Natten er mørk, kun lyset fra gadelampen kan skimtes. Dens stråler kommer ind i det hvide soveværelse.

Klokken tre hørte jeg en lille stemme sige; ” jeg vil over til dig – far”.

Et par gange om ugen det sidste års tid kommer der liv i barnesengen på dette tidspunkt.

Hun kan godt selv komme ud af sin seng og tumle over under fars dyne og tumle ned i min arm og trygge sine skønne lokker op mod min kind, nogen gange kommer der en lille hånd og retter på fars ansigts vinkler som har 53 års fylde at gøre godt med.

Nu har hun sovet en times tid og der er stille og jeg skimter med mit nattesyn via månens genskind en lille piges ansigts form og ikke mindst den bestemte mund og den lille næse.

Mit hjerte som normalt er en kold sag som en udslukt vulkan dog med spredte pust, kommer i udbrud og følelsen af, at gud har været nådig kommer rullende op fra maven og spreder den sidste rest af kulde fra nattens ensomhed.

Hvilken følelse og en smuk kendsgerning.

En skøn kvinde sagde en gang til mig, at hvis en mand puttede et barn ind i en kvinde burde han sandelig også tage det ud igen, med begge ærmer rullet op.

Min kone som jeg ægtede på Sardiniens nordkyst for et par år siden, ligger ved siden af dette lille ansigt og snurrer som kun kvinder der ikke vedkender sig at de snorker, kan snurre.

Jeg husker fødslen, som ikke tog mange timer, her var moderen ved at slippe viljen og hun så lidt hjælpeløs ud. Så jeg trådte lidt i karakter som moderen siger, ”så fjernede kaptajnen sygehjælperen, tog fat i mine ben og så mig i øjnene og kommanderede mig til at levere et barn lige nu”. Hvem kan andet i den situation, siger hun.

Hun rykker lidt rundt i sengen, den lille guddommelige klump, hendes krop er urolig af varmen, hun ligger i læ af fars alt for store mave og bliver bagt.

Hun er tre år, jeg fik hende i fødselsdagsgave. Hendes søskende er langt over alle bjerge, de er midt i tyverne og er flyttet fra hjemmet før hun blev født, men de som jeg forguder hende og tænk jeg ser nu at hun er blevet så lang, på kun tre år? ”du godeste” tænker jeg.

En moden faders vilje til at give kærlighed under alle forhold, også at gøre skiftning af ble til en hyggelig og god oplevelse var mine krav til moderen. Hun fik at vide da hun blev gravid, at det var mit barn og at jeg ville tage mig af hende fra starten af hendes liv og fremover.

En af min hustrus veninder nævnte for mig en sommeraften vi sad i haven, at det bedste jeg kunne gøre, når jeg nu som en moden mand ville have en kvinde med et smukt sind ud af min baby, at jeg som far kunne charmere min datter, forkæle hende, behandle hende som en lille kvinde og en stor prinsesse, at gøre hende den opvartning som hun senere i livet skal forstå at anvende og ikke gebærde sig som en novice på glatis.

Det er ikke uden overvejelser, dog! Som far vil jeg anvende mit mentale overskud og øse af min uendelige kærlighed, bearbejde en uskyldig lille piges åbenhed, give hende mulighed for at få alt dette, ”det rigtige” i livet, på plads i sit hjerte, det er målet, tillige med ordrer om struktur og befalinger omkring tidsrammer samt vrede når hun er skvattet. Dertil en ødselhed af kys og rigelige kram med drilske niv og kniben på den lille krop lige til den bliver stor.

Der er gange jeg tænker, måske skal hun allerede i morgen være uden sin fader, resten af livet.
Således skal jeg, hver dag jeg putter hende, være af den overbevisning, at hun har fået mere af alt, og at hun har nok kærlighedsmæssig ballast til at blive voksen, uden mig.

Hun ligger og drømmer nogle af de mørke drømme og jeg sniger min arm ind under hendes hoved og krammer hende så drømmene forsvinder i min favn.

Det er mørkt og jeg undertvinger angsten for at tænke på den lange død og det korte liv, snuser den lille pige i håret og fylder lungerne med hendes dufte. De store børn kan stadig godt ligge i arm når vi er i sommerhuset, hvilken nærhed jeg har, med dem alle tre, hvilken lykke og glæde.

Angsten består i hjernens lammelser og ydmygelsen over ikke at være til nytte og at man ikke kan vælge den rigtige død. Hvad er det? Som handlingsorienteret er de grundlæggende antagelser at praktikken skal fungere og her er den akademiske og teologiske opfattelse af rettigheder til livet i konflikt, også hos mig selv og sammen med gud.

Livet var meget kompliceret indtil det, at leve i nuet blev muligt, med fødslen af den lille pige.
Angsten forsvandt ikke, tvært imod, men nuets levendegørelse af livet som levet i et barns tidsfornemmelse er den bedste udvikling. Hold kæft hvor er det fedt at opleve. Ikke leve i fortiden som de fleste gør, ikke at tænke angstfyldt på fremtiden, som de andre gør, men leve lige nu, nu – lige nu og her.

Så det gør jeg så, snuser mere til hendes ører og hendes hår.

Ser på hendes ansigt og skimter kindernes konturer og fylde. Og jeg som var ved at pensionere hele mig og jeget da jeg var 49 år?

Hun får lige et kys til og hele kroppen bliver krammet trods den løse sovende tilstand.

Natten er mørkest nu, lige inden det bliver tid til at stå op og lade den lille langlemmede pige på tre år, ligge klar til hendes mors opmærksomhed. Jeg kæler for moderens kind og hår med min hånd inden jeg rejser mig, tak for gaven.

Natten er mørk, og lyset fra gadelampen bliver snart slukket.