Junkers

Noget må man interessere sig for på afstand som f 13 til JU 52 3 m. Jeg har en stor interesse i flyvemaskinernes udvikling, hvoraf denne historie om Junkers kun, er en lille “bib” i dette historiske emne.


Junkers F 13 første flyvning varede kun 6 minutter og det tolkes efterfølgende som, at der ingen problemer var med flyet , alt var lavet rigtigt af Ingeniør Hugo Junkers, fra første færd.

Hugo Junker døde i 1935, han blev myrdet af Nazisterne da han ikke ville overlevere sine fabrikker, men Nazisterne beholdt navnet og producerede mere end 200.000 fly af mange typer. Det var også fabrikken, hvor den første tyske aksial turbine jetmotor JUMO 004 blev produceret.

F13 var det allerførste helmetal fly, som var designet til, at medbringe passagerer, minimalt kun til fire personer, men behovet var ikke større så tidligt i flyvningens historie.

F13 var et meget robust fly som havde sin udbredelse langt omkring, også mod nord, da driftssikkerheden og ikke mindst robustheden, over for naturens kræfter, var uovertruffen for den tid.

Besætningen var på 2, en pilot og en mekaniker, de sad side om side i et åbent cockpit, for at kunne følge med terræn og veje for at finde vej. Udstyret var meget primitivt eller simpelt, måske netop derfor var der ikke så meget som kunne svigte.

Flyet var det første lavet af metal, stålrør og riflet aluminiumsplade og det var et fly som kun havde én vinge, et monoplan, i stedet for to eller flere som den tids maskiner ofte havde og disse var lavet af træ og bemalet lærred.

De første F 13 var leveret med motorer produceret af Mercedes (160 HK) eller BMW (185 HK) alle med fire cylindre og vandkølet, senere kom der andre motortyper til, som senere vist, radialmotorer i stjerneform og op til 450 HK. Herunder en senere model med sekscylindret motor i Luft Hansa regi. Hugo Junkers opfandt en dieselmotor til flyvning, den ser vi senere.

Der blev bygget 345 maskiner af forskellige typer, fra F13 til G24 o.s.v., nogle længere og mere rummelige end dette nævnte, over en periode fra 1919 til 1931, altså i 12 år. Det utrolige er, at det sidste som var anvendt, blev udfaset i 6o erne i Canada, hvor dette fly har ydet al den service et robust fly har kunnet levere over en lang årrække.
Her ses det sidste Canadiske fly på et billede fra 1962 hvor det har pontoner og en åben radialmotor med to bladet propel.

Flyet har haft den samme effekt på flyvning i dens tid, som senere DC 3 har haft i sin tid samt anvendt i over fyrre lande herunder anvendt i Danmark, Sverige, Finland og Norge i 30 erne.

Her er motoren, en Pratt & Whitney 9 cylinders luftkølet R-985 Mini Wasp på 450 hestekræfter, som blev anvendt som alternativ til Junkers egne motorer.

På et tidspunkt bliver Junkers i stand til at lade F 13 modellen vokse til andre typer, grundlæggende den samme, men større. Årsagen er. at han udvikler en dieselmotor som har to stempler i en cylinder, ved at de er modsat hinanden og får flere kræfter ud af samme plads, og med et enklere og billigere brændstof.

Her er denne specielle motor, man kan tydeligt se den anderledes opbygning.

 

Trods størrelsen kunne den både med pontoner og uden, transportere i store mængder, men den var meget langsom, men den havde den spændende dieselmotor.
I Canada havde Junkers maskinerne meget stor anvendelse.

Tanken om at montere motorer på disse store vinger er nærliggende, modellen er G24.

Herunder er W33 med tre motorer, modellen er født med pontoner for at kunne lande og starte på vand, er her ved, at blive samlet i Malmø i Sverige. Findland brugte mange – da mange søer gav mange landingsmuligheder.

Andre modeller fik lejlighedsvis trebladede propeller og stjernemotorer, her en udgave fra Peru, hvor de lastede biler, da taget kunne løftes af flykroppen.

Her er et billede, hvor familie ligheden mellem den første maskine og den sidste som anvendte bølge aluminium.

Forskellen er til at føle ved nedenstående billede, der er omkring 100 år imellem disse to typer, men det var Junkers som fabrikerede den første anvendelige aksial turbine jetmotor.

I al sin enkelhed – Rimova kufferter anvender den samme form for aluminiums plade og derfor har Rimovas ejer brugt mange penge på at få denne maskine blandt de flyvende igen og den kan jo bruges også til reklame.

Video af Junkers f13.

Ju 52 Tante Ju var udviklingen med riflet aluminiums plade den sidste modeltype bygget på denne måde, se video af to som stadig er flyvende.

Junkers Ju 52 (med øgenavnene Tante Ju og Iron Annie var et transport- og bombefly, som blev fremstillet fra 1932-1945 af Junkersfabrikken. Den blev både anvendt til både civil og militær brug i 1930’erne og 1940’erne.

Den blev civilt brugt af over et dusin luftfartselskaber, herunder DDL, Swissair og Lufthansa som passager- og fragtfly.

