Formålet med at gå på valsen er per tradition at udvikle sig som fagperson og menneske igennem udveksling af fag og kultur. Traditionen er mest aktiv i Mellemeuropa. Der findes mellem 400 og 600 aktivt vandrende håndværkere. Af dem er der pt. kun een dansker. Indenfor det seneste år er to danskere hjemvendt, og de tidligere rejsende håndværkere danner et livslangt broderskab, der er basen for de nye rejsende. Tilholdsstedet er laugenes “Herberg” eller Navernes ”Huler”.
De skandinaviske rejsende håndværkssvende har siden anden halvdel af 1800-tallet, været kendt under forkortelsen for Skandinaver ”Naver” (en Nav i ental). I dag er der flere muligheder for at gå på valsen, selvom de danske Naverklubber ikke længere sender håndværkere på valsen. De er udelukkende selskabelige klubber, der værner om den gamle tradition ”at gå på valsen”, ved at byde vandrende håndværkere fra hele EU velkommen i deres ”huler”, ved at holde navertraditionerne ved lige, og ved at opbevare den store kulturskat, som vandrende håndværkere har bragt med hjem fra deres rejser de sidste 150 år.
SCUK (Skandinaviske Centrale Understøttelseskasse) har siden 1950’erne optaget både mænd og kvinder fra alle fag, der har arbejdet i udlandet i min. ét år. Foreningen har over 20 ”huler” (mødesteder) rundt om i landet og arbejder henimod atter at kunne sende unge danske håndværkere afsted på valsen. I den bestræbelse blev SCUK genoptaget i den europæiske paraplyorganisation for vandrende svende, CCEG i oktober 2016. I de øvrige skandinaviske lande er Navertraditionen stort set uddød, selvom der findes enkelte ”huler” i Stockholm og Borås i Sverige. Helsingør Naverne, De Berejste håndværkere, optager kun håndværkere. Den traditionelle håndværkerrejse foregår derfor i dag igennem de tyske laug, der også har herberg for vandrende svende i Ribe og København (samt i Tromsø). Desuden er Bananhuset på Christiania et herberg for det nyere laug, Axt und Kelle. Derudover kan en svend gå på valsen som “Frirejsende” uden for laugene. Som udsendt gennem et laug er der specielle traditioner og regler, der skal følges. Til gengæld er man del af et broderskab, der dækker det meste af Europa, og som understøtter de unge rejsende med arbejde, kost og logi m.m.
I dag kan både kvinder og mænd gå på valsen, dog optager de gamle traditionelle laug stadig kun mænd. Rejsetiden er tre år og en dag, for nogle laug to år og en dag. Det tilstræbes, at størstedelen af rejsen foregår til fods. Dog rejser de valsende håndværkere rundt i hele verden, hvorfor også fly og båd benyttes.
Grundreglerne er, at den rejsende skal være uddannet håndværker, være max. 30 år ved udrejse, ugift, uden børn, ustraffet og gældfri. Man må under valsetiden ikke nærme sig sin hjemstavn inden for en radius af 50 km og må ikke medbringe telefon. Dette for at opretholde en frihed for daglige forpligtigelser.
Ved udrejsen bliver man “Fremmedskreven” og medbringer en “Vandrebog”, der før i tiden var lovbefalet som en kontrol af den rejsende. I dag virker den som en slags logbog, hvori mestre og værter skriver en udtalelse. Den vandrende svend er iført en form for uniformering, den traditionelle “Kluft” der opstod omkring 1900-tallet. Den er oprindeligt de tyske tømreres arbejdsdragt (der igen er inspireret af sømandsbukser med stort svaj) , men er nu mere et kendetegn for de vandrende håndværkere, hvad enten de er på valsen eller er hjemskrevne (hjemvendt). Kluften findes i forskellige variationer alt efter hvilket laug og hvilket fag man tilhører. Inden Kluften vandt indpas, gik Naverne på valsen iklædt pæn jakke, vest og bukser samt blød hat. Man ønskede at præsentere sig pænt, hvor man kom frem og at adskille sig fra vagabonder. De havde desuden en vandrestav (i middelalderen en kårde til at forsvare sig mod landevejsrøvere). I dag er der tradition for en snoet stok, en Stenz (tidl. Ziegenhainer). Desuden bar de en rygsæk, en ”Randsel” af skind monteret på et træstativ. På grund af utøj i skindet, blev denne senere udskiftet med et særligt klæde, en Charlottenburger (forkortet ”Charly”), hvori man bar sine få ejendele. De europæiske vandrende håndværkere har siden 1951 haft en fælles paraplyorganisation CCEG. I 1963 blev CCEGs Europatræf holdt i København og i den forbindelse udtalte daværende udenrigsminister Per Hækkerup at “De vandrende håndværkere, var de første ægte europæere”.
