Baronesse Marianne Green Gyldenkrone var til hendes død min livslange ven og samtalepartner. Vi mødtes til hendes bryllup med en ung premierløjtnant som jeg arbejdede sammen med og vi fik straks en nærhed i samtalen omkring livet og døden mest fordi hun blev viet i en rullestol og at hun kort forinden havde mistet sin datter på fjorten under en operation på Great Ormond i London og det var et tab vi havde som fundament de efterfølgende fyrre år. Derudover havde hun to gange været underkastet dikusprolaps operationer som begge gange gik helt galt, hvorfor hun levede af erstatningen herfor, med et helt utåleligt medicinforbrug som resultat. Hver uge måtte vi telefonere og samtale om alt fra tilbud i forretninger, familien og det hårde liv. At flygte fra familien var vi begge bekendt med og hendes ture med både Hells Angels da de var nye og ikke kriminelle i Danmark, fik hendes vinger til at folde sig ud og da ungdomslivet var overstået gik hun ind i forskellige forsvarsforeninger og senere i hjemmeværnet for at udtrykke vores fælles holdninger til forsvaret af Danmark og de ansvarsløse politikere vi have som styrende den gang i halvfjrdserne og til hendes død først i tyverne. Hendes personlighed var præget af de svigt hun havde fra familien. P. Bille Brahe var en kollega jeg spurgte, hvorfon han stemte DF, han sagde at ved en skilsmisse gik han fra et slot og rangfølgeklasse et til en toværelses og rangfølge fem, det glemte han ikke. Sådan en overbevisning var Marianne også klar på.