Pædagogisk faglighed

Når jeg ved siden af mine hårde faglige kompetencer også har beskæftiget mig med teorier inden for filosofi og teologi er det for jeg gerne vil forstå, hvad som driver mennesker frem i deres liv. Årsagen er at min fremdrift er så kompleks og at jeg ofte ser simple former for fremdrift. Set fra min side er alt inden for pædagogik, ledelse, arbejde og tillige i tros spørgsmål, noget med en blanding af indre og ydre motivationsfaktorer ofte sat ind i den livskontekst som det enkelte mennesker lever under.

Noget så vigtigt som, at sætte sig selv og sine tanker på spil, er for mig noget specielt, når vi taler om innovation eller de elementer og situationer hvor innovative tanker og løsninger opstår. Ordet innovation er blevet brugt af politikere og ledere, med det i fokus, at der skal mere udvikling og kreativitet ind i medarbejdernes verden, at der skal produceres mere! Heri er der mange fejl og kortslutninger og det er efter min mening skræmmende, at de samme mennesker ikke underbygger disse krav og udtalelser med konkrete initiativer som kan støtte et miljø på arbejdspladser eller undervisningsinstitutioner som kan danne grundlag for innovation eller innovationspædagogik.

Min interesse for innovationspædagogik opstod efter et setup i en undervisningssituation hvor det var essentielt at kunne aflære en faglighed inden for 4 timer for at kunne løse det faktiske problem. Så jeg ville finde ud af hvad afstanden er mellem hvad man vil og hvad man gør og de mentale faktorer som dette skulle være grundlaget for i forhold til et innovativt tankesæt.

Der er teoretikere som er mine inspirationskilder til innovationspædagogik. I forhold til min erfaring med innovation danner de og de valgte elementer den klangbund i min forståelsesramme som jeg syntes er vigtig.

Hvad er det for centrale elementer som er i spil når vi skal udvikle elevernes kompetencer inden for innovation. Det er at beskrive af det ukendte og processerne for hvordan elementerne rulles ud i forhold til den enkelte elev, fordi det giver mening i forhold til deres identitet og de muligheder jeg har som underviser samt fordi innovationspædagogik hænger sammen med en pædagogisk profil.

En af mine valgte teoretikere er Lektor Dorrit Sørensen siger, at i forhold til innovation og tilhørende pædagogik skal eleverne opføre sig (have en adfærd) som nysgerrige antropologer i søgen efter ny viden. Iscenesættelsen af mit læringsrum som kan rumme denne adfærd er, blevet mit mål med at studere innovationspædagogik i forhold til denne opgave.

Lottes Darsø er Lektor i pædagogik, og i sin bog ”Innovationspædagogik” arbejder hun med en model som hun kalder innovationsdiamanten.  Innovationsdiamanten skal ses som dannelsen af fire parametre som er ikke viden, over for viden samt relationer, over for koncepter.

 

 

Man kan fokusere på modsætningen af viden, som vi kalder ”ikke viden”. Begrebet indeholder de ting ”vi ikke ved”, men som vi har brug for at vide, her og nu hvor løsningen på et problem ligger lige for, den pædagogiske udfordring ligger i at får skabt en enighed blandt eleverne om hvad dette begreb er og hvad det er ikke viden har som faktor i løsningen. Ikke viden, skal begribes som for-forståelse og kan som sådan stå i vejen for intentionerne med innovation. Ikke viden, skal ikke nødvendigvis være en aktiv faktor i selve undervisningen i innovation, men måske et resultatet af en indsats.

I innovationsdiamanten ligger viden, over for ikke viden, det vil sige den dimension, der drejer sig om det vi ikke ved. Hvis vi betragter aksekrydset i midten af figuren som et udgangspunkt for starten af innovationsprojektet/processen vil graden af ikke viden vokse, efterhånden som vi bevæger os ud mod ikke viden.

