Tanker om tro, eksistens & relationer

Mit liv indeholder også en spirituel interesse og mine interesser og studier har omhandlet religion, tro, teologi og esoterisk filosofi. Udover mine andre fagligheder er disse for mig et vigtigt element for at kunne kende til verden som den er. Filosofiske studier på centret var givende og jeg mødte en masse gode mennesker som interesserede sig for livet, kroppen og sindet og her på billedet er vi samlet, helt tilfældigt var vi alle på tur i Andalusien.

På det tidspunkt da jeg ville læse teologi, efter et par semestre, fandt jeg ud af, at jeg var en social funderet kristen, som ville gøre meget for de svage i livet og i samfundet, men det har jo ikke noget at gøre med at søge personlig frelse fra livet og døden, det som får mennesker til at søge Jesus, forskellen gjorde, at jeg ikke skulle være præst. Motiveret af bl.a. min første kones død ville jeg være aktiv og jeg blev i stedet socialchef i Københavns kommune, aktiv i politik og arbejdede på at redde verden. Det kan dog ikke lade sig gøre, så vi må lade jorden gå under og lade verden klare sig og måske sende menneskerne til en anden planet. Nå spøg til side, der er tiltag og mennesker både historisk og nulevende som kan lede og redde verden, men der er desværre også dem som står i vejen herfor. Jeg har altid haft erkendelsen af, at alle dage i livet skal leves intenst og at jeg ikke ville fortryde en eneste dag. Det har i sig selv også haft nogle konsekvenser med fordele og bagdele, ikke mindst oplevet en bred spændende karriere, 21 boliger, 4 skilsmisser og en dejlig stor familie samt nære relationer på tværs af grænser og skel. Jeg bekender mig til, evnen til at leve og at gøre det som skal gøres. Jeg befinder mig ofte i samtaler og dialog med mennesker som ønsker mine erfaringer i et reflektorisk rum. Men jeg er der i livet, at jeg kan sige, at jeg blev den jeg ville være og ikke den andre forventede jeg skulle være, “been there – done that – tried a lot”.

Men der er andre og flere årsager til refleksion, tro og spiritualitet.

Jeg siger tit, vær du glad for at livet er op ad bakke, for når det går nedad, er det ikke for godt.
Efter at have smadret 3 biler til ukendelighed og lidt af mig selv, blevet skudt på, faret vild i et dyk i mørkt vand, udspring med ødelagt faldskærm og mange andre “near misses” fik ham med leen først en tættere relation til mig da jeg blev kronisk syg, det var i 2014 min tur til et større kræftforløb, det er nu 10 år siden? Årsagen er ikke genetisk eller disponering, men resultatet af kausale hændelser.
Man skal som udgangspunkt tage ansvar for sit helbred og sine sygdomme, men der er så mange udefra kommende faktorer som man ikke er herre over, der har en stor indflydelse, herunder og ikke mindst alderens genvordigheder i en krop som er bestemt til at give op over for livet.

Jeg fik sat perspektiv på de små forløb og hændelser som egentlig er usynlige, netop som ved COVID, hvor det viste sig at ellers raske personer døde uden egentlig årsag. Man skal se på tidslinjen for her giver det mening at tale om sammenhæng, årsag og virkning. Jeg fik i min barndom høfeber og da det var før sensibilitetsbehandlinger var løsningen binyrebark hormoner som skulle styrke immunforsvaret. Så fra jeg var seks til tyve fik jeg hver sommer en del indsprøjtninger af dette. Det er ikke sundt for kroppen med tilførte hormoner i det hele taget. Fra starten af tyverne var der sensibilitetsbehandlinger at få og sammen med disse fik jeg store mængder dopaminlignende stoffer. Således havde jeg et job hvor jeg arbejde med epoxy i flere år. Så trods soldaterlivet og andre karrierer, ofte med for højt blodtryk og stress var jeg ikke rigtig syg før jeg blev omkring de halvtreds. Så blev porten til svagelighed slået op på fuld gab. Det startede med at jeg var meget i min yngste datters vuggestue og børnehave og hver eneste gang der var virus fik jeg det med det samme.
Jeg havde en lang række af lungebetændelser og endte med at ligge på sygehus med kold lungebetændelse, som jeg ikke kunne komme af med uden store mængder af antibiotika, så meget så jeg blev overfølsom for dette middel. For meget antibiotika giver sukkersyge som er en kronisk sygdom åbner for alle andre sygdomme som ligger latent i dine gener og smitte. Så ruller helbredsproblemerne eller ind over dig uden at du kan gøre noget. Er man heldig og kæmper imod har man muligheden for en overlevelse, men det bliver aldrig det samme. Endelig døde jeg på Rigshospitalets hjerteafdeling efter en blodprop og hjerteproblemer, dog uden at se hverken noget guddommeligt eller et lysshow, jeg blev igen afvist ved perleporten og sendt tilbage igen.

