Studieturs dagbog til FLANDEREN

DAGBOG

I maj 2001 gennemførte15 medlemmer af Stab Amager en studietur til Ardennerne med indkvartering hos det belgiske forsvar på kasernen i Bastogne.

Da vi efter 8 spændende og hyggelige dage igen nåede hjem var alle enige om, at vi burde gentage succesen. I september 2001 blev det lagt fast, at vi ville forsøge med en tur til Flandern og Pas-de-Calais i maj måned 2003.

Endnu engang blev den Belgiske hær kontaktet vedrørende indkvartering, selvom antallet måtte sættes op til 24 på grund af en meget stor interesse for at komme med. Endnu engang indløb der hurtigt svar. Vi var alle velkomne på kasernen i Ypres til de sædvanlige meget favorable vilkår.

Turens emne:DEN FØRSTE VERDENSKRIG

Den første verdenskrig startede i 1914 med attentatet i Sarajevo, hvor den østrigske kronprins blev skudt. Attentatet satte den lavine i gang, hvor det ene land efter den anden erklærede hinanden krig, og snart kunne ragnarok starte.

Tyskland startede krigen i august 1914 med et forsøge på nå en hurtig sejr over Frankrig på samme måde som under krigen i 1870-71. På baggrund af en plan, udarbejdet af den fremragende generalstabschef Alfred von Schlieffen, angreb meget store tyske styrker i august gennem det neutrale Belgien i en stor bue i et forsøg på at nå Paris inden den franske og den britiske hær kunne nå at komme på krigs-fod.

Planen lykkedes næsten. Kun kombinationen af manglende tysk koordination og en fanatisk fransk modstand langs Marne standsede tyskerne. Tyskerne måtte udmattet trække sig tilbage, og mod slutningen af 1914 frøs Vestfronten i et ubrudt system af skyttegrave hele vejen fra den Engelske Kanal til den schweiziske grænse.

Den britiske hær bestod i 1914 af 260.000 professionelle soldater, der primært var uddannet som det britiske nations vagtstyrke i et vidtforgrenede imperium med kolonier overalt i verden. Langt de fleste enheder var stationeret udenfor Storbritannien, og som svar på den tyske krigserklæring kunne kun en relativ lille hær på 100.000 mand flyttes til Frankrig som det Britiske Ekspeditionskorps.

I begyndelsen var den tyske respekt for den lille britiske hær ret begrænset, men dette ændrede sig efter de første sammenstød ved Mons. Selvom briterne ikke disponerede over halvt så mange maskingeværer som den tyske hær, var de professionelle britiske soldater fremragende geværskytter, der var uddannet til at afgive et dræbende skud hver 4. sekund. Den britiske hær opnåede en taktisk sejr ved Mons. Selvom den på grund af den tyske hærs overlegenhed i antal, til sidst blev tvunget tilbage mod Marne, var sejren dyr for tysker-ne, både i menneskeliv og i tid.

Som 1914 sluttede og Vestfronten frøs fast, overtog den britiske hær ansvaret for afsnittet fra Ypres i nord til Somme floden i syd. Frontale angreb har aldrig været en foretrukket taktik, men efter etablering af skyttegravene, var der ingen anden mulighed. Dette pro-blem forstærkedes af, at tyskerne under tilbagetrækningen fra Marne omhyggeligt havde udvalgt de højeste punkter i terrænet til deres skyttegrave, mens de franske og britiske lå lavere. Under en krig, hvor artilleri og maskingeværer fik større og større betydning, betød den tyske fordel i observation død for tusinder og atter tusinder af allierede soldater.

Mens den tyske hær gravede sig ned, forberedte de franske og britiske hære sig på angreb, men selvom man i 1915 gjorde flere forsøg, blev der ikke opnået større resultater, og inden den nye koordinerede indsats i 1916 kunne iværksættes, angreb tyskerne ved Verdun.
Det tyske angreb ved Verdun var ikke primært et forsøg på at bryde igennem den franske linie, men tvinge franskmændene til at bruge alle sine reserver. Historikere har siden kaldt den tyske strategi for »dødens regnskab« – troen på, at man kunne forbløde fjenden til overgivelse.

Og det lykkedes næsten. I foråret 1916 var franskmændene så hårdt presset, at kravet til briterne om at starte en offensiv for at tiltrække tyske forstærkninger, blev stærkere og stærkere. Den britiske øverstkommanderende Marshal Haig fulgte det franske krav. Et par måne-der før han egentlig havde ønsket det, og før han var parat til det, iværksatte han den blodigste offensiv i den britiske hærs historie – Somme offensiven den 1. juli 1916. På offensivens første 18 timer døde 19.000 britiske soldater, mens 41.000 blev såret. Resultaterne var meget få og de tyske tab begrænsede i forhold til de britiske.

Somme offensiven varede i 4½ måned og erobrede kun 16 km med en pris på over 3.000 liv pr. dag! – og da den var færdig rykkede tyskerne i februar 1917 frivilligt tilbage til deres Hindenburg linie, som de havde brugt den mellemliggende tid til at forberede.

De britiske og franske forsøg på at opnå et resultat på Vestfronten fortsatte i 1917, men nedslidningen var enorm. Efterhånden var der opstået en så stor mangel på tillid mellem soldaterne ved fronten og generalerne bag ved, at der f.eks. i den franske hær var så omfatten-de mytterier, at det truede selve eksistensen af den franske hær.

 

Efter den amerikanske indtræden i krigen håbede man på en hurtig overførsel af friske amerikanske tropper til Frankrig, men den ameri-kanske hær eksisterede endnu ikke. Der ville gå mindst et år, før den kunne være klar til offensiv.

Modsat var tyskerne i stand til i slutningen af 1917 at frigøre 99 nye divisioner fra Østfronten, hvor der efter den kommunistiske revolu-tion i Rusland, var opnået fred. Tyskerne valgte at anvende denne nye hær i et sidste forsøg på at vinde

krigen på Vestfronten. Efter fem timers intensiv bombardement, angreb tyskerne den 21. marts 1918 og i løbet af den første dag var den britiske 5th Army løbet over ende. Tyskerne opnåede et gennembrud af Vestfronten og trængte 60 km frem inden det lykkedes de allie-rede ved en sidste kraftanstrengelse og ved den første indsættelse af amerikanske enheder, at bringe tyskerne til standsning.

Den 8. august svarede de allierede igen og denne gang var der ingen mulighed for tyskerne at standse stormløbet. 100 dage senere var det slut – Den første verdenskrig sluttede den 11. november 1918 kl. 1100.
Omkostningerne havde været enorme: Tyskland havde 2 millioner døde, Frankrig 1½ million døde og Storbritannien næsten 1 million – og hertil kommer mindst det dobbelte antal krigsinvalider.

Mange af disse døde ligger i dag begravet i Belgien og Frankrig. Mange steder er koncentrationen af militære kirkegårde så stort, at man næsten opgiver at tælle. Tusinder og atter tusinder af kors og gravstene er den fortsatte påmindelse om de næsten forbryderiske myrde-riger, hvor man sendte geled efter geled af unge mænd frem mod maskingeværer.

Britiske militærkirkegårde i Somme området

DEN ANDEN VERDENSKRIG

22 år efter afslutningen på den 1. verdenskrig var den tyske hær tilbage i Frankrig og Belgien. Hvor den tyske hær i 1914 primært var trængt frem gennem Belgien i en bue mod Paris, kom det tyske hovedangreb denne gang via Ardennerne, brød igennem den franske hær ved Sedan og nåede den Engelske Kanal i nærheden af Abbeville. Herved blev det Engelske Ekspeditionskorps anno 1940 lukket inde i det samme område, hvor den havde kæmpet under den 1. Verdenskrig.

I maj og juni 1940 var den fransk-britiske hær ikke i stand til at gentage miraklet fra 1914. Den motoriserede tyske hær og dens kamp-vogne kunne ikke standses. Selvom det lykkedes at holde den engelske hær samlet og langsomt at trække sig tilbage mod Calais-Dunkerque området, blev det hurtigt klart, at det ikke ville være muligt at undgå et nederlag denne gang.

Selvom alle fordele syntes at være på tysk side, lykkedes det ikke esto mindre for den britiske nation at skabe endnu et mirakel i dens lange historie – evakueringen af næsten 300.000 mand fra den ødelagte havn i Dunkerque og de åbne strande. Det lykkedes ved hjælp af en flotille af private lystbåde, kystredningsbåde, kanalfærger og flådefartøjer at redde den eneste uddannede militære formation tilbage til England for næsten af den sejrrige tyske hær.

Efter den britiske evakuering startede den tyske besættelse. De tyske aktiviteter under besættelsen gik i to retninger. Den defensive befæstning af kysten som forsvar mod en kommende allieret invasion, og en offensiv anlæggelse af store og små anlæg til de gengældel-sesvåben, der skulle bringe krigen tilbage på engelsk område.

