Dansker vandt WWII

For at du kan blive klogere på, hvem som vandt den anden verdenskrig, må jeg hellere komme med svaret. Det var William Knudsen som vandt den, næsten helt alene.

Ok – der var en del millioner flere, men hans modpart var Albert Speer, det tredje riges rustningsminister og han er kendt temmelig meget mere end William / Bill Knudsen.

Så hvordan falder jeg over, og vil fortælle om William Knudsen? Det kommer sig ved, at der er mange former for fejlinformationer og et af dem er, at LEAN er ren japansk som Toyota modellen. Men det er en forenkling og tager ikke højde for virkeligheden, som er, at Ford optimerede på produktionslinjen og gennemførte flere tiltag som japanerne lærte af, som så mange andre i 20 erne og 30 erne.

At den mand som iværksatte og gennemførte disse forenklede rutiner, som i deres form skabte øget vækst og billige produkter, var dansker, er de fleste uden kendskab til.

Ligeledes blev LEAN statistiske søsterprogram, Six Sigma introduceret som koncept under udviklingen og produktionen af bl.a. DC 3. Denne flyvemaskine, og mere specifikt på motorområdet, havde en forbedret kvalitetsstyring. Det er jo rart at vide hvornår der skal gennemføres vedligeholdelse og forbedringer i en massiv produktion og når ca. 40.000 stk. flyvemaskiner skal holdes flyvende.

Jeg vil dog ikke berøre mere om LEAN, men beskrive starten på optimering og systematik og hvad vigtigere er, involveringen af danskeren William Knudsen.

I en bog om den amerikanske krigsindsats under Anden Verdenskrig udpeges William eller Big Bill – Knudsen som afgørende for, at De Allierede vandt krigen, gennem hans forståelse af optimering og masseproduktion.

I et afgørende møde mellem præsident Roosevelt og hans rådgivere sent i 1940 spurgte Roosevelt, hvem han kunne overlade krigsproduktionen til. Svaret kom – det kan Bill Knudsen. William S. Knudsen, der senere fik tilnavnet Big Bill, var en af ti børn, der blev født i København hos en toldinspektør i Voldmestergade 26. Som seksårig blev han sendt ud for at arbejde for en glarmester, og aftenerne brugte han på at uddanne sig på Københavns Tekniske Skole. Fra glarmesteren gled han over i cykelhandel, og han syntes fra en ung alder at have en sikker sans for konstruktion med videre.

Men pengene var små, og i 1900 købte han en billet til New York med skibet SS Norge. Bill Knudsen var en stor muskuløs mand, han boksede også, der kunne tage fat. I de næste stillinger var han med til at fremstille maskiner, og den viden bragte ham i kontakt med bilproducenten Henry T. Ford, der opkøbte den virksomhed Bill arbejde i, der i begyndelsen af århundredet var ved at skabe en ny produktionsform og i 1908 fabrikerede den første Ford T.

Snart blev Bill Knudsen bilfirmaets direktør, og det var Bill, der stod for fabrikkens revolutionerende nye masseproduktionsform, hvor biler samledes ved et samlebånd. Det eneste problem var, at Henry Ford selv ikke var noget udpræget sympatisk menneske og uenigheder og konfrontationer endte samarbejdet mellem de to.

Bill Knudsen var dog kun arbejdsløs i kort tid, før det andet store industrifirma i USA, General Motors, nærmede sig Big Bill, som han blev kaldt. I 1922 blev han leder af afdelingen Chevrolet under GM. I løbet af 1920erne og 1930erne overhalede GM Ford i produktion af biler. I 1937 blev Bill udnævnt til præsident for GM.

Den 28. maj 1940 indfandt han sig hos Roosevelt, efter invitation og anbefalinger, og overtog krigsproduktionen. Planen var, at Knudsen skulle lokke de private firmaer til at deltage og investere i krigsproduktionen, mod at tilbyde dem favorable regeringskontrakter.

I juli 1940 var Storbritannien mere trængt end nogensinde og hjælp fra USA var afgørende. I løbet af hele 1941 gik en tredjedel af den amerikanske flyproduktion til Storbritannien. Leverancerne var afgørende for, at Storbritannien kunne holde Tyskland stangen. Vinteren 1940 var grum. Tyskerne sænkede med deres ubådskrig store mængder britisk tonnage, og Churchill forsøgte at presse Roosevelt til at levere flere skibe. Det medførte, at Bill Knudsen og hans folk indgik et samarbejde med den amerikanske industrialist Henry Kaiser, der etablerede kæmpe skibsværfter i Seattle, Richmond og Vancouver.

Resultatet var afgørende, og gennem resten af krigen spyede Kaisers skibsværfter skibe ud i et tempo, som Japan og Tyskland ikke kunne hamle op med. Med japanernes angreb på Pearl Harbor kom USA med i krigen, og situationen for krigsproduktionen ændrede sig. Man skulle nu producere 60.000 fly i 1942 og 125.000 året efter.

USA var i skarp konkurrence med Nazityskland, hvor rustningsminister Albert Speer gjorde alt for at øge krigsproduktionen. Tyskland var omdannet til en krigsindustri, hvor Speer og hans stab kunne anvende slavearbejdere og beordre firmaer til at deltage i krigsproduktionen. Bill Knudsen havde ikke Speers beføjelser, men han havde det frie amerikanske marked.

Krigsproduktionen havde afgørende betydning for det amerikanske samfund. 20 millioner mennesker forlod deres hjem for at flytte til nye fabrikker. I begyndelsen af 1944 var 70 procent af USAs produktion krigsproduktion. Der blev bygget et fly hvert femte minut og produceret 150 tons stål hvert minut.

Bill Knudsen blev i krigens sidste fase så udkørt, at hans helbred svigtede og måtte afløses i sin opgave. Han havde dog kræfter til at rejse til Europa i 1945, hvor han også besøgte Danmark. Man var klar over hans betydning i hans fædreland, han havde møde med Kongen, og han blev æret med Dannebrogsorden. Ældre beboere i Voldmestergade fortæller, at i tiden efter Anden Verdenskrig rullede turistbusser fyldt med amerikanere gennem den lille gade ved søerne for at standse op foran nr. 26.

Men så rullede glemslen over ham. Embedsmænd og historikere tillagde præsidenten og staten æren for den succesfulde krigsproduktion. Men han er fundet frem igen. Herunder er tre film om den kompleksitet der skulle håndteres i en krigsproduktion, så dygtig må han have været.

Man kan kun være taknemmelig for inspirationen og Williams indsats der også bliver forudsætningen for det økonomiske opsving som gav os billigere biler og forbrugsgoder i de efterfølgende 50 ere og 60 ere.

 

 

Share