Nærmere livet og døden:
Efter at have smadret 3 biler til ukendelighed og lidt af mig selv, blevet skudt på, faret vild i et dyk i mørkt vand, udspring med ødelagt faldskærm og mange andre “near misses” fik ham med leen først en tættere relation til mig da jeg blev kronisk syg? Årsagen er ikke genetisk eller disponering, men det er sandsynligt, at det en række kausale begivenheder.
Man skal som udgangspunkt tage ansvar for sit helbred og sine sygdomme, men der er så mange udefra kommende faktorer som man ikke er herre over, der har en stor indflydelse, herunder og ikke mindst alderens genvordigheder i en krop som er bestemt til at give op over for livet, når tiden er inde.

Jeg fik sat perspektiv på de små forløb og hændelser som egentlig er usynlige, netop som ved COVID, hvor det viste sig at ellers raske personer døde uden egentlig årsag. Man skal se på tidslinjen for her giver det mening at tale om sammenhæng, årsag og virkning. Jeg fik i min barndom høfeber og da det var før sensibilitetsbehandlinger var løsningen binyrebark hormoner som skulle styrke immunforsvaret. Så fra jeg var seks til tyve fik jeg hver sommer en del indsprøjtninger af dette. Det er ikke sundt for kroppen med tilførte hormoner i det hele taget. Fra starten af tyverne var der sensibilitetsbehandlinger at få og sammen med disse fik jeg store mængder dopaminlignende stoffer.

Ligeledes havde jeg et job hvor jeg arbejde med epoxy i flere år. Så trods soldaterlivet og andre karrierer, ofte med for højt blodtryk og stress var jeg ikke rigtig syg før jeg blev omkring de halvtreds. Så blev porten til svagelighed slået op på fuld gab. Det startede med at jeg var meget i min yngste datters vuggestue og børnehave og hver eneste gang der var virus fik jeg det med det samme.
Jeg havde en lang række af lungebetændelser og endte med at ligge på sygehus med kold lungebetændelse, som jeg ikke kunne komme af med uden store mængder af antibiotika, så meget så jeg blev overfølsom for dette middel.

Derefter fik jeg sukkersyge type 2 som netop kan udløses af store mængder antibiotika.
Sukkersygen fik mit immunforsvar til at gå i bund og der blev via stress og for lidt søvn åbnet for de kritiske sygdomme og jeg fik lymfekræft af den aggressive slags, udløst af den epoxy som jeg fyrre år tidligere havde arbejdet med. Således godt på vej med en dødsdom i bakspejlet og alle former for kemoterapi, smadrer disse gifte min sukkersyges behandlingsmuligheder og får mit immunforsvar yderligere ned mod nulpunktet og med en grenblok i hjertemuskulaturen og nogen tid senere med en blodprop får jeg et hjertestop og dør da jeg er i starten af tresserne. Jeg bliver genoplivet og overlever med en meget svækket krop, som holdes i live med meget medicin. Med et svagt hjerte kommer der yderligere komplikationer da min puls styrdykker og jeg får senest en pacemaker indoperereret.

Nu er jeg midt tresserne og har et godt liv, nygift, dejlige børn og børnebørn, aktiv i bestyrelser og må erkende at en ødelagt krop, kun har den årsag som et arbejdsliv og andre udefra kommende årsager kan udvirke, derfor er jeg glad for at bo i et velfærdssamfund for uden det, ville jeg have været borte for ti år siden. Men kroniker er jeg blevet med de vanskelige vilkår det har for livskvaliteten.
Lejlighedsvis er jeg nødt til at anvende hjælpemidler, men det er en hjælp, specielt på museumsture rundt i Europa.