Den tyske atlantvold går hele vejen fra det nordlige Norge til den spanske grænse. Det blev ofret utrolige ressourcer i fæstningslinien, der i længde og omfang langt overgår, hvad franskmændene før krigen havde forsøg med bygningen af Maginotlinien.

Pas de Calais hører til de kraftigst udbyggede dele af Atlantvolden, da tilsyneladende alle betingelserne for en allieret invasion var tilste-de: det var det smalleste farvand mellem England og Frankrig, strandene var velegnede og afstanden til Berlin den korteste. Nogle af de tungeste våben blev placeret her, og blandt de mange anlæg var flere eksperimentelle, der gør området endnu mere spændende den dag i dag.

Vi ved nu, at invasionen kom i Normandiet, men endnu i et par måneder fortsatte den tyske udbygning af området, og som den britiske hær i slutningen af august 1944 nærmede sig endnu engang, blussede de hårde kampe op igen. Det blev navnlig canadiske enheder, der fik til opgave at nedkæmpe de tyske stillinger i Pas de Calais og genåbne havnene i Boulogne, Calais og Dunkerque. Det lykkedes, men igen kom der nye kirkegårde til de allerede eksisterende. Prisen for fred var heller ikke denne gang billig.

På et tidligt tidspunkt af den tyske besættelse begyndte et helt andet byggeri overalt i Pas de Calais. I et forsøg på at tvinge Storbritanni-en til fred, udviklede Tyskland en række Vergeltungswaffen – gengældelsesvåben, der alle krævede en eller anden form for bygnings-værk.

De bedst kendte af disse våben er den flyvende bombe V-1 og den første virkelige jord-til-jord raket V-2, men der var også en V-3 – en superkanon, der kunne nå de mange kilometer fra Pas de Calais til London. Fælles for alle tre var de store betonkonstruktioner, der dukkede op flere steder. På allieret side fulgte man byggeriet tæt og iværksatte bombardementer, lige så snart et nyt mål dukkede op. Alligevel fortsatte det tyske byggeri lige frem til de allieredes fremmarch i 1944. I dag ligger rester af de tyske anlæg i et tæt mønster over hele området.

Søndag, den 25. maj 2003

Som allerede nævnt var selskabet vokset til 23 personer, så denne gang måtte vi fordeles på tre biler. Selvom bilerne først skulle bringes hjem fra øvelse i Oksbøl, havde de tre de tre chauffører – Jørgen, Erik og Leif – fået bilerne klar til tiden. Utroligt ankom alle passagerer til tiden og kl. 18 var alt pakket og klar til at turen kunne begynde – inklusiv én ny passager pr. bil – specielt indkøbt til turen.
Turen gik hen over Sjælland og Fyn, og med de nødvendige pauser under vejs, nåede vi grænsen til Tyskland, hvor der efter planen skulle tankes op på mere end en måde. Bilerne blev da tanket, men planen viste sig at indeholde en væsentlig fejl omkring lukketider i Tyskland – vi måtte kører videre uden ”Gammel Dansk” og andre væsentlige forsyningsgenstande.

Mandag, den 26. maj 2003

Heldigvis var en tysk motorvejs tankstation leveringsdygtig i danske cigaretter og andet, og således blev den helt store katastrofe afvær-get. Turen fortsatte gennem Hamburg og med reglementerede pauser kørte vi uden de store problemer gennem Tyskland. Klokken lidt i 4 om morgenen kørte vi ind i Holland og en time senere ind i Belgien. Det næste punkt i planen var morgenmad – men trods flere forsøg måtte vi til sidst opgive. Ingen af de belgiske rastepladser lukker op så tidligt på morgenen. Allerede kl. lidt i 7 holdt vi så pludse-ligt på den flotte plads i centrum af Ypres.

Ypres er mere end noget andet et symbol på de voldsomme kampe i Flandern, hvor den tyske offensiv i 1914 blev standset. Tyskerne kom hertil og ikke længere. Ypres kan føres tilbage til år 960 f.kr., og har altid været centrum i krige. Den blev på et tidligt tids-punkt udbygget som fæstning, og meget af den nuværende fæstning blev bygget af den berømte franske fæstningsbygger Vauban omkring 1678 med voldgrav og mure hele vejen rundt.
Ypres var i mange hundrede år en særdeles velhavende by på grund af handel med stoffer (af tøj!). Som et kuriosum kan det næv-nes, at det engelske ord for ble er ”deiper” og kommer af de engelske købmænds salg af bomuldsstof fra Ypres (på engelsk Iper) – altså d’Iper stof.
Under den 1. verdenskrig lå byen i næste fire år lige bag fronten, hele tiden truet af et nyt tysk angreb og hele tiden indenfor ræk-kevidde af det tyske artilleri. Da krigen var slut, var byen næsten totalt ødelagt, men det er rent faktisk lykkedes for belgierne at genopbygge byen i dens tidligere storslåede udseende. Torvet i Ypres med tøjhuset er meget flot, ikke mindst en sommeraften, mens man sidder på en af fortovsrestauranterne.

Tøjhuset på torvet blev oprindeligt bygget i årene omkring 1260 som centrum for handelen med tøj, og genopført mellem 1920 og 1962. Den fremragende bygning indeholder blandt andet rådhuset, turistkontoret og krigsmuseet. Det er muligt at komme op i klok-ketårnet, hvorfra der er en fremragende udsigt, ikke kun over byen, men i godt vejr hele vejen til den Engelske kanal.

Straks efter kl. 8 ankom vi til kasernen, hvor vi blev godt modtaget. Vi blev hurtigt indkvarteret og det lykkedes endda at få en kop kaffe.
Indkvarteringen viste sig meget forskellig. Kvinder og chefer fik en- eller to-mands værelser, mens vi andre dødelige måtte klares os med 14 sengs stuer.

Men mandagen var ikke forbi endnu. Efter et par timer på langs og en god frokost, startede vi ud på turens første sightseeing
Første mål var den såkaldte HILL 60.

Højde 60 er en kunstig bakke af jord udgravet i det 18. århundrede under bygning af jernbanen til Ypres. Bakken dækker kun godt 200 x 200 meter, men blev alligevel genstand for mange og voldsomme kampe under den 1. verdenskrig.

Tyskerne erobrede bakken fra franskmændene i december 1914, og efter den britiske overtagelse af frontafsnittet blev det besluttet, at den for enhver pris måtte erobres tilbage, og under resten af krigen skiftede den hænder flere gange. I forbindelse med disse kampe blev der udgravet og sprængt mange miner i området. Første gang dette våben blev taget i anvendelse var 17. april 1915, hvor fem miner blev sprængt med 5 tons trotyl. Det efterfølgende angreb erobrede højen, men den gik tabt igen. Den 7. juni 1917 forsøgte man igen. Denne dag blev i alt 24 miner sprængt langs fronten syd for Ypres. De to miner ved HILL 60 var på henholdsvis 24 og 32 tons sprængstof. Kraterne efter eksplosionerne var 18 meter dybe og 81 meter i diameter. Rystelserne kunne mærkes helt i London.

Efter krigen blev bakken købt af Queen Victoria’s Rifles Regiment og hegnet ind for at bevare bakken i dens udseende. I dag er der op-sat flere mindesmærker på bakken, der er totalt fredet. Kraterne efter miner og artilleri ses tydeligt, da får holder græsset nede. På om-rådet ligger også en typisk beton bunker fra 1. verdenskrig. Rygterne vil vide, at den også fandt anvendelse under Ypres kampene i maj 1940.
Når man går rundt på bakken skal man huske, at tusinder af soldater – franske, britiske og tyske – faldt på bakken og mange ikke siden igen blev fundet.

Ikke ret langt derfra besøgte vi Hill 62, som af englænderne kaldtes »Santuary Hill« – ”Den fredede bakke”.

Santuary Wood fik angiveligt sit navn i oktober 1914, hvor den lå på en relativ rolig del af fronten og derfor blev et tilflugtssted, hvor forsprængte enheder igen kunne samles. Senere ændrede dette sig og i juli 1916 var den genstand for fire dages voldsomme tyske an-greb. Meget kort tid efter krigen blev skoven købt af familien Schier, der forudså, at tidligere soldater og turister snart ville komme til området. Skoven blev hegnet ind og de gamle skyttegrave sikret. I mellemkrigsårene fik familien også startet et museum på stedet, og da tyskerne igen i 1940 besatte Belgien, blev hele museet begravet og reddet for eftertiden.

Musee des Tranches i Santuary Wood omfatter bevarede dele af det oprindelige skyttegravssystem fra 1916-perioden – »Vince Street – Jam Row« systemet og er blandt de bedst bevarede af de oprindelige skyttegrave på Vestfronten. Museet, der netop er udvidet, inde-holder fortsat en omfattende samling af til dels sjældne effekter fra den 1. verdenskrig. Under den 2. verdenskrig var samlingen skjult i en kælder, der var støbt til, for at undgå plyndringer.

