Politisk indignation

Evnen til at give dig selv til det samfund du lever i, skal sammenholdes med en stolthed og værdi over at være i det. Ellers bliver man indigneret og fokuserer på uretfærdigheder alene. Politik er ikke altid hvad de fleste mennesker normalt tror. Det er for det første en interesse for livet som det leves i den kommune eller den stat man nu lever i. Det er en tjeneste, en gerning som kalder på frivillighed og engagement udover foreningslivet normalt. Man kan være motiveret fra at have magt til at kunne tjene og måske være indigneret af at mennesker kan være hjemløse i et ellers rigt samfund.

På samme måde som et menneskes smag for alle mulige ting ændrer sig ændres ens politiske standpunkt på samme måde, enten kan partiet man er i rumme denne forandring eller også må man flytte sig. Det er den sundeste for for engagement, at udvikles og lade sig flytte af evt. argumenter eller bevisførelse. Flytter man sig ikke er det et udtryk for angst eller at være fastlåst i tid og rum og selv er jeg flyttet fra konservative til Centrumdemokraterne til socialdemokratiet over til Demokraterne (eget parti) til Alternativet og igen til Socialdemokratiet.

Engagementet hos mig kommer fra viljen til forandringer og indignation. Jeg har været stillet op for Centrumsdemokraterne i Kbh., i Helsingør for Demokraterne og endelig som formand lokalt for Alternativet. I Demokraterne var jeg organisatorisk næstformand for et landsdækkende parti med den tidligre formand for Kristendemokraterne Per Ørum Jørgensen som politisk formand.