Naverhulen i Helsingør

Hvad er en naver / farende svend?

Vi kom fra det samlede norden, vi kunne arbejde sammen fordi vi talte det samme sprog. Vi var først vikinger og bragte vores kultur ud i verden med faste metoder og så var vi navere og bragte vores faglige færdigheder ud i verden. Viking og Naver er ord som betyder, dem fra nord eller fra Skandinavien.

At besøge sine naboer og hjælpe med håndværks erfaringer samt opsamle nye færdigheder og fagligheder blev en god vej frem i verden, hvis man ville lære den at kende samt få erfaringer, det hedder vidensdeling eller teknologi “transfer” med dagens ord.

I 1963 blev et Naver Europatræf holdt i København og i den forbindelse udtalte daværende udenrigsminister Per Hækkerup at “De vandrende håndværkere, var de første ægte europæere”.  Vi så Europa som et fælles arbejdsmarked, inden for de nødvendige håndværk, fra Dronning Magrethe den førstes tid, gennem middelalderen og til nu, hvor Dronning Magrethe den anden regerer.

Hvem er vi som fortid og som fremtid?

Jeg har ikke været så meget rundt, men jeg har arbejdet i Schweitz på CERN for NBI da jeg var først i tyverne og nogle Svensk/Danske projekter og senest på en privat socialt projekt i Hviderusland. Det er jo et faktum, at når arbejderne i dag tager ud i verden for at samle erfaringer er det ofte i kortere projekter og gerne med fly, skib eller automobil, så få kan opfylde de gamle regler om tre år og een dag. Derfor er der mange forskellige fagligheder i Naverhulen, der er alt fra bagere, præster, piloter, læger og murere og alle er stolte af deres faglighed og at kunne være i et frirum hvor faglighed og historier fra verden rund er det bærende. Sjovt nok er en naver i dag en multifaglig, lav eller højteknologisk, faguddannet person som er stolt af sine evner som er eftertragtet rundt om i verden.

Hvad er der af aktiviteter og hvorfor!

Man siger at håndens værk og fag som anvendes, fodrer din sjæl, og giver dig mental tilfredshed. Det er nok den rigtige beskrivelse af sammenhæng mellem mennesker og dets udvikling som oprindeligt angiver faglighed og stolthed som håndværker.

I foreningens klub mødes vi for at dyrke fagligheden tillige med det sociale og samtalen samt hyggen.
Der er hulemøder kvartalsvis, hvor så mange som muligt mødes for at tage godt imod nye optagne medlemmer, vi udøver vores små ritualer og synger sange under en middagsspisning.
På daglig basis besøger man Naverapoteket for at mødes med kammerater, til en kop kaffe eller noget i en butelje, gerne koldt.
Lejlighedsvis er der kompetence udvidelse inden for førstehjælp, sang og musik, madlavning og oplysende besøg som skovture og kulturel udveksling.

Hvorfor denne organisation, er den bare historisk eller kan den bruges til noget?

Vi er unge som gamle der hygger sig i faglighedens og hyggens evigt brændende lys. Vi i Helsingør som har et hus eller en hulke at være i og vi værner om den gamle tradition ”at gå på valsen”, ved at byde vandrende håndværkere fra hele EU velkommen i vores ”huler” og i Helsingør at bevare den store kulturskat, som vandrende håndværkere har bragt med hjem fra deres rejser de sidste 150 år. Fra begyndelsen af 1600-tallet blev det efter påvirkning fra den nordtyske lavstradition stadig mere almindeligt, at en svend ikke kunne blive mester, før han havde været mindst tre år i udlandet. Det er en sundt holdning for først når man kender sig selv fra verdens indflydelse kan man håndtere at være svende, måske mester med ansvar for drenge eller lærlinge. Håndværkervandringerne, der fagligt og kulturelt fik stor betydning for håndværk i Danmark, varede som et formaliseret led i uddannelsen til begyndelsen af 1900-tallet.

Dagens Navere og de fra det sydlige Europa kan stadig støtte den traditionelle håndværkerrejse som den foregår i dag igennem de tyske laug, der også har herberg for vandrende svende i Ribe og København samt i Tromsø. Til gengæld er man del af et broderskab, der dækker det meste af Europa, og som understøtter de unge rejsende med arbejde, kost og logi m.m.

De gamle grundregler kan man stadig anvende i dag, lidt som en anakronisme eller sport og de er, at den rejsende skal være uddannet håndværker, være max. 30 år ved udrejse, ugift, uden børn, ustraffet og gældfri. Man må under valsetiden ikke nærme sig sin hjemstavn inden for en radius af 50 km og må ikke medbringe telefon. Dette for at opretholde en frihed for daglige forpligtigelser.