Fra Hill 62 kørte vi en tur gennem det tidligere frontområde øst og nord for Ypres. Det er svært i dag at forestille sig, at de grønne mar-ker og skove engang var et totalt ødelagt månelandskab – resultatet af flere års uafbrudt artilleribombardement.
Der blev brugt ufattelige mængder af ammunition, som stadig giver store problemer. Den belgiske hær har oprettet en specialafdeling i Ypres området til at tage sig af ammunitionsfund. Hvert år rykker den ud omkring 2.500 gange. I år 2000 blev der fjernet 300 tons ammunition fra Ypres området.

På turen kom vi blandt andet igennem byen Zonnebeke. I dag er byen fuldstændig genopbygget, men i 1918 var der i realiteten kun ruinen af kirken, der var genkendelig. Det er svært at forstå, at vi kørte på den samme vej, som går gennem billedet til venstre.

Antallet af døde franske, belgiske, britiske og tyske soldater i Ypres området løber op i næsten ½ million. Derfor ligger der i området en lang række militærkirkegårde. De britiske soldater begraves som hovedregel, hvor de falder. Der er derfor et meget stort antal britiske militærkirkegårde over hele verden, som alle vedligeholdes af Commonwealth War Graves Commission. Størrelsen af de enkelte kirke-gårde er meget forskellig – fra ganske få grave til 10.000 og derover.

Tyne Cot kirkegård blev etableret omkring en erobret tysk bunker, som blev anvendt som fremskudt forbindeplads efter at stedet i okto-ber 1917 blev erobret af australierne. Navnet opstod fordi de britiske soldater i området syntes, at de tyske bunkere i silhuet mindede dem om huse hjemme i Tyneside – »Tyneside Cottages«.
De oprindelige 343 grave blev efter krigen udvidet ved overflytning fra et utal små begravelsessteder overalt i Ypres området. Kirke-gården er nu med sine 11.952 grave den største britiske kirkegård i verden. På forslag fra den britiske kong George V, som besøgte kirkegården i 1922, er korset placeret ovenpå den tyske bunker. De oprindelige grave ligger alle tæt omkring dette sted, men spredt i forhold til hinanden. Det blev besluttet, ikke at flytte disse. Der ligger flere modtagere af Victoria Cross på kirkegården.
Tyne Cot Memorial er en af fire mindesmærke for savnede soldater i Flandern. Det blev ret hurtigt efter den 1. verdenskrig klart, at der var forsvundet så mange britiske soldater i Flandern, at det ville være umuligt at minde dem alle på ét mindesmærke. På Tyne Cot er der i to rotunder bagest på kirkegården nu listet 34.888 savnede fra perioden 16.8.1917 og til krigens slutning. De savnede omfatter alle New Zealandske soldater i Flandern, men også andre ccommonwealth soldater.

Dagen var ved at være gået og turen gik tilbage til kasernen, hvor vi spiste til aften i messen., men dagen var endnu ikke helt slut. Kl. 2000 ville vi være tilstede under »Last Post« i Menin Gate i Ypres.

Menin Gate. Porten på vejen mod Menin blev efter 1. verdenskrig valgt til mindesmærke for 54.896 af de britiske soldater, der for-svandt sporløst ved Ypres mellem 1915 og 1917. Blandt de mange navne er ikke mindre end 8 soldater, der ved deres død modtog Vic-toria Cross. Stedet blev valgt fordi næsten alle disse soldater på vej mod fronten passerede gennem byporten. Yderligere 34.888 savne-de fra Ypres området er opført på Tyne Cot mindesmærket.
Menin Gat Memorial vejer over 20.000 tons og er 24 meter høj. Den blev indviet i 1927 under overværelse af den belgiske konge.

Last Post. Den 11. november 1928 startede en tradition i Ypres, der er fortsat helt frem til i dag. Hver aften kl. 20 standses trafikken gennem Menin Gate for at enten Ypres Brandvæsen eller Politikorps kan blæser Last Post inde i mindesmærket til minde om de mange døde. Bortset fra årene under den tyske besættelse 1940-1944, er dette sket uden ophør 7 dage om ugen, 365 dage om året gennem alle de mange år. Den meget stemningsfulde ceremoni overværes hele året rundt af en stor skare turister og byboere.

Efter denne meget højtidelige ceremoni gik turen til et af de nærmeste udskænkningssteder for drikkevarer. Det skulle vise sig, at det gik hen og blev vores stamværtshus under opholdet i Ypres.

Derefter gik vi hjem i seng – uanset om vi var trætte eller ej!

Tirsdag den 27. maj 2003

Efter en dejlig nats søvn og morgenmad i messen, var vi kl. 0830 klar til at køre en tur, der for første gang skulle bringes os til Frankrig.

Første stop var Messines.

Messines, som den dengang hed, eller Mesen, som den i dag hedder på Flamsk, var med sin beliggenhed på en højderyg, meget vigtig for begge sider af fronten under den 1. verdenskrig. Efter at have holdt stand i 48 timer mod voldsomme tyske angreb, måtte britiske soldater give efter i november 1914 og frem til 1917 var højderyggen og byen på tyske hænder.
Den britiske offensiv den 7. juni 1917 er en af de få succeshistorier under den 1. verdenskrig. Efter kl. 0310 at have udløst 19 miner langs hele højderyggen med tilsammen næsen 454 tons trotyl, stormede de britiske, australske, New Zealandske og canadiske tropper frem og erobrede hele Messines Ridge. Trods tyske modangreb, var højderyggen fra nu af på allierede hænder.

Messines kirke var den eneste bygning i området, der havde en solid kælder, hvilket først tyskerne og siden briterne udnyttede. Det var i kirkekrypten af en vis underkorporal Adolf Hitler fra 15 Bayerische Reserve Infanteri Regiment malede nogle af sine billeder fra den første verdenskrig. Hitler havde meldt sig som frivillig helt tilbage i august 1914 og udviste ved flere lejligheder stort personlig mod. Inden krigen var slut havde han modtaget både det tyske jernkors af 2. og af 1. klasse.
Hotel de Ville (rådhuset) rummer et lille, men godt museum omkring Messines kampene og fortæller primært historien omkring de australske og new zealandske soldater.

Ireland Peace Park Memorial blev ved en højtidelighed den 18. november 1998 indviet med deltagelse af både den Belgiske kong Al-bert II og den britiske dronning. I alt omkring 210.000 irlændere deltog i den første verdenskrig, hvoraf omkring 35.000 faldt. Det nye irske mindesmærke er centreret omkring et 30 meter højt tårn bygget af sten fra det tidligere St. Mary’s Hospital i Mullinger, Irland og fra hver eneste amt i både det nuværende Nordirland og republikken Eire. Omkring tårnet er der anlagt fire haver som symbol på de fire provinser i Irland, og anlagt så præcist, at skyggen fra tårnet er præcist centreret hvert år på våbenstilstandsdagen den 11. novem-ber kl. 1100. Det er planen at parken skal udvides med et besøgscenter.

Fra Messines gik turen syd på gennem Poegestert skoven til den franske grænse og videre mod Armentiéres. Næste stop på rejsen skulle være den lille landsby le Paradis, men åbenbart håber lokalbefolkningen på at holde stedet for sig selv – der var i hvert fald ikke ét eneste vejskilt mod byen.
Med stor dygtighed i vejfinding og en smule held (eller var det omvendt: stort held og en smule vejfinding?) lykkedes det ikke desto mindre at finde stedet.

Le Paradis Massakren: Den 25. maj 1940 var 2nd Battalion Royal Norfolk Regiment indsat ved la Paradis under tilbagetrækningen mod Dunkerque. I to dage hold den stand mod enheder fra SS-Division Todenkopf, og var til sidst trængt sammen omkring bataljonens kommandostation. Mange var såret og da ammunitionen slap op, var der ikke andre muligheder end overgivelse.

Efter brutalt at være visiteret, blev de overlevende soldater ført om bag en gård, hvor de brutalt blev skudt ned med maskingeværer. Overlevende blev efterfølgende skudt enkeltvis eller stukket ihjel med bajonetter.
Utroligt nok overlevede to af de britiske soldater. Begge var såret og måtte et par dage senere igen lade sig tage til fange – denne gang af almindelige tyske enheder.
Menig Albert Pooley var imidlertid så hårdt såret, at han allerede i april 1943 via Sverige blev evakueret tilbage til England, hvor han straks fortalte historien om le Paradis Massakren. Ingen ville tro ham, og først efter krigen turde han fortælle, at endnu en soldat – William O’Callaghan – havde overlevet, men fortsat havde været krigsfange.

I 1948 blev der nedsat en krigsforbryderdomstol i Hamburg, hvor den tyske kompagnichef – SS-Obersturmbannführer Fritz Knoechlein – blev kendt skyld og hængt den 28. januar 1949.

I maj 1992 blev der ved gården, hvor de 97 britiske soldater blev mejet ned, rejst et mindesmærke. Soldaterne ligger i dag begravet på le Paradis War Cemetery sammen med andre soldater fra 1940 og en hel del flyvere fra resten af krigen. I 1978 var Albert Pooley til-stede, da der ved kirken blev opsat et mindesmærke for massakren.

