Våbenudviklingshistorie

Der er ikoner inden for specielle design, inden for alle grupper, af produkter med design som skiller sig ud, både i en historisk kontekst, selve idéen, ny tilføjede teknisk brugsflade samt anvendelsesform.

Som tidligere våbenekspert inden for det militære væsen, som våbenhistoriker og som fagteknisk underviser på teknisk skole i våbenmekanik samt som produktionstekniker i en nyere våbenproduktion i Danmark, er det med en vis ballast at jeg beskriver tekniske artikler om netop dette, våben.

Det nedenstående design er faldet mange i øjnene, med dets teknik, form og finesse, et design som også beskriver et innovativt forløb i en presset situation. Derfor vil jeg beskrive FG42 på en ikke-teknisk måde, som et våben konstrueret i Tyskland under det tredje rige.

Det er tillige interessant fordi dette våben udviklingsmæssigt blev drevet af oplevelser og erfaringer samt det faktum, at der var frihed til at konstruere det ud fra alle mulig behov og muligheder.

FG42 ses herunder i de to primære versioner som blev produceret.

 

Våbnet FG42 herover, skal også ses som et innovationsprojekt, fordi det erstattede meget mere ældre og konservative løsninger og ikke mindst anvendte våben som Mausers KAR 98k som ses herunder i to udgaver. De var standardvåbnet i den tyske krigsmaskine gennem to verdenskrige og fra midt/slut 1800 tallet.

 


Årsagen til FG42 udvikling startede i den militært ekspansive periode, hvor tyskerne anvendte faldskærmstropper og stod over for slaget om Kreta, kaldet operation Merkur.

De tyske faldskærmsoldater var udstyret med det samme sortiment af håndvåben som hæren, og de transporterede kun pistoler og håndgranater med sig ved udspring i faldskærm. De anvendte også maskinpistoler, rifler og tungere våben som blev opbevaret, adskilt fra den enkelte soldat, i beholdere, som blev droppet efterfølgende, eller transporteret med svævefly, måske landsat på anden måde.

Årsagen til at faldskærmssoldaten var separeret fra sit tunge materiel, var primært den måde den tyske faldskærm virkede. Faldskærmsselen, med en enkelt strop til udtrækning af skærmen, var fastgjort til kroppens bagside tæt på nakken og gjorde at springeren ville lande på jorden, ofte på sine hænder og knæ i en, hvis heldig, fremadrettet stilling. Derfor knæbeskyttere og slet ikke nogen form for tung udrustning, som kunne skade soldaten under landing.

På Kreta, under operation Mercur mødte de tyske faldskærmstropper, kampklare soldater fra de allierede styrker, primært Commonwealth soldater. De leverede med deres almindelige langtrækkende riflers en præcis skytteild, samt ild afgivet fra tunge og lette maskingeværer. De påførte de tyske faldskærmssoldater store tab. De containere som indeholdt de tyske troppers almindelige og livsvigtige våben, var spredt og ikke lige til at få fat i. Det måtte efterfølgende være klart, at en evaluering og erfaringsopsamling, fra dette slag, afstedkom en udvikling på dette problem.

Desværre opstod der også en mistillid til selve begrebet faldskærmstropper. Man kunne have valgt at udvikle faldskærmen og dennes mulighed for at medbringe last, eller kun udstyre soldaterne med allerede kendte, korte våbenkonstruktioner, men faldskærmssoldaternes hovedorganisation, det tyske riges flyvevåben, anmodede om en nyudvikling af en våbentype, på baggrund af de erfaringer som var opsamlet fra Kreta. Målet var selvfølgelig, at soldaten skulle have alle håndvåbens fordele indarbejdet i et våben. Et våben hvor både riffel, med kikkert og automatisk funktion samt en funktion som et let maskingevær var et våben soldaten kunne bære, som faldskærmssoldat under spring og efterfølgende overlegen ildkraft ved indsættelse i kamp.

Via en personlig interesse fra Herman Göring, blev det tredje riges luftfartsministerium involveret i at udvikle en universel automatisk riffel, der kunne erstatte alle andre typer våben, mest for at forenkle logistikken samt derefter at give større ildkraft til den enkelte faldskærmssoldat. Den anvendte patron var standard patronen 7,92 Mauser, som blev anvendt i stort set alle andre våben, rifler som maskingeværer, i alle typer transportmidler, også flyvemaskiner.

Luftfartsministeriet forsøgte at indlede en formel udvikling af dette våben program, gennem hærens våben udviklingsafdeling, ansvarlig for andre tyske udviklingsprocesser af våben, men modstridende prioriteter og manglende tillid fra hæren, som tillige tilbød deres halvautomatiske riffel G 41 W, førte til en selvstændig udvikling.

Planer blev lagt ud til ingeniørerne som havde erhvervet sig en betydelig ekspertise gennem udvikling af letvægts automatiske våben, da de med succes havde omdannet MG 15 til et fly maskingevær.

