På mit livs veje og stier, har jeg søgt i skrifter og andre virkeligheder for at kunne håndtere både eksistens og spiritualitet, derfor har jeg frekventeret både et teologisk henholdsvis et filosofisk studie. Dog efter at have prøvet at være prædikant i et halv års tid og arbejdet med esoterisk filosofi var der en anden vej og konklusion som lå for mine fødder. Men der er flere som har sat sig spor i mine tanker og herunder bliver de oplistet, løbende for der er flere end disse p.t nævnt. Som baptist har jeg fundet en mere fri tilgang end folkekirkens budskaber, men allivel har jeg holdt fast i begge for at have en mulighed for fleksibilitet i liturgiens påvirkning

Dr. Edward Lehmann – er som person, inspirationens frugt meget tidligt i mit liv og var med til at danne min forståelse af at bringe mennesker sammen og at arbejde for at gøre livet bedre for alle. Det startede for 70 år siden, hvor Dr. Edward Lehmann blev en del af familien trods han oprindelig kommer fra den nordlige del af staten NY, nær Watertown, fra landsbyen Grogan. Området er beboet af hans familie som tilhører trossamfundet menonitter, han var selv episcopal. Den kristne menneskekærlige livsopfattelse var hans budskab i hverdagen og som uddannet økonom underviste han som professor på Washington State Universitet. Han var meget åben og bred i sin verdensopfattelse og kæmpede for minoriteter og borgerrettigheder gennem dialog i hele sit liv, som dog endte tidligt. Han var født i 1934 og døde i 1974.
Dr. Edward Lehmann står for mig som den søgen efter tolerance som er så vigtig at have for at verden skal består med rummelighed og medmenneskelig kærlighed

Ole Frederik Stjernfelt. Den danske, ortodokse munk Fotius, af nogle bedre kendt under sit borgerlige navn Ole Frederik Stjernfelt, døde tirsdag den 10. juli 2018 på Parakletens Kloster i Grækenland. Han blev 79 år. Ole Frederik Stjernfelt blev født den 24. juli 1938 i Viborg. Han var en efternøler og allerede som barn noget af en enspænder. Han udtrykker det selv sådan her: ”Jeg virkede gammelklog fra tidlig Alder”. Imidlertid blev kristentroen alvor for unge Ole Frederik, da han var 16 år gammel. Atter en gang med hans egne ord: ”Det betød et mægtigt Forår for mig”. Herefter var det naturlige valg af studium teologien. Studenten blev i Aarhus hurtigt del af den såkaldt højkirkelige bevægelse og knyttet til grupperingen Theologisk Oratorium. Han fordybede sig i tidebønner, og han knyttede sig til nogle af professorerne på det teologiske fakultet, ikke mindst Regin Prenter. Ole Frederik Stjernfelt blev teologisk kandidat i maj 1966 og gennemførte Pastoralseminariet samme efterår. I 1967 blev han ordineret i Viborg Domkirke af Biskop Christian Baun, den eneste danske biskop, som fortsat afviste at ordinere kvinder til præstelig tjeneste. Efter ordination blev Stjernfelt tilsat som præst i folkekirken, nærmere bestemt Taarnby Sogn på Amager. Stjernfelt varetog præstetjenesten på Amager gennem 17 år. Gennem alle årene var hans bestræbelse at medvirke til at ”genoplive Apostlenes Tro og Tilbedelse”, som det hed i et brev til Metropolit Emilianos i 1981. Metropolitten havde siden 1964 være Stjernfelts rådgiver og kontakt til den ortodokse verden. I samme brev hed det, at denne bestræbelse ”forekommer mig ikke at have Udsigt til at lykkes, for der mangler Godkendelse og Forståelse, både fra mine kirkelige Foresatte og fra Folket”. Frustrationen og skuffelsen over udviklingen i folkekirken tog til de følgende år; og efter 3 måneders ophold i Grækenland i sommeren 1984, på anbefaling af Metropolit Emilianos, skrev Stjernfelt til Københavns daværende biskop, Ole Bertelsen: ”Efter elleve Ugers Ophold i Parakletens Kloster i Oropos på Attika står det klart, at jeg vil søge mig frigjort fra mit Embede i Taarnby for at rejse til Klosteret og dér indgå i Den Ortodokse Kirke”. Et antal præster og andre gamle venner rundt i Danmark havde givet udtryk for, at de ville deltage i bønnen på samme tidspunkt fra dér, hvor de hver især befandt sig rundt i landet, sådan at Munk Fotius / Ole Frederik Stjernfelt blev ledsaget af bønner, ikke alene fra sine klosterbrødre i Grækenland, men også fra venner i Danmark, ledsaget på sin vej fra denne verden til den næste.
Jeg havde fader Stjernfelt som præst i Tårnby i årene hvor konfirmationen var aktuelt og pastoren var underviser.
Hans udseende, i katolsk kjortel med katolsk hat og damecykel var ikke noget som vi unge mennesker tolererede, så tit blev han mødt på gaden omkring vandtårnet med tilråb over det underlige outfit. Det har pint mig meget gennem livet at havde været med til at gøre ham ulykkelig, men kan se her at han fik et liv i guds nærvær. Dermed har han betydet meget for mig i forhold til moral og etik over for andre trosretninger.
Fotius er det Ikon jeg vil bære med mig og erindre når en rettesnor skal sættes op form mig selv i spejlet hvor man dømmer sig selv.