Fra Paradis fortsatte vi ind i Frankrig og efter et kort stop ved en købmandsforretning, hvor dagens frokost blev indkøbt, nåede vi ved middagstid frem til det canadiske mindeområde Vimy Ridge. Første punkt på dagsorden var frokost i det grønne. Vejret var fremragende. Det var udvalget i spiselige emner også!

Således fyldt op, fortsatte vi til mindeparken.

Vimy Ridge: Den 14 km lange højderyg mellem Vimy og Lorette beherskede hele denne del af Vestfronten. Den blev erobret af tyskerne i oktober 1914, men efter flere franske og britiske forsøg på generobring – kampe, der alene kostede franskmændene 130.000 mand – blev sektoren ”rolig”. I begyndelsen af 1917 overtog canadierne frontafsnittet og begyndte med det samme at udvide det omfattende net af huler og tunneler, der allerede eksisterede.
Under den nærliggende by Arras blev der allerede i det 17. århundrede udbygget et indviklet system af huler og tunneler. Disse blev under den første verdenskrig udvidet til at omfatte blandt andet 25 store huler med plads til 11.000 soldater. Hulesystemet var moderne udbygget med elektrisk lys, ventilation og rindende vand. Det var dette system, canadierne nu yderligere udvidede, og til sidst omfatte-de det tunneler i flere niveauer, hvor de nederste var forsynet med plankegulve eller med tipvognsspor. Ved hjælp af tunnelerne kunne canadierne nu bringe soldater og forsyninger helt frem til den forreste frontlinie uden hensyn til den tyske artilleri.

Da den allierede offensiv startede den 9. april 1917 efter tre ugers omfattende artilleribombardement, omfattede den en front på 25 ki-lometer. Vimy højden, som blev regnet som den stærkeste tyske stilling i Nordfrankrig, var alene canadiernes ansvar, der for første gang under krigen var samlet i ét canadisk korps på fire divisioner. Klokken 0530 begyndte de canadiske enheder at dukke op fra un-dergrunden, og bag en springvis fremlagt artilleristøtte, lykkedes det i løbet af det første døgn at tage alle planlagte mål med undtagen af det højeste punkt på højderyggen – Højde 145. Allerede den næste dag var hele området sikkert på canadiernes hænder. Det lykke-des ikke tyskerne under resten af krigen at tilbageerobre den vigtige højde.
Sejren kostede 11.297 canadiske tab, heraf 3.598 faldne.

Efter krigen blev et 97 hektar området af den oprindelige frontlinie som gave overdraget til den canadiske nation som et evigt mindes-mærke for indsatsen under den 1. verdenskrig. På selve Højde 145 placerede man det imponerende mindesmærke. Fra Kroatien blev der hentet 6.000 tons kalksten, der i løbet af 11 år blev forvandlet til mindesmærke. Den 26. juli 1936 det indviet af den engelske kong Edward VIII. Mindesmærket er tilegnet de 66.655 canadier, der faldt under krigen og de 11.285, der forsvandt sporløs.

På parkeringspladsen foran mindesmærket er der opsat et stort bronzekort med angivelse af skyttegravenes forløb. I området er der plantet ét canadisk ahorntræ for hver død soldat. En del af skyttegravssystemet er bevaret, bortset fra, at sandsækkene er erstattet af betonstøbninger. Ikke desto mindre opnår man en tydeligt fornemmelse af de snævre betingelser i skyttegravene og den forbavsende korte afstanden mellem den canadiske og den tyske frontlinie.

Grange tunnel: Hele Vimy højdedraget er gennemboret af tunneler. Alene canadierne menes at have gravet 35 km tunnel i 7 niveauer under jorden i dybder fra 7 til 22 meter. Ud over til placering af miner under de tyske skyttegrave, blev tunnelerne anvendt til indkvar-tering, depoter, kommandostationer og hospitaler. En del af forsyningsvejen fra Arras gik via tunneler og der var endda lagt jernbaner i de nederste niveauer. Det, der hed Grange tunnelen, er i dag lukket op som museum, hvor man med en kyndig guide kan få et indblik i bare en brøkdel af tunnelernes omfang. De guidede ture føres af unge canadier, der kan søge jobbet som sommerferiejobs.
Først kl. 16 var besøget på Vimy Ridge forbi. Vi havde set både mindesmærker, skyttegrave og tunnelsystem. Hurtigst muligt gik turen hjem igen, og efter et kort stop på kasernen, hvor vi spiste aftensmad, gik turen – ja hvor tror I?

Dagen sluttede på forskellige tidspunkter for den enkelte. Om det havde noget at gøre med størrelsen af nedenstående, vides ikke!?

Onsdag den 28. maj 2003

På grund af forskellige omstændigheder, blandt andet et stort march arrangement i Ypres, spiste vi for sidste gang på Kasernen. Vores kontaktmand, Adjudant Lamont havde arrangeret for os, at vi de sidste dage skulle spise på en kro i en nærliggende landsby.

Efter morgenmaden måtte vi vente en kort tid, mens kasernen afholdt deres morgenparade. Kort efter kl. 8 var vi så af sted.

Første stop var det franske mindesmærke ved Carrefour de la Rose.

Det franske mindesmærke Carrefour de la Rose er blandt de mest usædvanlige og kønneste i Ypres området.
Mindesmærket er opsat for de franske 87. og 45. Infanteridivisioner, som i april 1915 blev udsat for verdenskrigens – og dermed også historiens første – angreb med krigsgas. De franske regimenter gik under øgenavnet »Les Pepéres« – bedstefædrene – og bestod af æl-dre reservister, der netop var indsat i dette tilsyneladende rolige afsnit af fronten.

Mindesmærket er en lille park, hvori der er placeret en ægte stendysse, hentet i Bretagne. Alene den øverste sten vejer omkring 8 tons. På fire af de otte bæresten er indgraveret navnene på de franske regimenter, der kæmpede her. Pælene ud til vejen er fremstillet i be-ton, men har form som de træpæle, der under krigen blev anvendt til pigtrådshegn.
I området er også opsat en meget instruktiv orienteringstavle og kort.

Som tidligere nævnt, havde hver bil en ekstra passager – vores private talisman, der skulle forsvares og sikres mod alle fare og risikoen for at blive taget til fange. Det var ikke alle biler, der var lige gode til at passe på!

Det lykkedes til sidst »lille Leif« at blive genforenet med den sørgende familie. Vi andre fik en ren bagrude imens!
Næste stop var den store tyske kirkegård i Langemarck.

Langemarck var genstand for hårde kampe i oktober/november 1914, men blev først erobret af tyskerne under det første gasangreb i april 1915. Efter igen at komme på britiske hænder under offensiven i august 1917, gik den igen tabt til tyskerne under Kaiseroffensiven i 1918. I september 1918 blev den så for sidste gang erobret, denne gang af belgiske enheder.

Den tyske militærkirkegård Langemarck er blandt de største i Frankrig. I alt 44.296 soldater ligger begravet her, hvoraf 19.378 har egen grav, mens godt 24.000 er begravet i en fællesgrav.
Kirkegården blev påbegyndt af tyskerne selv helt tilbage i 1914, men blev udvidet både i 1930 og sidst i 1984 ved overførelse af mindre kirkegårde hertil.
Kirkegården er delt i to dele af tre store bunkere, der var del af den tyske »Langemarck linie«. I indgangen er der opsat et reliefkort med placeringen af alle nuværende og tidligere tyske kirkegårde i området. Også danskere fra Sønderjylland, som dengang var tysk, ligger begravet her.
Under den anden verdenskrig blev kirkegården besøgt af den tyske fører Adolf Hitler.

Vi fortsatte gennem Belgien til Dixmuide og de bevarede belgiske skyttegrave ved Yser Kanalen.

Totengang: Dette stykke skyttegrav opstod i 1915, hvor Vestfronten stivnede i en skyttegravskrig. Det lykkedes i dette afsnit den belgi-ske hær at standse tyskerne langs floden Yser. Under resten af krigen blev næsten alle enhed i den belgiske hær på et eller andet tids-punkt indsat i dette frontafsnit som dækkede den eneste – meget lille – del af Belgien, som ikke var besat af tyskerne.
Efter krigen blev området fredet. Under renovering i begyndelsen af 1970’erne valgt man af hensyn til vedligeholdelse at indstøbe skyt-tegravenes mange sandsække i beton. Dette kan synes en smule kunstig, men alligevel kan man ikke undgå at blive grebet af stemningen i de gamle skyttegrave.
Den oprindelige indgangsbygningen rummede en stor samling af originale billeder fra skyttegravene. Der var netop bygget en ny mu-seumsbygning, der endnu ikke var helt færdig og åbnet, men fra første sal var der en god udsigt over området. På området er der be-varet en demarkationssten..