Nu er jeg sidst i tresserne og har et godt liv, nygift, dejlige børn og børnebørn og må erkende at en ødelagt krop, kun har den årsag som et arbejdsliv og et samfundsbestemt motiv og andre udefra kommende årsager kan udvirke, derfor er jeg glad for at bo i et velfærdssamfund for uden det, ville jeg have været borte for ti år siden. Men kroniker er jeg blevet med de vanskelige vilkår det har for livskvaliteten.

Men uden familien som herunder defineret havde det været sværere.

Familier er det vigtigste i verden, men ikke nødvendigvis det bedste, for den har ofte et behov for at ville forme dens børn ud fra familiens fælles normative forståelse. Jeg har måtte frigøre mig selv fra den oprindelige familie af denne årsag og er dermed blevet til den jeg ville være og ikke den andre ønskede.

Jeg har på den baggrund også skabt min egen familie og med mennesker omkring mig som opfatter mig som familie, broder eller far og valgt dette og vi mødes som sådan. Mine børn, her er Johan , børnebørn og gudbørn samt voksne mennesker indgår i denne konstellation. 

 

Derfor kalder jeg Laila for min lillesøster fra Pakistan og hun er direktør for en service virksomhed.

Her er Jørgen, Jan, Jan og John, fire danske kaptajner som alle er fra den store kolde krig, til fest i fred og fordragelighed i vores fælles familie. Vi har kendt hinanden i ca. 50 år og er endt i samme familie og dens venskabskreds som en slags brødre, egentlig lidt sjov på den skæbnemæssige måde.

Min storebror Blagoja er fra Makedonien og han er virksomhedskonsulent og skuespiller. 

Min lillebror Brynjar fra Island kører ræs i de norske bjerge og jeg er gudfar til hans barn. Henrik har også gjort mig til gudfar.

En anden slags brødre er som her en dansk soldat og kaptajn samt en USSR, politisk kaptajn, som rejser sammen.

Som få, har jeg haft den opgave at være alene med mine store børn, ældste fødte Johan og Nadja, efter deres mors død. I deres opvækst var jeg både mor og far samt tro mod en fælles familie på de betingelser livet giver. 


Jeg er i dag, som en ældre mand, velsignet med at mange kalder mig noget med farmand, morfar eller gudfar. Her er en lille del af min familie hvor flere end de afbillede hører til, her er Melanie og Amanda bl.a..

I en ny forståelse af familien som samfundsstøtte og rammerne for tryghed og overlevelse syntes det mig, at familien skal have større mulighed for at udvikle sig som en enhed i en harmoni som ikke nødvendigvis har noget med blod eller gener at gøre. så jeg er farfar for Viktor sammen med rollen som gudfar, da han far Henrik betragter mig som en faderrolle.

Min yngste datter som jeg fik da jeg var femti, hedder Annica. Annica og Nadja hænger sammen som ærtehalm.

Jeg er heldig og nyder livet, men det er kamp og jeg kender mange som er bukket under alt for tidligt.

Tilpas dig hele tiden til livet for det forandrer sig hele tiden og er du ude af stand til at forandre dig bliver du kørt over af tiden og skæbnens tilbøjeligheder for at få dig ned med nakken.