Året 2014 og frem, har skabt krig i Ukraine og modparterne Rusland og Belarus giver mig tanke på vanskelighederne med, at være enten Zarens stormagt eller USSRs måske Putins behov for stormagtsdrømme, for det er den samme gruppe mennesker det har gået ud over siden RUS vikingerne invaderede østlandet.
Jeg besøgte de skønneste mennesker i Belarus, men det kunne ligenemt være Ukrainere for de kommer samme sted fra, intet sted og overalt under USSR tidens folkeflytninger. De spor jeg fandt var udslettelsen af jødiske folkeslag i fyrrene, mere em det herunder.

Tjernobyl var den by som husede det atomkraftværk af russisk oprindelse, der år tidligere var sprunget i luften med en stor forurening som følge, faktisk er det verdens værste atomulykke. Da jeg besøgte RUBEL var spørgsmålet fra min side til mine rejsekammerater om effekten af den store radioaktive stråling, men der var ikke meget at se, så effekten havde fjernet de menneskelige skæbner og tragedier som kunne være hændt. Hospitalet som egentlig var en primitiv skadestue havde hverken røngten eller andre moderne midler, endsige medicin til rådighed, så da jeg havde taget er mindre gammelt militærhospitals operationsudstyr med, gjorde det lykke, men det var langt fra nok. 
Baggrunden for mit besøg var at jeg, havde haft lov til at yde en indsats over for børn og unge fra den landsby som vi valgte at støtte, nemlig RUBEL.

Den var fattig og ramt af ulykken så der var en del traumer og efterfølgende virkninger der gjorde at målet for et par uger i Danmark med fuld forplejning og masser af turisme indslag var en drøm som var vores at give. Ved 10 årsjubilæet fik jeg en invitation. Jeg skulle selv køre en del af turen, sammen med fem andre, men jeg skulle bo hos disse dejlige mennesker på billedet herunder. Skoleinspektøren og borgmesteren som var et ægtepar og som tog ansvar i byen er dem på  billedet.

 

Så i slutningen af 2002 besøgte jeg, sammen med organisationen den hviderussiske by Rubel. Som sagt var indbyggere at par år før blevet ramt af den radioaktive sky som drev over området, da atomkraftværket eksploderede og derefter nedsmeltede. Da jeg kom var der ikke tydelige spor efter ulykken, men biologisk er området ramt og man kan jo kun se de overlevende.

Byen er også, af de få, “kendt” som en af de byer, hvor hviderussere hjalp tyskerne og specielt SS enheden Das Reich, med at “eliminere” den jødiske kultur og befolkning under anden verdenskrig, en ud af over 300 landsbyer. Der var flere gamle mænd som talte godt tysk, nemt for mig, men baggrunden gjorde det “lidt” mærkeligt. De fleste byer i det område jeg opholdt mig i var tidligere jødiske byer som efter krigen var blevet “overtaget”.

Enhver borger har i sin bolig som regel lidt privat animalsk produktion, nogle grise et par køer og høns og ænder som føde får husholdningsaffald suppleret med lidt fra haven som alle steder er opdyrket med løg, gulerødder, kål, tomater, kartofler m.v.. Der var sjældent prydhaver og forsørgelsen kunne klares delvis med egne afgrøder. Vi var på besøg, fordi vi i mange år havde haft de mest udsatte og sultne børn på kost og oplevelsesferie på Amager. Vi kom også med en anderledes kontakt fra en søn af den eneste jødiske mand, som overlevede anden verdenskrigs rædsler, både i området og hele krigen, en blandt hundredetusinder. Han var flygtet ud på en lille ø i floden og derefter fik han lov til at gemme sig hos en ung kvinde som var alene med to piger. Den ene pige er den nulevende kvinde med tørklæde nedenfor som vi besøgte. Denne jødiske mand kæmpede mod tyskerne med de lokale hviderussiske partisaner til sovjethæren kom forbi på vejen til Berlin og han endte i Berlin som sergent i den røde hær og hoppede over til Canadierne. I Canada fik han en købmandsforretning op at stå. Han fik familie og boede der til sin død. Han sagde på sit dødsleje, at han søn ikke måtte tage til Rubel, man kunne ikke stole på beboerne, men sønnen fik kontakt til foreningen, jeg var med, via nettet, da han søgte på bynavnet Rubel.