Efter den 1. verdenskrig gik de to automobilklubber Touring Club de France og Touring Club de Belgique sammen om et projekt, hvor en række stene skulle markerer det punkt langs hele Vestfronten, hvor den tyske fremmarch blev bragt til standsning. Da projektet var

færdig, var 119 stene fordelt langs den 960 km lange tidligere frontlinie. De knap en meter høje Demarkationsstene er tegnet af bil-ledhuggeren Paul Moreau Vauthier og udført i rød granit. Der blev fremstillet tre udgaver med samme grundform: en fransk, en belgisk og en britisk. Forskellen mellem de tre typer var udelukkende hjelm og sproget i inskription »Her blev invasionen stadset«. På stenens forside stod stenens geografiske navn. Tiden har været hård ved stenene og navnlig under den 2. verdenskrig forsvandt mange. Ingen har i dag overblik over, hvor mange stene, der har overlevet.

Næste punkt på dagens program skulle have været det tyske kystbatteri ved Domain Raversijde, men desværre var de indhentede op-lysninger omkring åbningstider forkerte: det lukkede først op hen på eftermiddagen.
I stedet blev der holdt pause.

Turen gik herfra videre over grænsen til Frankrig og evakueringsstrandene ved Dunkerque.

Dunkerque: Den tyske offensiv i vest under den 2. verdenskrig startede den 10. maj 1940 med et angreb gennem det neutrale Holland og Belgien. Efter gennembrud ved Sedan trængte de tyske styrker frem til den engelske kanal i nærheden af Abbeville, hvorved de briti-ske, franske og belgiske enheder i Nordfrankrig blev omringet.
Den 26. maj stod det klart for den britiske hærledelse, at den eneste chance for at redde det britiske ekspeditionskorps på over 200.000 mand fra total udslettelse, var en evakuering tilbage til England. Under ledelse af Vice-admiral Bertram Ramsey blev Operation Dy-namo øjeblikkeligt sat i gang.

I starten på operationen forsøgte man primært at indskibe soldater i Dunkerque havn, men dels var antallet af disponible færger og skibe for lille, dels kostede voldsomme angreb fra tyske fly store tab. Det blev også nødvendigt at evakuerer over de åbne strande øst for Dunkerque.
Stranden mellem Dunkerque og den belgiske grænse ligner på mange måder den danske vestkyst – klitter, store sandstrande og sand-banker ud for kysten. Større skibe havde ingen mulighed for at komme tæt ind under kysten, og derfor blev nok en af de mærkeligste samling skibe nu indsat: kystredningsbåde, redningsbåde og et utal private motorbåde fra hele det sydlige England blev mobiliseret og sendt mod Frankrig. Mange bådejere valgte selv at sejle med i evakueringen frem for at lade militæret gøre det.
På trods at meget kraftig tysk pres og ustandselige luftangreb, fortsatte evakueringen den næste uge, og da den afsluttedes den 4. juni, var i alt 364.628 allierede soldater – heraf 224.686 britiske – bragt ud af Frankrig.
Hele den uddannede del af den britiske hær var sluppet tilbage til England og selvom de måtte efterlade alt tungt materiel, anset mange historikere evakueringen ved Dunkerque som en af de primære grunde til, at Tyskland tabte krigen.
I dag er strandene øst for Dunkerque igen et yndet udflugtsmål for både lokalebefolkning og turister. Selvom der endnu på stranden og på havbunden ud for kysten stadig dukker rester op fra evakueringen, minder ikke meget om de dramatiske dage i maj-juni 1940.
En af de få landemærker er Vancauwenberghe sanatoriet, der stadig ligger midt på den stand, hvor de fleste britiske og franske solda-ter slap ud af den tyske fælde og tilbage til England.

Samtidig blev frokosten overstået.

Efter strandene gik turen ind i Dunkerque, hvor vi efter nogen køren rundt til sidst fandt et stort supermarked, hvor vi kunne gøre vore indkøb.

Fra en af soldaterne på kasernen havde vi fået at vide, at der på en engelsk kirkegård sydvest for Ypres lå en dansk soldat begravet.
Vi besluttede at lægge turen forbi.

Den 159 meter høje Mont Kemmel er valgt af franskmændene til deres mindesmærke for indsatsen i Belgien.
På bakken ligger et fransk Ossuary – en massebegravelse af 5.294 ukendte soldater, mens det 18 meter høje mindesmærke blev indviet i 1932 af General Petain.
I den nordøstlige udkant udkanten af landsbyen Kemmel ligger den britiske militærkirkegård »Kemmel Chateau Military Cemetery«. Kirkegården blev anlagt i december 1914 i den nordlige del af slotsparken og blev brugt helt frem til krigens slutning, hvor selve slottet for længst var totalt ødelagt. På kirkegården ligger i alt 1.135 britiske soldater begravet fra den første verdenskrig og yderligere 21 fra den anden verdenskrig. Desuden ligger en enkelt fransk muslim begravet her.
I grav K.59 ligger den danske menige soldat Ove Krag-Juel-Vind-Frijs. Jeg har ikke kunne finde ud af ret mange detaljer omkring ham, bortset fra, at han blev født på Lolland den 6. oktober 1890 og på et eller andet tidspunkt er blevet soldat i den canadiske hær og faldt mandag den 15. november 1915 i en alder af 25 år. Af kirkegårdsbogen fremgår, at han var canadisk statsborger. Dette er en fejl. Han var stadig dansk statsborger.

Vi benyttede lejligheden til at gøre gravstenen ren.

Fra kirkegården kørte vi retur til kasernen og lidt senere til Vlamertinge, hvor vi skulle spise for første gang på Restauration »de Gilde«. Kvaliteten var rigtig god!

Torsdag den 29. maj 2003

Desværre var vi nu allerede halvvejs gennem vores tur til Belgien. Dagen startede som sædvanlig med morgenmad, men denne gang på vores hyggelige restauration i Vlamertinge. Samtidig fik vi leveret madpakker – og de var store nok til en skovhugger.

Klokken var ikke meget over 8, da vi mætte og veltilpasse endnu engang kunne sætte kursen mod Frankrig. Dagens mål var Somme området.

Første stop var den store V-1 bunker i Siracourt.

Siracourt V-1 bunker: Den store bunker i Siracourt blev påbegyndt i september 1943 og var beregnet til at modtage, monterer og af-skyde V-1 raketter mod England. Afstanden til London er præcist 210 kilometer. Bunkeren er bygget på den noget utraditionelle måde, at fundamenter og ”tag” blev støbt oven på jorden, hvorefter man udgravede de underjordiske rum. På den måde beskyttede bunkeren de mere sårbare dele lige så snart taget var færdig. Taget var i øvrig næsten 5 meter tyk.
De allierede holdt et meget vågent øje med hele Pas-de-Calais og byggepladsen blev opdaget allerede et måned efter. Fra april 1944 begyndte så omfattende bombardementer, inklusiv med de 6 tons tunge Tallboy bomber, der var bygget til at bore sig dybt ned i jorden eller betonen, før de eksploderede.

Siracourt bunkeren nåede aldrig at blive operativ, men i modsætning til flere andre af de store afskydningsanlæg, blev dette ikke sprængt i luften efter krigen. Efter inspektion nøjedes englænderne at dozet det til med jord.
I dag ligger bunkeren på en mark midt i landsbyen og er umiddelbart let tilgængelig. Det er også muligt at komme ind i anlægget, men da den aldrig blev færdig, er udgravningen under loftet ikke særlig omfattende. Alligevel er bunkeren alene ved sin størrelse bemærkel-sesværdig.

Turen fortsatte sydvest ned gennem Frankrig. Ved middagstid havde vi nået Somme, hvor nogle af de voldsomste og mest blodige kampe fandt sted under den Første Verdenskrig.
Første stop var den Newfoundlandske nationale mindepark Beaumont-Hamel.

Newfoundland Memorial Park: Newfoundland var i 1914 en selvstændig nation (i dag en forbundsstat under Canada), og besluttede at komme England til undsætning ved at opstille en bataljon under The Newfoundland Regiment.

Den 1. juli 1916 var bataljonen en del af den britiske No. 29 Division, og skulle indsættes som anden bølge. På grund af, at Hawtorn minen blev sprængt 10 minutter før angrebet, var tyskerne parat. Angrebets første bølge nåede dårligt ud af skyttegravene. Anden bølge bestod af Newfoundlænderne med Essex Regimentet til højre, men Essex nåede aldrig frem, og derfor måtte Newfoundlænderne angribe alene. Forbindelsesgravene frem til fronten var på dette tidspunkt blokeret af sårede fra første bølge, og bataljonen måtte rykke frem over åbent terræn for overhovedet at nå frontlinien. Mange faldt allerede inden de overhovedet havde nået frem. Men alligevel fortsatte bataljonen.
For at nå ud i ingenmandsland og i sidste ende den tyske frontlinie, måtte soldaterne igennem åbninger i deres egen pigtrådshindring, men de tyske maskingeværer var præcist rettet mod disse. Tabene var enorme. Angrebet ved Beau-mont-Hamel

gik meget hurtigt i stå. Af de 800 soldater sat ind i kamp den dag, blev 310 dræbt og over 350 såret. Det hele havde taget 30 minutter.