History og baggrund::Håndværkere har altid rejst for at dygtiggøre sig ved at lære af andre kulturers faglige kunnen. Det kan vi se ud fra fund fra tidlig historisk tid, der stammer fra andre kulturer, eller fra spor af andre kulturtraditioner i gamle byggerier.
For at udbrede kristendommen blev der bygget klostre i Mellemeuropa fra omkring år 800. Til hvert kloster hørte et “Bauhütten”, der primært bestod af stenhuggere. Når et nyt kloster skulle oprettes rejste en gruppe ikke- gejstlige stenhuggere ud sammen med munkene, for at grundlægge det ny kloster. Disse Bauhütten tog også lærlinge. Efter endt læretid, skulle lærlingen rejse til andre Bauhütten for at videreuddanne sig og lære mere. Med andre ord blev læretiden kun anset for en grunduddannelse. Disse var de første organiserede vandrende svende. Bauhüttens traditioner levede videre op i middelalderen, hvor håndværkerlaugene opstod. Især i 1600-tallet blev det et krav for en nyslået håndværkersvend at gå på valsen for at kunne blive mester.
Med de store kirkebyggerier i starten af middelalderen kom mange tyske og mellemeuropæiske håndværkere til Danmark og deres traditioner smittede af på de danske håndværkere, der allerede havde organiseret sig i laug. Den tyske Zünft var stærk og magtfuld, og dens regler og traditioner slog i mere eller mindre ren form igennem hos de danske håndværkere.
I løbet af 1800-tallet tog antallet af skandinaviske svende til, og på grund af myndighedernes uvilje og bestræbelser på at få has med den magtfulde Zunft, organiserede håndværkerne i Danmark sig i flere forskellige svendeforeninger. Disse foreninger understøttede de rejsende håndværkere, men gav også forvirring og afmatning, fordi der var så mange om buddet. Ingen kunne rigtig understøtte de rejsende svende ordentligt, og svenden på valsen levede ofte et magert liv.
Derfor enedes man i 1899 om at stifte SCUK – Skandinavisk Central Understøttelseskasse, der kunne bidrage økonomisk undervejs. Svenden blev så sendt afsted med både vandrebog og fagforeningsbog, og der opstod over 40 “huler”, klubber for skandinaviske rejsende håndværkere rundt om i de europæiske storbyer, hvor de kunne søge selskab blandt derboende skandinaver, få mad og en kontant udbetaling, så de kunne klare sig til næste destination, hvis de ikke kunne finde arbejde på stedet.
På dette tidspunkt opstod begrebet Nav (Naver i flertal) en forkortelse af Skandinav, og Naverne havde deres storhedstid mellem 1864 og 1914. Foruden via SCUK, gik også en del danske/skandinaviske håndværkere på valsen gennem de tyske laug, det især inden for byggefagene. Disse Navere iførte sig de tyske svendes Kluft, modsat de Navere, der rejse ud på egen hånd eller med SCUK i ryggen. I dag er det kun muligt at blive udsendt som rejsende håndværker gennem de tyske laug, eller som frirejsende helt uden for laug.
SCUK eksisterer som omtalt stadig, men nedlagde i 2013 understøttelseskassen. “At gå på valsen” har op gennem tiden haft forskellige årsager, og er kommet i bølger. Kriser har sendt flere på valsen i søgen efter arbejde, krige har stoppet aktiviteterne, og de to store verdenskrige i 1900-tallet tog nær livet af vandresvendetraditionen.
