ene af to piger, hvis mor så modigt gemte den unge overlevende jødiske mand under sit komfur medens tyskerne likviderede alle andre. Tænk på modet og hvilket ansvar hun tog og med sine to pigers liv udover sit eget som mulig pris. Kvinden troede, da vi ankom nogle personer i borgmesterens nye Lada, at det var KGB som kom. Hun var på vej ud af bagdøren, men hun genkendte borgmesteren og blev.

Vi fortalte hvorfor vi var kommet, medbragte en hilsen fra sønnen af den mand hendes mor havde gemt. Hun græd af glæde og uforløste følelser og gav os alle knus og kram hele den tid vi var hos hende. Vi fik billerne af hendes mor at se, en meget smuk kvinde, og billederne af tiden umiddelbar efter krigen og familien som var tilbage. Desværre kunne hun ikke komme i kontakt med sin søster, hun ringede mange gange til den naboby hvor søsteren boede, og måtte selv senere fortælle om vores besøg. Vi fik en ordentlig krukke honning med på vejen da vi gik nogle timer senere, fyldt af the og vodka. Hun vinkede til os, indtil vi ikke kunne se hende mere. En meget smuk oplevelse

Politimyndigheden er bestyret af en militskaptajn som vi var inviteret til at spise (drikke vodka) hos. Desværre måtte han på hospitalet i hast. Han var overlevende fra USSRs krig i Afghanistan, og med mange skudhuller og granatspliter, som jævnligt sendte han til tælling. Han søde kone (til venstre) var vært og det blev kun til brød, agurker og vodka, fisken blev vurderet for at være “selvlysende”.

Skolen var af USSR standard (alle er ens i området) og ussel på alle måder. Dagens ret i fælleskantinen, var hver dag, fisk og kål med brød til, lidt enformigt og meget ildelugtende. Gulvene var ødelagte, råd i de store planker, ofte våde og varmeanlægget virkede kun delvist, og de forkerte steder. Ikke en standard vi kender til i Danmark.

Hospitalet havde samme tilgang, som alt andet i dette samfund, hvis du overlever skal du være heldig. Jeg havde lidt med fra en dansk hospital fra 50.erne, det blev modtaget med glæde.

Torvet blev til en markedsplads, hver onsdag og mange fik sig en reservedel eller noget billigt fra enten vesten eller Kina med hjem. Meget brugt skiftede hænder, både tøj og maskiner samt husbygge materialer. Fødevarer i sækkevis, kartofler, gulerødder og korn, samt meget vodka fandt vej som den eneste form for kapitalisme, eller rettere sagt, en bytteøkonomi.

Man kunne få mange tanker om forskelle, når mine overskydende lommepenge kunne række til at datteren på 17 kunne studere Tysk i to år på universitetet i Minsk, inklusive underhold og bolig og klart nok blev det til virkelighed.

Et meget venligt og opmærksomt folkefærd, som blot få år før var dem planerne for krig omhandlede. Godt muren faldt. Mennesker som slider i det daglige men har en smukt og enkelt liv uden plast, gift, stråforkortere og alt det andet vi hælder i vores mad.

 

 

Share