Militært fløj den i Luftwaffe som troppetransport- og fragtfly, men kunne også anvendes som et mellemstort bombefly. Ju 52 blev brugt efter 2. Verdenskrig af både militære og civile brugere et stykke ind i 1980’erne.

Ju 52 lignede fabrikkens tidligere Junkers W33, men var større. I 1930 designede Ernst Zindel og hans hold Ju 52 på Junkers-fabrikken i Dessau. Flyets usædvanlige riflede overflade gav den et karakteristisk, kasseagtigt udseende.

I sin oprindelige udførelse Ju 52/1m var Ju 52 et én-motors fly, som enten havde en BMW eller en Junkers vandkølet motor. I 1936 modtog James A. Richardsons Canadian Airways CF-ARM den sjette Ju 52, der var bygget. Flyet, med motoren udskiftet med en Rolls-Royce Buzzard og med øgenavnet “Flying Boxcar” i Canada, kunne løfte omkring 3 tons og havde en maksimumvægt på 8 tons. Det blev brugt til at forsyne miner og andre steder i fjerne områder med udstyr, som var for stort eller tungt til, at andre fly kunne fragte det. Ju 52/1m kunne lande på hjul, ski eller pontoner.

En-motor udgaven havde for lille motorkraft, og efter, at der var blevet bygget 7 prototyper, blev alle Ju 52’ere bygget med tre motorer med betegnelsen Ju 52/3m. De første blev udstyret med tre Pratt & Whitney Hornet stjernemotorer, men senere modeller brugte fortrinsvis BMW 132-motorer, en forbedring af Pratt & Whitney-modellen. Eksportmodeller blev også bygget med Pratt & Whitney Wasp og Bristol Pegasus-motorer. Opgraderingen forbedrede yde- og lasteevnen. Som passagerfly for Lufthansa kunne Ju 52 have 17 passagerer og flyve fra Berlin til Rom på 8 timer.

Luftwaffe benyttede i stor stil Ju 52 ved transport under 2. Verdenskrig, herunder til nedkastning af faldskærmsjægere. Den er kendt i forbindelse med Slaget om Kreta i maj 1941 og ved Invasionen af Danmark i 1940. Med en let bevæbning og en topfart på kun 265 km/h, var Ju 52 meget sårbar for angreb fra jagere, der fløj dobbelt så hurtigt, og det var altid nødvendigt med en eskorte, når en Ju 52 fløj ind i et kampområde. Mange Ju 52’ere blev skudt ned af antiluftskyts, mens de transporterede forsyninger, især under de desperate forsøg på at holde den omringede 6. arme forsynet i de sidste faser af Slaget om Stalingrad i 1943.

I den afsluttende fase af Felttoget i Nordafrika blev 24 stk. Ju 52’ere skudt ned i den berygtede “Palmesøndag Massakre” den 18. april 1943. Yderligere 35 humpede tilbage til Sicilien og nødlandede. Transportflyenes eskorte JG 27 formåede kun at nedskyde én fjendtlig jager.

En række Junkers Ju 52’ere forblev i militær og civil brug efter 2. verdenskrig. I 1956 anvendte det portugisiske luftvåben, som allerede brugte Ju 52’ere til transport, flyet til faldskærmsudspring for dens nyligt etablerede elitefaldskærmsstyrker, som brugte Ju 52 i adskillige operationer i Angola og andre afrikanske kolonier, indtil flyene gradvist blev udfaset i 1960’erne.

Det schweiziske luftvåben brugte også Ju52, og 3 maskiner forblev i tjeneste til begyndelsen af 1980’erne.

En Ju-52 og en DC-3 var de sidste fly, som startede fra lufthavnen Tempelhof i Berlin, inden den blev lukket i 2008.

Overlevende versioner.

Junkers Ju 52/3m (CASA 352L) kan ses på Royal Air Force Museum i Cosford.

Junkers Ju 52/3m (CASA 352L) fremvises af National Air & Space Museum i Chantilly, Virginia

Junkers Ju 52 (CASA 352L) fremvises på National Museum of the United States Air Force i Dayton, Ohio

Junkers Ju 52 (CASA 352L) (N352JU) fremvises på CAF Airpower Museum ved Midland, Texas.

Junkers Ju-52/3m (Nord AAC.1Touqan) fremvises i Beograd Lufthavns flymuseum.

Versioner

Udover standardversionen med fast understel var der en version, som var udstyret med 2 store pontoner. Denne model blev anvendt ved angrebet på Norge i 1940 og senere i Middelhavet. Nogle af disse fly blev også brugt som minestrygere, udstyret med en stor afmagnetiseringsring under skroget.

De fleste Ju 5’ere blev ødelagt efter krigen, men et mindre antal blev fremstillet efter 1945. I Frankrig blev flyet fremstillet af Amiot med modelbetegnelsene Amiot AAC 1 Toucan og i Spanien, fortsatte Construcciones Aeronáuticas SA produktionen under betegnelsen CASA 352. Der er adskillige Ju 52’ere, som stadig kan flyve og fortsat anvendes i dag.

 

I dag er Junkers navnet under BOSCH og ure er tidens gadget fra Junkers.

 

 

Share