Man kommer ind i et felt af det, man ikke ved, at vi ikke ved og til sidst kommer vi helt ud i det felt, hvor vi overhovedet ikke vidste at man kunne vide noget. De fleste mennesker bryder sig ikke om at færdes i dette felt”. ”Ikke-viden” er det kaosfelt som er interessant og som kræver relationer og tillid. Det kræver mod at være “dum”, og feltet kan afdækkes ved hjælp af “skæve”, “umulige”, “brændende” og “hypotetiske” spørgsmål.

Arbejdet med ”ikke viden” kræver at man søger og ser fremad i processen. Der fokuseres på, at eleverne bliver klar over, hvad der er ikke viden og hvordan finder svar på de spørgsmål som rejser sig. Således er det væsentlig for mig at anvende begrebet i min undervisning ikke mindst når det i sammenhæng med de andre skaber en metodik i en læring.

Ronald Barnett er engelsk professor på London University, som studerer læringsforhold i og på universitetet. Han beskriver med sin model, de mulige områder, hvor deltagerne befinder sig i en læringssituation, det område hvor de studerende ikke kan finde tryghed i gammel viden, men er nødt til at forholde sig til læring i et ukendt område og i en utryg fremtid.

De faktorer som understøtter innovation er, om der sker en læring og om den læring strækker sig mod fremtiden og i følge den engelske professor Ronald Barnett uddanner vi studerende til en uforudsigelig og superkompleks fremtid, hvor ikke engang den højeste viden eller de bedste kompetencer og færdigheder er nok til at sikre, at unge får den viden de skal have for at imødekomme fremtidens behov for viden.

Viljen til at være en professionel skal fastholdes over tid. Den rager sig ind i fremtiden. Men fremtiden er ukendt. Så hvad er grundlaget for en sådan vilje? Den taler om en fremtid uden en fremtid, uden en kendt fremtid. Så hvad er grundlaget for en sådan vilje? Tro?

Her er det, at den psykologiske utryghed og derfor en pædagogisk metode, rammer ind i det element, hvor tro på, at tingene skal ske, indeholder en form for spiritualitet som i Otto Scharmers U-Turn model/tese. Så min pædagogiske rolle skal være at understøtte elevernes væren i opgaven nu, frem for deres viden, hvilket betyder, at det drejer sig om at hjælpe de studerende til at lære at leve med usikkerhed og paradokser, der hvor løsningen opstår når man giver sig i kast med udførelsen.

Fra Lotte Darsø’s bog er Ronald Barnetts model, defineret som en matrix, den lodrette forholder sig til, om det er undervisning i transformation der skal være i fokus og den anden akse forholder sig til undervisning der sigter på udvikling. I en undervisningssituation skal eleverne udfordres og jeg forudsætter, at videns dynamik skal have et vist element af risiko, da det er udvikling som er valgt.

Otto Scharmer er en Amerikansk/Tysk ledelsesteoretiker, som definerer en tilgang til innovativ tænkning som en spirituel form for tilgang i processens udførelse. Det er det tredje element jeg vil arbejde med, åbent sind. Hvis vi overfører det høj risiko og ikke viden til Otto Scharmer og hans teorier nævner han, at vores uddannelsesstruktur og den læring vi giver vores elever er baseret på traditionelle læringsmetoder, uanset skolereformer for børn og unge og vi fortæller gang på gang eleverne og sikkert også de studerende at de skal søge løsningen på et problem i fortidens data.

Otto Scharmer siger at vi skal lære eleverne at navigere i en uforudsigelig verden, vi ikke ved, hvordan kommer til at se ud. Læring i takt med at ny viden viser sig, når vi har et åbent sind, hjerte og en åben vilje. U-Turn processen skal skabe mening via de beskrevne bevægelser er fem grundlæggende metoder.