Mindeparken blev købt af den Newfoundlandske nation lige efter krigen og allerede i 1925 indviet som park. Det 33 hektar store områ-de omfatter både den britiske og den tyske skyttegravslinie. Står man øverst ved Caribou mindesmærket kan man se den britiske linie ned over bakken mod »Y-Ravine Cemetery«, hvor den tyske linie dengang gik. Midtvejs står et forstenet træ – det eneste, der overleve-de den første verdenskrig. Ingen af den newfoundlandske bataljon nåede så langt.
De skyttegrave, der ligger i ingenmandsland, blev først gravet efter offensiven i juli 1916.
Et museum blev i juli 2001 indrettet ved indgangen til parken. Her fortælles historien om Newfoundland og dens soldater under den første verdenskrig og naturligvis massakren den 1. juli 1916. Det moderne museum fortæller på udmærket måde om slaget ved hjælp af animerede kort, og modeller, udrustning og personlige ejendele giver et godt billede af livet som soldat.

Newfoundland Memorial for the Missing er rejst og forsynet med navne på de godt 800 soldater og søfolk, der forsvandt sporløst un-der den 1. verdenskrig. Øverst står en stor Caribou – det nordamerikanske rensdyr. Langs den tidligere Vestfront er der opstillet i alt 5 af disse statuer på steder, hvor Newfoundlændere kæmpede.
51 (Highland) Division Memorial står på den tyske frontlinie, som divisionen erobrede i et angreb 13. november 1916.
Hunters Cemetery er en usædvanlig kirkegård med 46 soldater den skotske division. Alle blev begravet i et krater efter angrebet i no-vember 1916 og kirkegården er derfor rund.
Y-Ravine Cemetery med 366 grave ligger lige foran den tyske frontlinie – målet for angrebet i juli 1916.
Hawtorn Ridge Cemetery No. 2 rummer 214 grave, primært faldne fra angrebet.

Ikke ret langt fra Beaumont-Hamel ligger det store britiske mindesmærke for de savnede soldater, der faldt i Somme området, men aldrig blev fundet

Thiepval Memorial of the Missing: En stor del af tabene fra »første dag af Somme offensiven« – de største nogen sinde i den britiske nations historie – 19.000 døde og 41.000 sårede på 18 timer! – blev aldrig fundet. Meget få steder blev den tyske linie gennembrudt og først over et år senere kunne de døde bjærges, og på dette tidspunkt havde artilleri og naturen krævet deres naturlige del.
Det blev derfor besluttet at lave et mindesmærke, hvor disse forsvundne soldater kunne markeres.
Det 45 meter høje Thiepval mindesmærket blev bygget mellem 1929 og 1931 på det sted, hvor der tidligere lå et slot. Det er det største britiske mindesmærke i verden og rummer navne på 73.357 forsvundne – og kun fra Somme området, og omfatter hverken australske, canadiske, new zealandske eller newfoundlanddske tab. 90 % af disse er fra offensivens første dag. Den 31. juli 1932 kunne det indvies af den daværende Prince of Wales.
En del af mindesmærket udgøres af Thiepval Anglo-French Cemetery med 300 britiske og 300 franske grave fra 1. verdenskrig som symbol på den fælles indsats.

På dette tidspunkt var vi alle ved at være godt sultne og tørstige – varmen var ikke blevet mindre. Vi holdt derfor en pause ved »Restau-ration Den Gyldne Måge« i Albert.

Efter frokost kørte vi til det største endnu eksisterende krater på Vestfronten.

Boiselle Lochnager Crater: Den 1. juli 1916 kl. 0728 blev der langs Somme fronten udløst i alt 16 britiske miner som indledningen til den blodigste dag i den britiske hærs historie. Sprængning af miner var ikke nyt i dette frontafsnit. Alene i juni var der spræng 101 bri-tiske og 126 tyske.
Lige udenfor Boiselle blev der udløst en britisk mine på over 27 tons trotyl, fordelt på to minekamre. Rystelserne kunne mærkes flere hundrede kilometer væk og slyngede sten og jord 120 meter op i luften. Resultatet blev det største krater på Vestfronten: 136 meter i tværsnit og 40 meter dyb. Senere på dagen var man i stand til at åbne sprængtunnelen frem til krateret og anvende den til at bringe for-stærkninger frem.
Angrebet på dette afsnit, hvor ingenmandsland var meget bredt, blev en katastrofe. Inden aften var over 10.000 britiske soldater døde eller lå sårede under den stærke sol.
Mange af minekraterne på Vestfronten er efterhånden blev fyldt op som lossepladser, men Lochnager krateret blev reddet i rette tid af en britisk excentriker – Richard Dunning – der i 1979 købte krateret og udlagde det som mindesmærke.
Hvert år den 1. juli blev der ved krateret afholdt en mindehøjtidelighed kl. 0730.

Fra det store krater gik turen til den britiske militærkirkegård »Devonshire Cemetery«.

Devonshire Cemetery: Den lille kirkegård på bakken over Mametz har »kun« 163 grave, men er alligevel meget speciel. Alle gravene er for soldater, der faldt samme dag – den 1. juli 1916 – og er næsten alle fra samme enhed – Devonshire Regiment. Alle blev efter angrebet hentet ind af deres egen feltpræst, E.C. Cross, og begravet i den skyttegrav, hvorfra de havde angrebet. De døde ligger så tæt, at der undtagelsesvis er op til fire navne på hver gravsten.
Umiddelbart efter krigen blev et kors opsat lige udenfor kirkegården. Den blev i 1986 udskiftet med en stentavle, men inskriptionen er stadig den samme sandhed: »The Devonshire held this trench – The Devonshire hold it still.«

Kirkegården ligger i den lille Mansel Crop skov, en af de kønneste i hele Somme. Hvis man fortsætter over endemuren, kan skyttegra-vene følges helt til skoven til den svinger til venstre. Herfra er der udsigt over det terræn, Devonshire bataljonen angreb. Til højre kan man se det nye kors på Mametz kirkegård. Fra denne position var specielt ét tysk maskingevær ansvarlig for de fleste tab.

Under både den 1. og den 2. Verdenskrig deltog den Sydafrikanske nation med soldater på allieret side. Efter den Første Verdenskrig valgte det at lægge sit nationale mindesmærke i Delville Wood på Somme, hvor den sydafrikanske brigade gennemlevede nogle af dens hårdeste kampe.

Delville Wood South African National Memorial and Museum: Bois d’Elville – eller som den var kendt af de britiske soldater – De-vil’s Wood – var i 1916 et stærkt udbygget tysk støttepunkt. Den 15. juli blev den Sydafrikanske brigade på 3.100 mand sat ind i et an-greb på skoven, og det lykkedes på trods af grufulde tab at få fodfæste i den sydlige kant. Under de fortsatte kampe om skoven nåede artilleribombardementet til sidst en lavine på 400 granater i minutter. Da sydafrikanerne til sidst måtte afløses i de få rester af skov, havde den mistet 766 døde og et utal af sårede. Tilbage i brigaden var der 778 mand til tjeneste. Skoven blev ikke endeligt renset for ty-ske soldater før i august. På dette tidspunkt var den ikke ret meget andet end mudder og kratere, og mange sydafrikanske og tyske sol-dater ligger stadig her stadig.
Området skiftede igen hænder under den tyske marts 1918 offensiv, men i august 1918 faldt der så endeligt ro over skoven.

Delville Wood, som den nu hedder, er i dag den Sydafrikanske Nations ejendom, og man har her valgt at lægge det nationale mindes-mærke for de omkring 10.000 sydafrikanske faldne under krigen. Mindesmærket blev indviet i 1926, og blev efter den 2. verdenskrig udvidet til også at omfatte sydafrikanske tab under denne krig. Sidst er mindesmærket i 1986 blevet udvidet med et national military memorial museum som integreret del af mindesmærket.
Vest for mindesmærket står ét enkelt overlevende træ fra den oprindelige skov. I skoven er der et system af stier, der alle har navne ef-ter de aktuelle skyttegrave. Ud til »Rotten Row« står en lav mindesten på det sted, hvor brigaden havde gravet sit hovedkvarter ned under kampene om skoven.
Den sidste fornyelse af mindesmærket er et besøgscenter, som i 1994 blev indviet ved indgangen til området. Der er her toilet og en lil-le udstilling. Samme sted er der et lille udsalg med bøger og andre souvenirs. Desværre var vi så uheldige, at både museum og besøgs-center var lukket. Jeg har senere fået at vide, at der i den periode, hvor vi var på besøg, var store strejker blandt offentlige ansatte.

Delville Wood Cemetery ligger lige overfor indgangen til den sydafrikanske mindepark og rummer godt 5.500 grave, hvoraf hele 65% ikke kunne identificeres. De tre sidste – uidentificerede – sydafrikanske soldater blev begravet i 1987 efter at være fundet i skovbunden under udgravningerne til udvidelsen af mindesmærket.

 

Dagen var ved at være forbi – og der var nok også nogen i selskabet, der havde fået historie nok. Vi satte under alle omstændigheder kursen mod Belgien igen. Vi havde dog et enkelt stop undervejs.

