Polymath & RISC

At være efterspurgt forandringsleder har resulteret i et bevidst valg, af at skifte job og roller samt fag ca. hvert syvende år. Med en erhvervserfaring på halvtreds år, har jeg opsamlet mange forskellige fagligheder. Denne tekst forklarer den teoretiske og akademiske samt multifaglige erhvervsaktive virkelighed, med flere offentlige hverv og erhverv samt poster på samme tid.

Det multifaglige opfattes ofte kun delvist, med mange fordomme, hvis man agerer som henholdsvis politiker, soldat, intellektuel, filosof og håndværker med videre, på samme tid, men det er løsninger som holder og har basis i erfaringer og faktisk viden samt som en POLYMATH. Se videoer om styrker og udfordringer.

Skuespiller Susse Wold sagde til mig for nogle år siden, at hun havde svært at forstå det multifaglige, men pointerede, at “du er meget tilstede med dine forskellige begrebsevner” og jeg kan mærke, at du gør det godt. Udtalelsen afspejler, at andre mennesker sjældent forstår min kompleksitet. Men den smukke tillid har jeg taget til mig, som POLYMATH person.

Vidensdeling skaber innovation og indeholdt i en tænketank er det en særdeles god form for udvikling. Filosoffen Susanne Manly var projektchef i “det blå rum” på Teknologisk Instituts udviklingsafdeling og hun og erhvervspsykolog Edit Moltke Leth fik mig til at etablere en tænketank som blev RISC Societetet.

En samling af krøllede hjerner som naturligt elsker vidensdeling og som deler deres viden for innovationens skyld. Det har verden brug for, hvis den bare ikke som altid, er bange for det ukendte. Tænketanken RISC Societetet var i starten mit hjertebarn støttet af Dr. Stefan Per de Freitas og vores fælles ven, direktør Christian Have.

Da en tænketank eller rollen som chef eller underviser har meget med pædagogik at gøre, henholder jeg mig til forklaringen fra Kierkegaards hånd som mine værdier.

“Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.”
Det er nok det nærmeste en forklaring rammer mig.