Selv om der var store tab og et behov for at bruge opsamlede erfaringer fra operation Merkur, ville Hitler ikke støtte udviklingen og ændrede sin mening om nytten af luftbårne overfald og planerne blev droppet. Alligevel så Hermann Göring det åbenbare og for soldaterne, gode i dette våben og gjorde det til et “privat” projekt. Han fik luftfartsministeriet til at gå direkte til den tyske industri med planerne samt udstedte krav og kriterier, hvor det nævnes, at våbnet ikke skulle overstige 1.000 mm i længden og skulle ikke være væsentligt tungere end Kar 98k riflen. Den skulle være i stand til at kunne affyre enkelt skud fra en lukket lås/bolt samt kunne afgive fuldautomatisk ild fra en åben lås/bolt. Våbnet skulle fødes fra et magasin, aftageligt med en kapacitet på 10 eller 20 skud, samt kunne affyre geværgranater.

På trods af indførelsen af den nye riffelpatron til StG44, den korte 7,9 mm Kurz patron udviklet af hæren, fasthold man standard 7,92 × 57mm Mauser riffelpatron, da denne kaliber var en af de vigtigste design forudsætninger, nemlig at kunne række langt som både riffel og let maskingevær. Begge typer ses her på billedet.

Seks producenter var med i udviklingen og blev anmodet om prototype design. Et design viste sig tilfredsstillende, hvor det var pressede plader som var det bærende element i designet, også greb og kolbe samt hovedrammen var af presset stål. Det giver en god produktionsøkonomi, det giver mulighed for en hurtigere produktion og en fremstillingsmetode som ikke kræver specialiserede maskinarbejdere og ikke mindst, stål i dyre kvaliteter. I det oprindelige design, var der brugt krom-nikkel stål til løb og mekanismer. Det giver holdbarhed og gør våbendele resistente for korrosion, men det var en strategisk mangelvare og der blev brugt mangan stål som erstatning.

Våbnet var i operationelt brug under Gran Sasso raid i september 1943, da de tyske faldskærmstropper og kommandosoldater reddede den italienske diktator Benito Mussolini fra hans forfølgere. Her er en faldskærmssoldat ved siden af en af de svævefly til troppetransport som blev anvendt.

 

Efter at nogle tusinde FG 42s var blevet produceret, havde designerne forpligtet sig til at anvende udstansede lavt legerede metalplader til rammen og der var anmodninger om mindre forbedringer, som at flytte befæstigelsen af støttebenene til næsepartiet, at reducere spredningen med en ny type mundingsbremse, at ændre pistolgrebets vinkel, at gå fra stål til træ for at minimere varmepåvirkning.

Disse ændringer, især pistolgrebets forandringer og støttebenenes flytning, er klart synlige på sene modeller af FG 42. FG 42 brugte en temmelig sofistikeret mundingsbremse, der hjalp på rekylen og flash, men gjort flamme og gastrykkets støj meget større end på andre lignende våben.

FG 42 var et luftkølet våben og et af de første til at inkorporere den “lineære” rekyl konfiguration. Dette layout, som ses godt på tegningen af FG 42 var kombineret med sidemonteret magasin placeret så alle funktioner næsten var på linje med den langsgående akse i boringen, en konfiguration som styrkede kontrollen under automatisk ild afgivelse. Et sidemonteret magasin var almindeligt i maskinpistoler, på den tid, det gav dog lidt vægtproblemer med et større magasin med tungere ammunition, en tendens til ubalance var der i våbnet under skydning.

Sjovt nok er en del af dette geværs specielle egenskaber taget fra det engelske, fra første verdenskrigs vellykkede Lewis let maskingevær med en gas stempel aktiverede låsnings mekanisme i en drejende funktion.

FG 42 kunne have, og gjorde til en vis grad, udfyldt en vigtig niche i Nazi-Tysklands arsenal. Det blev kun fremstillet i mindre mængder. Den blev godt modtaget af faldskærmstropperne og senest anvend af Syriske faldskærmsenheder helt op i nitten hundrede firserne, så der er intet i vejen med designet. Det er stadig et ikon og et eksempel på, at bruger krav med baggrund i erfaringer kan bringe spændende løsninger frem.

 

Man kan kun forvente ”kopiering” af et sådan spændende design. Det amerikanske militær lavede en T-44, en FG 42 prototype, modificeret til bælte-fodring, som et let maskingevær. Låget med båndfødnings mekanismen kan de fleste genkende fra MG 42/62, der sammen med låsen og andre aspekter af fra FG42 og MG42, er klart indarbejdet i M60 maskingeværet som er en direkte efterkommer af FG42.


Derfor er det også ophavet til det nyligt indkøbte danske maskingevær. I forhold til M60 maskingeværet, kan man se ligheden fra FG42 linjer.

 

 

Herunder ses M60 til infanteristerne i den danske hær og man må sige, at der intet nyt er under solen. Indkøbet viser at de fleste landes producenter af våben er mere konservative i dag end tyskerne var det i fyrrene og indkøberne på samme linje.

Dansk soldat med sit nye M60 året er 2015, der er dog stadig fejlfunktioner som ikke er fjernet.

FG42 video.

M60

M60E6

Trods de mange år på bagen lader det til at teknikere ikke får lov til, sammen med brugerne at rette de fejl som stadig findes i forhold til funktionen af våbnet.
Det var historien om et enkelt vellykket våbens konstruktion og udviklingshistorie.

 

Share