Flers: lå i mange år bag den tyske linie, men blev erobret i september 1916 under en af de første angreb, hvor infanteri og kamp-vogne blev indsat i et koordineret angreb. Den 15. september rykkede 13 britiske kampvogne ud fra Delville skoven, de 6 nåede frem til Flers og 3 endda helt frem til Guedecourt, 6 km fra udgangslinien – et bemærkelsesværdigt resultat så tidligt i udviklingen af kampvogne.

41 Division Memorial i form af bronzestatue af en britisk soldat står i et kryds midt i byen, hvor den kikker ned ad vejen mod Pozieres. På statuens sokkel er de forskellige regimentsmærker indgraveret.

Efter 322 km var vi tilbage på kasernen, hvor det var tid til et hurtigt bad og en smule afslapning, før vi skulle ind til Ypres og spise vores store fælles middag.
Jeg ved ikke, om varmen var gået visse deltager til hovedet?

Den aften spiste vi godt – rigtig godt – og rigtig længe. Bagefter tog vi plads ved vores »Stamborde«. Vi kom dog i seng! Nedenstående fotoserie viser vist ganske godt, hvordan stemningen var.

Hvem siger, at jeg ikke kan finde vej?
Har vi det ikke godt!

Fredag den 30. maj 2003

Efterhånden var vores morgener rent rutine – op, vask, til bilerne, kørt til Vlamertingen – hvor morgenmaden ventede. Spise morgen-mad, huske madpakkerne og så af sted til nye oplevelser. Måske var der lidt problemer med åndsnærværelser denne morgen – hvorfor, ved jeg ikke.

Endnu engang kørte vi over grænsen til Frankrig. Første stop var Mont Cassel.

Mont Cassel: Det 178 meter høje Mont Cassel er ganske usædvanlig i det ellers meget flade Flandern, og har gennem næsten 2.000 år under krige været en af nøglerne til området. I godt vejr kan man herfra se både Dunkerque i nord, Ypres i øst og Vimy Ridge i syd.

Med sin lidt tilbagetrukne position i forhold til frontlinien under den 1. verdenskrig, er det heller ikke en stor overraskelse, at mange stabe og generaler placerede sig her. I løbet af krigen havde således både den øverste britiske chef – Field-Marshal John French og den øverste franske general – Marshal Foch – på tidspunkter haft sit hovedkvarter i byen.

Også under den 2. verdenskrig blev Cassel udnyttet til forsvar for at give tid til evakueringerne ved Dunkerque. Den 24. maj 1940 an-kom to bataljoner til bakken – 4th Battalion Oxfordshire and Buckinghamshire Light Infantry og 2nd Battalion Gloucestershire Regi-ment. Efter mod stærke protester at have evakueret byen for civilbefolkningen, indrettede de sig til forsvar sammen med nogle få fran-ske panserværnskanoner. Flere landsbyer i omegnen blev indrettet til posteringer. Efter et par dages ro, begyndte tyskerne deres an-greb den 27. maj primært mod den sydlige og sydøstlige siden. I første omgang gik det ud over posteringerne og i Zuytpene blev A Company/Oxf. and Bucks. i løbet af dagen løbet over ende. 1. deling fra A/2/Glouchestershire havde indrettet sig i en Maginotlinie bunker nord for Cassel, der dækkede krydset mod Peckel. I fire dage holdt delingen ud mod konstante tyske angreb, men den 30. maj 1940 måtte briterne give op. Delingsføreren, Lt. Cresswell modtog senere et Military Cross for sin indsats.
I Cassel var den 28. maj forholdsvis rolig, bortset fra konstant tysk artilleri, men den 29. maj skulle vise sig den hårdeste dag. Det ty-ske angreb startede kl. 0900 og fortsatte uafbrudt til sidst på eftermiddagen. Selvom Cassel på dette tidspunkt var fuldstændig omringet, lykkedes det ikke desto mindre en ordonnans at slippe igennem den aften med ordre om, at den resterende styrke skulle trække sig til-bage mod kysten.
Rømningen af Cassel startede samme aften kl. 2130 til fods, efter at alle køretøjer og tunge våben var blevet ødelagt. Selvom det i før-ste omgang lykkedes at slippe forbi de tyske enheder, blev resterne af de to bataljoner opdaget efter daggry og selvom de gjorde hård modstand, nåede kun ganske få igennem til de britiske linier. Resten faldt eller blev taget til fange.

I dag er der indrettet et lille museum i det tidligere Hotel de la Noble Cour fra det 16. århundrede på sydsiden af Grand Place, der i sin tid rummede Marshal Foch’s hovedkvarter. Museet omhandler primært begivenhederne under den 1. verdenskrig, men har også en udstilling om begivenhederne i 1940.
I byparken – Jardin du Publique – er der både opsat en statue for Marshal Foch og en orienteringstavle, mens nogle få beskyttelses-bunkere fra den 1. verdenskrig også har overlevet. På muren ved den nordlige byport på D.916 i retning af Oudezeele er der opsat en mindeplade for Gloucestershire regimentets indsats i 1940. Også Maginotlinie bunkeren nord for byen har overlevet. Den ligger på en privat mark, og det er høfligt at spørge om lov til at se den. Skudhullerne efter de voldsomme kampe er stadig meget tydelige.

Selvom det tog lidt tid lykkedes det os rent faktisk at finde den omhandlede Maginot Linie bunker, som jeg gerne ville have et billede af.
Efter studier i marken gik turen videre til Eperleques.

Eperlecques V-2 bunker: Den store bunker i Eperlecques skoven er en af de største til det tyske V-våben program. Den tyske raket, der havde den officielle betegnelse A4, men som er gået over i historien som V-2 (Vergeltungswaffen 2), var den første egentlige jord-til-jord raket i verdenshistorien. Med et sprænghoved på 1 tons kunne den ramme mål overalt i Europa.
I december 1942 beordrede Hitler et antal kæmpebunkere bygget, hvorfra raketterne i sikkerhed kunne klargøres og afskydes mod Eng-land. En af disse blev under kodebetegnelsen Kraftwerk Nordwest bygget ved Eperlecques, og havde flere formål: den skulle være mon-tage, klargørings og afskydningsanlæg for V-2 raketter, men skulle samtidig rumme en fabrik for den flydende ilt, der blev anvendt som brændstof i raketterne.

Til bygningen var der beregnet et forbrug på 120.000 m3 beton, men alligevel skulle anlægget være færdig med udgangen af oktober 1943. En arbejdsstyrke på helt op til 25.000 tvangsudskrevne franske arbejdere og koncentrationslejr fanger blev sat ind og det lykke-des næsten at blive færdig.
På Allieret side var man meget opmærksom på det tyske raketprogram. De første billeder af Eperlecques anlægget blev taget allerede den 16. maj 1943 og den 27. august kom det første angreb med 187 amerikanske B-17 bombemaskiner. De nedkastede 366 stk. 500 kg bomber i løbet af en time og lavede store skader på maskiner og byggeplads. Flere angreb fulgte, og det blev hurtigt klart for tyskerne, at den nordlige del af anlægget ikke mere stod at redde. Planerne for et klargørings- og afskydningsanlæg blev opgivet, mens arbejdet fortsatte på den vigtige iltfabrik.

De allierede bombeangreb fortsatte og til sidst indsatte Royal Air Force deres nyudviklede 6 tons »jordskælvsbombe« – Tallboy – der trængte op til 30 meter ned i jorden inden den eksploderede. I alt 32 af disse bomber blev kastet over Eperlecques. Kun én enkelt ramte bunkeren direkte, mens en anden ramte meget tæt på sydsiden. De direkte skader efter bomberne var meget små, men rystelserne i jor-den var så store, at iltfabrikken måtte opgives og flyttes væk. Bunkeren nåede således aldrig at komme i brug.

Den 6. september 1944 blev anlægget erobret af canadiske tropper og efter omhyggelige undersøgelser, blev også dette anlæg sprængt i luften af englænderne. I januar 1945 blev bunkeren anvendt i forsøg med et nyt amerikansk våben – en raketdrevet bombe, der skulle kunne trænge dybt ind i beton, inden den eksploderede. Detaljerne om den såkaldte »Disney-bombe« er stadig klassificeret. Den blev sidst med sikkerhed anvendt under jagten på Saddam Hussein under Kuwait-kampene.
I dag er den store bunker lukket op som museum. Siden åbningen er der lagt mange kræfter i at rydde området og afdække nogle af de sammenstyrtede dele. Ud over selve bunkeren, kan man fortsat se skaden efter den 6-tons bombe, der ramte taget på sydsiden. Lige for-an ligger en lille sø – krateret efter den 6-tons bombe, der ramte lige ved siden af.
Som noget af det seneste, er der på området opsat en 45 meter lang rampen til et V-1 anlæg.

Efter besøget i V-2 bunkeren havde vi set og hørt om både V-1 og V-2 våben. Hitler havde imidlertid også et V-3 anlæg i Pas-de-Calais – en superkanon, der skulle beskyde London.

