Et paradigme skift i forhold til alle andre normaler bl. a. familien og jeg – mig og min familie – det er den enkleste og simpleste organisering af medmenneskelighed og omsorg. Men min familie form er lidt anderledes og defineret herunder.
Familier er det vigtigste i verden, men ikke nødvendigvis det bedste, for den har ofte et behov for at ville forme dens børn ud fra familiens fælles normative forståelse. Jeg har måtte frigøre mig selv fra den oprindelige familie af denne årsag og er dermed blevet til den jeg ville være og ikke den andre ønskede.
Jeg har på den baggrund også skabt min egen familie og med mennesker omkring mig som opfatter mig som familie, broder eller far og valgt dette og vi mødes som sådan. Mine børn, her er Johan 
, børnebørn og gudbørn samt voksne mennesker indgår i denne konstellation. Der er to linjer, Fornavn: Aakjær Ranta Albrechtsen og Fornavn: Skovgaard Ravndam Nicolaisen som rækker mod en fremtid, derudover er der den valgte gruppe som herunder formuleres således;
Laila er min “lillesøster” fra Pakistan og hun er direktør for en service virksomhed.
Her er Jørgen, Jan, Jan og John, fire danske kaptajner som alle er fra den store kolde krig, til fest i fred og fordragelighed i vores fælles familie. Vi har kendt hinanden i ca. 50 år og er endt i samme familie og dens
venskabskreds som en slags brødre, egentlig lidt sjov på den skæbnemæssige måde.
Min “storebror” Blagoja er fra Makedonien og han er virksomhedskonsulent og skuespiller. En kvinde fra Amager, ved navn Bente er min storesøster.
Min “lillebror” Brynjar fra Island kører ræs i de norske bjerge og jeg er gudfar til hans barn.
En anden slags broder er som her en USSR, politisk kaptajn, som jeg rejser sammen og møder andre soldater fra verden rundt.
Som få, har jeg haft den opgave at være alene med mine store børn, ældste fødte Johan og Nadja, efter deres mors død. I deres opvækst var jeg både mor og far samt tro mod en fælles familie, Melanie og Amanda, på de betingelser livet giver. 
Jeg er i dag, som en ældre mand, velsignet med at mange kalder mig noget med farmand, morfar eller gudfar. Her er en lille del af min familie hvor flere end de afbillede hører til, her er et billede af mine skønne piger Melanie og Amanda.
I en ny forståelse af familien som samfundsstøtte og rammerne for tryghed og overlevelse syntes det mig, at familien skal have større mulighed for at udvikle sig som en enhed i en harmoni som ikke nødvendigvis har noget med blod eller gener at gøre. så jeg er farfar for Viktor sammen med rollen som gudfar, da han far Henrik betragter mig som en faderrolle.
Min yngste datter som jeg fik da jeg var femti, hedder Annica. Annica og Nadja hænger sammen som ærtehalm, trods den store aldersforskel.
Jeg er heldig og nyder livet, men det er kamp og jeg kender mange som er bukket under alt for tidligt.
Tilpas dig hele tiden til livet for det forandrer sig hele tiden og er du ude af stand til at forandre dig bliver du kørt over af tiden og skæbnens tilbøjeligheder for at få dig ned med nakken.
Nu er jeg sidst i tresserne og har et godt liv, nygift, dejlige børn og børnebørn og må erkende at en ødelagt krop, kun har den årsag som et arbejdsliv og et samfundsbestemt motiv og andre udefra kommende årsager kan udvirke, derfor er jeg glad for at bo i et velfærdssamfund for uden det, ville jeg have været borte for ti år siden. Men kroniker er jeg blevet med de vanskelige vilkår det har for livskvaliteten.