Han har i 2000 rejst et stort mindesmærke over de mange jøder som var blevet likvideret, bl.a. hans fars familie og alle dennes venner. Hans fars nærmeste ven og dennes kone og deres nyfødte barn måtte han forlade i deres fælles skjulested, da manden var nødt til at kvæle den nyfødte datter for at overleve natten da tyskerne søgte dem da de indtog byen. Dagen efter gik de begge frem til tyskerne for at lade døden slette denne smertelige gerning og enorme tragedie for hele byen og alle jøder i østområderne.

Kvinden her er som nævnt tidligere den ene af to piger, hvis mor så modigt gemte den unge overlevende jødiske mand under sit komfur medens tyskerne likviderede alle andre. Tænk på modet og hvilket ansvar hun tog og med sine to pigers liv udover sit eget som mulig pris. Kvinden troede, da vi ankom nogle personer i borgmesterens nye Lada, at det var KGB som kom. Hun var på vej ud af bagdøren, men hun genkendte borgmesteren og blev. Vi fortalte hvorfor vi var kommet, medbragte en hilsen fra sønnen af den mand hendes mor havde gemt. Hun græd af glæde og uforløste følelser og gav os alle knus og kram hele den tid vi var hos hende. Vi fik billederne af hendes mor at se, en meget smuk kvinde, og billederne af tiden umiddelbar efter krigen og familien som var tilbage. Desværre kunne hun ikke komme i kontakt med sin søster, hun ringede mange gange til den naboby hvor søsteren boede, og måtte selv senere fortælle om vores besøg. Vi fik en ordentlig krukke honning med på vejen da vi gik nogle timer senere, fyldt af the og vodka og en kærlighed som jeg stadig kan mærke når jeg ser hendes billede. Hun vinkede til os, indtil vi ikke kunne se hende mere. En meget smuk oplevelse og et dejligt menneske.

Politimyndigheden er bestyret af en militskaptajn som vi var inviteret til at spise (drikke vodka) hos. Desværre måtte han på hospitalet i hast. Han var overlevende fra USSR krig i Afghanistan, og med mange skudskader og granatsplinter specielt, som jævnligt sendte han til tælling. Han søde kone var vært og det blev kun til brød, agurker og vodka, fisken blev vurderet for at være “selvlysende”.

 

Skolen var af USSR standard (alle er ens i området) og ussel på alle måder. Dagens ret i fælleskantinen, var hver dag, fisk og kål med brød til, lidt ensformigt og meget ildelugtende. Gulvene var ødelagte, råd i de store planker, ofte våde og varmeanlægget virkede kun delvist, og de forkerte steder. Ikke en standard vi kender til i Danmark. Torvet blev til en markedsplads, hver onsdag og mange fik sig en reservedel eller noget billigt fra enten vesten eller Kina med hjem. Yderingen fra et SKF kugleleje kunne købes, hvilket for en tekniker lyder underligt. Meget brugt skiftede hænder, både tøj og maskiner samt bygge materialer. Fødevarer i sækkevis, kartofler, gulerødder og korn, samt meget vodka fandt vej som den eneste form for kapitalisme, eller rettere sagt, en bytteøkonomi. Man kunne få mange tanker om forskelle, når mine overskydende lommepenge kunne række til at datteren på 17 kunne studere Tysk i to år på universitetet i Minsk, inklusive underhold og bolig og klart nok blev det til virkelighed.
Bæredygtighed og et lille fodaftryk er det generelle i landsbyen. Alt bliver anvendt, dyrenes og menneskenes gødningsværdi bliver omsat til grøntsager i stor stil i egne haver. Alt affald kommer alle dyr til gode og der er i alle små haver maksimal udnyttelse samt køer, grise, ænder, høns og geder til familiens ophold og ernæring. Ikke underligt at jeg herefter finder vores Russiske familie (også efterkommere af vikinger) og venner jeg fandt som et meget venligt og opmærksomt folkefærd, som blot få år før var dem planerne for krig omhandlede. Godt muren faldt, tror jeg disse søde venner tænker, når disse danskere kommer rullende med interesse og specielle fødevarer samt elektronik til ungdomsskolen og klubberne herunder ting til en renoveret kirke og landsby. Som noget specielt var kommunekontoret pludselig det eneste som havde en fax i hele regionen.

Jeg fandt ud af, i 2021, at en ven, en tidl. russisk kaptajn, hvis forældre kæmpede i Stalingrad, dennes mor boede i det område jeg beskriver herover. Hun blev sendt til Stalingrad som sygeplejerske dagen før nazisterne udryddede de ovennævnte byer og at hun ikke fandt ud af det før der var gået fire år.