Ved udrejsen bliver man “Fremmedskreven” og medbringer en “Vandrebog”, der før i tiden var lovbefalet som en kontrol af den rejsende. I dag virker den som en slags logbog, hvori mestre og værter skriver en udtalelse.

Det synlige og kendetegn for en historisk naver!

Den vandrende svend er iført en form for uniformering, den traditionelle “Kluft” der opstod omkring 1900-tallet. Den er oprindeligt de tyske tømreres arbejdsdragt (der igen er inspireret af sømandsbukser med stort svaj) , men er nu mere et kendetegn for de vandrende håndværkere, hvad enten de er på valsen eller er hjemskrevne (hjemvendt). Kluften findes i forskellige variationer alt efter hvilket laug og hvilket fag man tilhører.

Inden Kluften vandt indpas, gik Naverne på valsen iklædt pæn jakke, vest og bukser samt blød hat. Man ønskede at præsentere sig pænt, hvor man kom frem og at adskille sig fra vagabonder. De havde desuden en vandrestav (i middelalderen en kårde til at forsvare sig mod landevejsrøvere). I dag er der tradition for en snoet stok, en Stenz (tidl. Ziegenhainer).

Desuden bar de en rygsæk, en ”Randsel” af skind monteret på et træstativ. På grund af utøj i skindet, blev denne senere udskiftet med et særligt klæde, en Charlottenburger (forkortet ”Charly”), hvori man bar sine få ejendele.

Reflektioner over naverbegrebet og nogle konsekvenser!

De europæiske vandrende håndværkere har siden 1951 haft en fælles paraplyorganisation CCEG.

Håndværkere har altid rejst for at dygtiggøre sig ved at lære af andre kulturers faglige kunnen. Det kan vi se ud fra fund fra tidlig historisk tid, der stammer fra andre kulturer, eller fra spor af andre kulturtraditioner i gamle byggerier.

For at udbrede kristendommen blev der bygget klostre i Mellemeuropa fra omkring år 800. Til hvert kloster hørte et “Bauhütten”, der primært bestod af stenhuggere. Når et nyt kloster skulle oprettes rejste en gruppe ikke- gejstlige stenhuggere ud sammen med munkene, for at grundlægge det ny kloster. Disse Bauhütten tog også lærlinge. Efter endt læretid, skulle lærlingen rejse til andre Bauhütten for at videreuddanne sig og lære mere. Med andre ord blev læretiden kun anset for en grunduddannelse. Disse var de første organiserede vandrende svende. Bauhüttens traditioner levede videre op i middelalderen, hvor håndværkerlaugene opstod. Især i 1600-tallet blev det et krav for en nyslået håndværkersvend at gå på valsen for at kunne blive mester.

Udviklingens store behov for at kompetencerne flyttes efter behov?

Med de store kirkebyggerier i starten af middelalderen kom mange tyske og mellemeuropæiske håndværkere til Danmark og deres traditioner smittede af på de danske håndværkere, der allerede havde organiseret sig i laug. Den tyske Zünft var stærk og magtfuld, og dens regler og traditioner slog i mere eller mindre ren form igennem hos de danske håndværkere.

I løbet af 1800-tallet tog antallet af skandinaviske svende til, og på grund af myndighedernes uvilje og bestræbelser på at få has med den magtfulde Zunft, organiserede håndværkerne i Danmark sig i flere forskellige svendeforeninger. Disse foreninger understøttede de rejsende håndværkere, men gav også forvirring og afmatning, fordi der var så mange om buddet. Ingen kunne rigtig understøtte de rejsende svende ordentligt, og svenden på valsen levede ofte et magert liv.

Kriser har sendt flere på valsen i søgen efter arbejde, krige har stoppet aktiviteterne, og de to store verdenskrige i 1900-tallet tog nær livet af vandresvendetraditionen.

Men den uddøde aldrig og især i de seneste 15 år har adskillige danske håndværkere været på valsen gennem de tyske laug, enkelte også som Frirejsende, og der er derfor atter en solid kultur for vandresvendetraditionen i Danmark og dermed en mulighed for atter at få flere unge håndværkere til at gå på valsen.

Lokalt og globalt – set!

Historisk set er vandresvendetraditionen overleveret fra den ene generation af håndværkere til den næste. Højdepunkterne i Helsingør og dermed en mulig årsag til at den eneste hule i verden er i Helsingør, er byggeriet af Krogen, domkirken, klostret, de andre middelalderlige kirker samt bygningen af Kronborg hele to gange grundet er at slotte brændte ned til grunden. Der er mange håndværkere som over mange år fik fodfæste og liv i byen og tillige var Helsingør en tærskel til den nordlige verden som den sydlige, herunder at øresundstolden skabte et liv i byen som funderede dennes vækst og nøglepunktsfunktion.