London East

Jeg har besøgt London mange gange, ikke mindst for at besøge en ven som jeg mødte under nogle møder i vores respektive landes militære tjenester. Han var til mit bryllup forlover og en lystig fyr, som de engelske mænd sagtens kan være, når de er ude i verden. Han var tjenestegørende i SAS/British Army og opererede som specialagent i Belfast. Her til højre er han i gang med klargøring til et udspring med faldskærm.

Jeg kalder ham Kridtmanden og her er hans historie, om da han var i den situation, at ingen kunne hjælpe ham. Hans hjælpeløshed begyndte da han en solrig eftermiddag kom ud fra det værtshus som han frekventerede i Belfast og da han på den anden side af vejen så én person, han vidste han skulle undgå for alt i livet.

Manden stod meget stille med øjnene rettet mod ham.

Ned af gaden fra nord, kom een, af den britiske hærs evindeligt patruljerende, mandskabsvogne listende på sine gummihjul. Hvorfor han ikke hørte den hvinene lyd af motoren undrede ham indtil han forstod den blev undertrykt af nogle lyde, som han kendte så godt. Det var afsikringen af automatiske rifler. Lyden kom fra siden til ham, underbevidstheden havde reageret rigtigt, det var nu det kom, det øjeblik han havde frygtet under de tre års tjeneste og under dække og som civil agent i Belfast.

Han dukkede sig før de første skud nåede ind i hans bevidsthed, løbende forover trak han sin pistol og skød han det bedste han havde lært, medens han nærmede sig den hvinende og varme diesel motor som kunne give ham dække.

Hans Browning pistol havde heldigvis en del patroner i magasinet og medens han skiftede magasin efter at have tømt det første i retning af manden og lyden af projektilernes hvinen, kom der en skygge i vejen.

Hun var køn, havde fregner, den slags som lyste sammen med de blå øjnes himmelfarve og et krøllet rødt hår, meget ung tænkte han, men hvad skulle hun lige her. Hun kunne da ikke komme på den måde og så dukke frem på et øjeblik, tænkte han bebrejdende, hun skulle ikke være her lige nu og hvorfor var hun ikke hjemme hos sin mor, det var helt forkert, skærende forkert.

Han blev uden tænkning ved med at skyde i retning af manden, men kunne ikke få den unge pige ud af pistolens sigte, hans mave snørede sig sammen og det var svært at trække vejret, forudsigelsens smerte ramte hans ansigt.

Da den patruljerende vogn endelig kom til hans redning og han dukkede ind bag motorens panser, blev det kun til hans fysiske redning.

Lige inden motoren dækkede ham helt, så han de himmelblå smukke øjne blive væk i en rød tåge af tynde dråber af mørkt blod som sprøjtede ud fra hendes røde hår.

Hun blev kun tretten og Kridtmanden døde inden i og var jaget af skæbnen, med den udånding som udgik fra hans mund i samme øjeblik han fattede, at hun døde for hans hånd.

Han havde dræbt og slukket livets fremtid for et andet menneskes vidunderlige barn.

Så var det hele forbi og angsten og smerten over dødeligheden fyldte hans sind og hjerte, alt var forbi, han ville bare væk og bad gud om at udfri ham lige på stedet, men det kan ikke lade sig gøre for et menneske og det skete ikke!

At komme væk var umuligt, psykologerne hjalp ikke, sygefravær og druk hjalp ikke, så der gik mange morgener med flaskens indhold som trøst og støtte i forglemmelsen leg.

Han måtte, resignerede han fuld af PTSD, engang komme til klarhed og acceptere at han havde en dødssynd som bisidder i resten af hans liv, eller snart dø af alkoholen og han arbejdede intenst i perioder på, at lade alkohollen taget livet.

Der gik flere år på denne måde, bedøvet i overmåde, efter han var flygtet til storbyen London, hvor han kunne se de andre som også bar smerten både uden på og inden i. Der var en vis ro i det lidt mere afdæmpede multikulturelle område bag ved Kensington, parken og slottet. Der var der mange kulturer som blandede sig her og han kunne blive væk og være usynlig med sit mørke ansigt.

Hele tiden havde Kridtmanden boet på et værelse oven på pubben, det var i et hjørne værelse så han kunne overvåge hvem der var omkring bygningen, hvis han ville på gaden, her kunne han observere frit når han blev utryg.

Det var sjældent vigtigt at komme ud og derfor var han var pubbens bedste kunde.

Han havde ladet sig overføre til reserven for tilhørsforholdet var vigtigt.

En aften havde han set på en kvinde og som reagerede på hans stirren, måske kunne hun se længere ind end godt var. Efter en hed omfavnelse samme aften var hun blevet gravid, senere viste det sig, med tvillinger og skæbnen spillede kridtmanden og den allerede fungerende trebørns mor det kort, at fem børn skulle fungere og en ny familie skabes.

Dette blev hans mentale redning, ansvaret ville han ikke svigte, flasken forsvandt og samtalerne samt ægteskabet hjalp på den manglende nattesøvn. Det enkle liv med arbejde, forsørgelsespligt og flerbarnsfamilie gav ham nogle rutiner som krævede alt hans energi.

Jeg besøgte ham i det store arbejderkvarter omkring den engelske jernbane industri, hvor han boede med familien, tre store værelser og mange senge, et køkken hvor toast, chips, æg, bønner og ærter samt skinke var hovedingredienserne i kosten året rundt, lidt øl hver anden uge sammen med bankospillet, var variationen.

Et liv som så mange andres og dog funderet på overlevelsens præmisser, dem mange soldater desværre kender alt for godt som et vilkår resten af livet.

Min ven lever stadig, har det bedre som alderen modner. Prisen, at skæbnen spillede først døden i hænde på min ven, dernæst livet, gør at han kæmper en fod i begge lejre.

 

Share