Downloade: Lyt til andre og det, livet kalder dig til at gøre, initiering.
Sansning: Søg hen til de steder, der har de største muligheder, og lyt med dit hjerte og dit sind vidtåbent
Se: Presencing at træde et skridt tilbage, lad den indre forståelse og viden springe frem
Prototyping: Skabelse af en prototype og udforsk fremtiden gennem handling
Performing: En udvikling som frembringer innovative løsninger ud fra den helhed, der opstår

Når jeg vil arbejde med ikke viden og utryghed er det at sanse og se presencing (presence + sensing) de vigtige metoder. Jeg er nødt til at være i dyb dialog med eleverne for at skabe et mentalt, kreativt frirum, hvor de skal kunne være nærværende samt give hinanden mulighed for udveksling af ideer så de kan se og sanse hvad der skal komme at løsninger.

Dorrit Sørensen som er lektor i erhvervspædagogik beskriver innovationspædagogik i erhvervsuddannelserne og hun har en didaktisk tilgang i planlægningen af innovation undervisning.

Hun siger at det er nødvendigt med styring, og her er det fjerde element jeg vil arbejde med når jeg som lærer skal implementere innovation til en pædagogisk praksis.

Dorrit Sørensen siger at; ”Her bliver selve innovationen til et ‘fag’, så at sige, og eleverne bliver nysgerrige antropologer, der ubundne af ‘plejer’ observerer og søger i deres omverden, så de bedst muligt kan løse den opgave, de er stillet overfor. Det er en bevægelse, der går på tværs af fagene og styres af observation, herunder analyse og kreativitet, og det lærer eleverne at tænke frit og fleksibelt i forhold til anvendelse af deres viden.”

Videre siger Dorrit Sørensen om lærerens rolle og læreprocessen: ”Det centrale er, at læreren støtter eleverne i at eksperimentere og lege. Her er kreativitet, selvstændighed og evnen til at samarbejde nøgleord. Det kræver frihed, og netop den frihed kan også være problematisk. Den frihed betyder også, at eleverne får et ansvar, så de ikke går på café, hvor de egentlig skulle være ude at fotografere til en opgave. Nogle elever har brug for meget styring – andre elever har ikke”.

Hun siger, at fremtidens elever på erhvervsuddannelse ikke kun skal have kvalifikationer men også opleve, at lære på en ændret og anderledes måde og med andre metoder. Vejledning er en vigtig rolle, som læreren skal anvende som et styrende pædagogisk virkemiddel. Både for at styre eleverne med også for at få dem til at eksperimentere og lege. Da – og det anerkender vi alle som underviser – så har nogle elever brug for meget styring – andre elever har ikke.

Derfor må jeg anvende mange former for pædagogik og virkemidler da der ikke kun kan være én form, men af situationen betragtet, anvendelse af mange former. Jeg skal få en elev til at kunne se behov, der ligger ud over eget fag eller håndværk. Jeg skal være en pædagogisk håndværker der i faget natur anvender styring/vejledning som et redskab.

Disse trin og elementer ses også i den ”rene” pædagogiske verden, hvor Illeris fokuserer på nogle
faktorer, som jeg syntes ligner en form for skabelsen af innovations kompetence. Illeris siger at kompetenceudvikling kan fremmes i miljøer, hvor læringen finder sted i sammenhæng med en aktualisering af relevante erfaringer og sammenhænge, et samspil mellem relevante aktiviteter og tolkning af disse aktiviteter i en teoretisk rammeforståelse og en refleksion og perspektivering. Kompetenceudvikling, siger Illeris, hvor de allerede etablerede mentale skemaer (tankesæt/tankerække) hos den enkelte elev udfordres med en hel eller delvis omstrukturering er den form for læring som vi kan aktivere, når vi kommer i situationer, hvor påvirkningerne fra omgivelserne (undervisningsoplæg) ikke uden videre kan knyttes til de eksisterende skemaer.

Det er idéen om begribelse af det fremtidige ukendte jeg finder så spændende og som denne opgave er bygget op omkring for at jeg kan beskue mine elevers innovationskompetence. Miljø og rammeforståelsen er så vigtig som en pædagogisk udfordring, en udfordring vi i militæret og i søværnet har store muligheder for at stille til rådighed for eleverne. Innovationskompetencen opstår når vi iscenesætter læringsmiljøet.