Men den uddøde aldrig og især i de seneste 15 år har adskillige danske håndværkere været på valsen gennem de tyske laug, enkelte også som Frirejsende, og der er derfor atter en solid kultur for vandresvendetraditionen i Danmark og dermed en mulighed for atter at få flere unge håndværkere til at gå på valsen.
Det er en tradition, der i høj grad har bidraget til samfundets og menneskets udvikling, på grund af formålet: udveksling af fag og kultur. De vandrende svende har bragt ny viden, kundskab og kendskab til andre kulturer over landegrænser fra Arilds tid.
Historisk set er vandresvendetraditionen overleveret fra den ene generation af håndværkere til den næste. Navertraditionen er stadig sagnomspunden og noget mange unge håndværkere ser op til. Men efter verdenskrigene og med tidens mere magelige tilgang til dagliglivet, er antallet af vandrende håndværkssvende svundet ind, især i Skandinavien, hvor den stort set kun er i live i Danmark.
De danske svende, der har været på valsen, er selv levende videreformidlere af traditionen, og det lykkes jævnligt at få sendt en ung svend afsted. De er helt naturligt primus motor i arbejdet med at holde traditionen i live. Derudover har indsender af dette bidrag i et samarbejde med de vandrende håndværkssvende primært i Danmark, men også i resten af Europa og paraplyorganisationen CCEG arbejdet gennem de sidste fem år på at udbrede kendskabet og interessen for muligheden.
Der er arbejdet henimod tre mål:
– En international camp for Vandrende Håndværkssvende – for at genskabe kendskab og interesse blandt unge. Denne camp fandt sted september 2015 på Hjerl Hede, hvor 23 vandrende håndværkere fra Danmark, Tyskland og Frankrig deltog og demonstrerede deres håndværk på de gamle bygninger. Der var udarbejdet en bred skoletjeneste med forskellige aktiviteter efter klassetrin, hvor elever fra hovedskoler, erhvervsskoler og produktionsskoler kunne møde de vandrende håndværkere og selv deltage i aktiviteter, der gav indblik og forståelse for håndværk og valsetid. I denne forbindelse blev der samarbejdet med erhvervsskoler og produktionsskoler, og Navercamp blev præsenteret på DM i Skills i København januar 2015 og blev nomineret blandt de 10 mest nyorienterede formidlingstiltag på danske museer på Historiske Dage i Øksne Hallen forår 2016.
– En bog om de vandrende håndværkssvende før og nu, med indsamling af materiale og video af nutidens vandrende svende. Denne bog er under udarbejdelse og formes i to dele: en historisk del, og en del, hvor nutidens vandrende svende fortæller. Der arbejdes henimod udgivelse i 2018, og håbet er, at de mange videooptagelser vil danne grundlag for en tv-transmission.
– Optagelse på Unescos Repræsentative liste over menneskehedens immaterielle Kulturarv for at skabe bredere kendskab og interesse.
Viability of the element::Se ovenfor
Før omtalte tiltag skulle gerne give mere kendskab og interesse for vandresvendetraditionen. Målet er, at flere unge håndværkere tager på den traditionelle vals samt flere unge håndværkere rejser ud med deres fag på alternative måder. Bog og evt. tv-transmission kan forhåbentlig også give lejlighed til foredrag/forelæsninger på uddannelsesinstitutioner.
Nutidens vandrende/hjemkomne håndværkersvende i Danmark, der holder til på herbergene:
Nanok, København (Håndværkere der arbejder med træ)
Stenbohus, Ribe (Håndværkere der arbejder med træ, sten eller metal)
Axt und Kelle, Bananhuset Christiania (alle fag, samt kvinder)
Frirejsende (indsender af bidrag har en dansk kontakt til disse, der efterhånden også er organiseret)
De danske Naverklubber/selskabelige organisationer : SCUK og DBH i Helsingør
Vi kom fra det samlede norden, vi kunne arbejde sammen fordi vi talte det samme sprog. Vi var først vikinger og bragte vores kultur ud i verden med faste metoder og så var vi navere og bragte vores faglige færdigheder ud i verden. Viking og Naver er ord som betyder, dem fra nord som rejste ud og dem fra Skandinavien.