Manglende viden skal søges i den nære fremtids utrygge rammer opsamles via vidensdeling gennem uprøvede metoder og have en styret opsamling så begribelse og læring opstår, en sætning som jeg skal få eleverne til at forstå vigtigheden af.

Eleverne arbejdsprocesser skal resultere i at de kan reflektere omkring det spændingsfelt, at viden opstår medens de løser opgaver, i et miljø som de ikke kender og som derfor er mindre trygt at være i, at de på en måde som ikke tidligere skal lytte til deres mavefornemmelser og være lidt spirituelle i deres søgen efter svar og søge en praksis, og at de bliver styret ind i processen for at udvirke et resultat, en læring.

Min model viser de 1,2,3,4 områder som eleverne må kunne forholde sig til, når de er ”nysgerrige antropologer” der skal møde udfordringer om en mulig ny viden i en ny kurs eller et nyt produkt. Derefter skal den uddragede viden/læringen igennem ”bjerget” som den herunder stående model.

Innovationsbegrebets fader, Josef Schumpeter, definerer innovation som nytænkning der skaber økonomisk værdi. Uddannelsessystemet kan lære at tænke i, samt videreformidle, nødvendigheden af, at alle skal bidrage til at skabe værdi, ikke nødvendigvis økonomisk, men fx sociale værdier og andre værdifulde bidrag, der er med til at forbedre livet generelt, fx samfundet eller miljøet.

Min baggrund for at kaste mig over dette emne er at jeg har en tænketank bestående af krøllede hjerner som alle er fundet gennem et samarbejde jeg har haft med Cand. Phil Susanne Manly, hvor hun anvender ”det blå rum” (et frirum hvor de mentale skemaer udfordres) og innovationskurser samt tests til afdækning af personers innovationsprofil. Cand. Phil Susanne Manly.

Hun har fokus på, at de seneste årtiers fokus på ensretning og fokus på de ”gamle” værdier samt viden som er anerkendt og kendes for at være fundamentalt skal væk og at en tilgang til nytænkning, kan illustreres med et innovationsbjerg. Vejen til viden og innovation skal opfattes som at gå over ”bjerget” for at viden og læring bliver til værdier og bidrag til evt. produkter. Innovationsbjerget er den ”smalle” vej som skal gås af de som vil innovation.

Modellen anskueliggør hvilke elementer, måske flere eller færre, men vigtige, som er nødvendige for at få en god ide til at modnes via innovativ refleksion. Modellen er beskrevet af Astrofysiker Erik Michelsen og undertegnede i en proces for innovation af produkters fremkomst.

Med afsæt i disse overvejelser og vil jeg føre mine elever gennem bjerget. Bjergets vej, den trange vej, kan nogle gange springes over, her er det begrebet affinitet (vidensdeling som skaber nyt) som er årsag til innovation. Jeg begriber, at der i forhold til affinitet ikke er en umiddelbar målelig proces og at resultaterne kommer efterfølgende, og måske i en anden retning end antaget, beskrevet som herunder, da innovationschefen for IBM i Danmark formulerede det sådan over for mig; Hver gang jeg er her sammen med dig og vores dialog og tanker omkring arbejde og opgave får frit løb opstår der tanker om løsninger jeg aldrig selv havde tænkt skulle komme. En 700 siders instruktionsbog fik jeg en vision på som en film på 20 minutter, via en tanke lanceret i forhold til et andet problem. Det er videns delende tanke affinitet, måske innovation.

Derfor er det heller ikke underligt at innovation og resultaterne af innovation er og bliver, viden ingen ønsker. Det er for besværligt at arbejde med nyt og uprøvet, at arbejde med ikke viden, i et utrygt felt, med følelser og spiritualitet og samtidig prøve på at styre denne proces. Men fremtiden er at indarbejde innovations tankesætte gennem pædagogisk arbejde med begreberne og didaktikken. Så er der et lille lys forude, som kan give håb for en fremtid, hvor man ikke som ofte er set, afliver det man ikke forstår eller nægter at se den nye viden.

 

 

Share