Mimoyecques V-3 anlæg: Ved Mimoyecques ligger det tunnelsystem, der blev anlagt i forbindelse med den såkaldte Hochdruckpumpe, et kanonsystem, udviklet i 1942 af Röchling-Werke i Saar. Ved hjælp af såkaldte pileskud, skulle kanonen kunne beskyde London, 150 km derfra.
Oprindeligt var det planlagt som et dobbeltanlæg, men på grund af de stadige allierede bombeangreb blev den reduceret til en blok med 5 x 5 kanonrør på 130 meters længde og anbragt i underjordiske tunneler. Kanonrørene var af kaliber 150-mm, og var i midten af 1944 næsten færdig.

Fra Allieret side var man meget opmærksom på alle store konstruktionsarbejder i Pas-de-Calais og V-3 anlægget blev opdaget allerede den 18. september 1943. Bombardementerne startede i november og fortsatte resten af krigen.
Den 6. juli 1944 blev den berømte No. 617 Squadron – der blandt andet havde ødelagt dæmningerne i Tyskland – sat ind med 6 tons tunge Tallboy bomber. Angrebet lavede store skader og begravede omkring 4.000 tyske soldater og krigsfanger. Anlægget blev opgivet, men alligevel fortsatte de allierede bombeangreb.
Den 12. august 1944 kostede det Lt. Joseph Kennedy – den kommende Præsident J. F. Kennedys bror, livet. I et forsøg på at sikre en ødelæggelse, gjorde det amerikanske luftvåben forsøg med radiostyrede bombemaskiner. Flyene, lastet med 11 tons trotyl, blev startet fra England af piloter, der senere sprang ud med faldskærm og overlod resten af turen til fjernstyring fra et ledsagende fly. Ingen ved i dag, hvad der gik galt, men Kennedys fly sprang pludseligt i luften, mens det endnu var over England.
Som tidligere fortalt, blev mange tyske anlæg yderligere ødelagt af briterne efter erobring. Dette skete også med V-3 anlægget. Den 9. maj blev 10 tons bragt til sprængning og igen den 14. maj 1945 yderligere en ladning på 45 tons.
I mange år efter krigen var det umuligt at komme ind i gangene, men for et par år siden begyndte man udgravningen af dele af anlæg-get. Ved hjælp af den nyeste Cd-teknik kan man nu går rundt i de tilsyneladende endeløse tunneler og få historien om anlægget på fransk, tysk, engelsk eller hollandsk.

Fra Mimoyecques kørte vi ud på Cap-Griz-Nez, det sted i Frankrig, hvor afstanden til England er kortest. Uheldigvis var vejret ikke så klart, at vi kunne se de hvide klinter i Dover.
Til gengæld fik vi spist frokost.

Området omkring næsset er spækket med tyske befæstninger fra »Atlantvolden«. En af de største kystbatterier er »Batteri Todt«, som var vores næste punkt på turen.

Batterie Todt er muligvis en af de bedst kendte, af de store tyske kystbatterier. Allerede under krigen blev det flere gange fotograferet og farvefoto af »Turm IV« blev blandt andet anvendt i det tyske propagandamagasin Signal.
Batteriet består af i alt fire store kanonbunkere på hver 14.400 m3 beton. I hver af disse var monteret en 380-mm Krupp kanon med et rør på næsten 20 meter og en vægt på 103 tons. Batteriet blev indviet i februar 1942 og deltog fra dette tidspunkt i beskydningen af bå-de den allieret skibsfart i Dover strædet og havnebyen Dover. Det tog de 800 kg tunge granater 33 sekunder at nå Dover.
Efter at være erobret af canadierne, blev batteriet demonteret og bunkerne sprængt, men Bunker 4 – eller som oprindeligt benævnt »Turm IV« overlevede og blev i 1971 åbnet som museum.
Lidt efter lidt har ejeren af museet forsøgt at bringe tårnet tilbage i sin oprindelige form. I 1996 blev en præcis replika af skydeskårs-pansringen igen monteret og efter planen skal selve det store kanontårn også rekonstrueres.
Udenfor tårnet er der efterhånden skabt en omfattende samling af tyske og allierede militære køretøjer og artilleri. I 1992 blev denne samling forøget med den eneste overlevende tyske 280-mm K5 Jernbanekanon i Europa. Denne Krupp monster blev bygget i 1941 og alene kanonrøret på 22 meters længde, vejer 110 tons. Ejeren fandt kanonen på det franske artilleriområde i Tabes ved Pyrenæerne og brugte over en måned på – med 15 km i timen – at transporterer kanonen de 1.600 km til Pas-de-Calais.

Mens vi ventede på at blive samlet, ankom en hollænder med den måske største ”Camper”, jeg nogen sinde har set. Den ville være særdeles egnet som mobil kommandostation for staben. Måske Majoren vil sætte sin underskrift på en købsaftale??!

Fra Todt gik turen til Calais, hvor vi havde et par timer fri til indkøb og almindelig afslapning. Turen hjem blev gennemført uden de store problemer og efter at have spist vores aftensmad på restaurationen i Vlamertinge nåede vi i hel tilstand tilbage til kasernen.
Det var sidste aften i Ypres. Det var desværre tid til at sige farvel til vores stamværtshus – og så hjem i seng.

Lørdag den 31. maj 2003

Lørdag morgen måtte vi så konstatere, at en uge var gået – meget, meget hurtig. Vi var desværre nødt til at pakke sammen og læsse bilerne inden turen tilbage til Danmark.
Vi sagde farvel til kasernen og til Restauration »de Gilde«, hvor vi var blevet betjent så godt. Efter morgenmaden gik turen til motorve-jen med retning mod Antwerpen.

Det første stop var det belgiske fort »Breendonk« udenfor Antwerpen.

Fort Breendonk blev bygget mellem 1909 og 1913 som et af en kæde af forter, der blev bygget omkring Antwerpen efter tegninger af den belgiske ingeniørgeneral Henri Brialmont og var i 1914 ikke helt færdig. Bygget i 2. bygningsfase, var det omgivet af en våd vand-grav og havde 9 kanontårne, 2 observationskupler, et flankeringsanlæg og to dobbelt kaponniere. med en bevæbning på 2 x 150-mm kanoner og 2 x 120mm haubitsere i pansertårn, 4 hurtigskydende 75-mm kanoner i pansertårne, 4 x 120-mm kanoner og 4 hurtigsky-dende 75-mm kanoner i flankeringskasemat og ikke mindre end 12 57-mm kanoner i kasemat og yderligere to i pansertårn til nærfor-svar. Herudover rådede fortet over 2 observationskupler og to 90mm lyskastere.

I oktober 1914 blev fortet voldsomt ødelagt under det tyske angreb, hvor fortet blev bombarderet med 305-mm granater Den belgiske besætning havde flere døde, herunder kommandant Weyns. På ordre trak en del af besætningen sig tilbage sammen med felthæren, mens resten fortsatte med at yde modstand indtil hele Antwerpen overgav sig den 9. oktober.
I 1916 satte tyskerne fortet delvist i stand, og efter 1918 tjente det i en periode som kaserne. Artilleriet havde tyskerne afmonteret. Efter den Første Verdenskrig tvivlede Belgierne på denne type af fæstninger, og lod en del af pansertårnene afmonteret til fordel for befæst-ningerne ved Liège og Namur og ombyggede fortet for i tilfælde af krig at kunne modtage den Belgiske Overkommando, blandt andet ved indbyggede af en stor telefoncentral. Det var herfra, at Kong Leopold III den 16. maj 1940 udsendte sin berømte ordre til Liège om at overgive sig. Den følgende nat forlod den belgiske overkommando stedet.
Allerede den 20. september var fortet endnu engang på tyske hænder, hvis efterfølgende anvendelse har været medvirkende til at give Fort Breendonk et dårligt navn i hele Belgien – som Koncentrationslejr (SS-terminologi »Auffanglanger«). Omkring 4.000 mennesker (for det meste politiske fanger og jøder) passerede indtil rømningen den 31. august 1944 igennem »helvede i Breendonk«. Hundreder døde her, heraf 221 i galgen eller foran henrettelses pælene.
Efter at have indrettet fortet til fangelejr (hegn, vagttårne og barakker) måtte fangerne med de mest simple redskaber afgrave fortets overdækning af jord. Dette betød afgravning af næsten 300.000 m³ jord under de vanskeligste forhold. Kommandantens – Sturmban-nführer Schmitt – brutalitet var så stor, at han som eneste henrettedes efter de belgiske krigsforbryder retssager.
I 1947 blev Breendonk nationalt mindesmærke.

Fra Fort Breendonk kørte vi ved 11-tiden videre mod turen sidste turistmål – det store belgiske fort Eben-Emael, der har en særlig inte-ressant historie.

Fort Eben-Emael ligger på det sted på floden Meuse lige før grænsen til Holland, hvor Albert-kanalen begynder sin vej mod Antwerpen. De store sluser og Albert-kanalen, der skærer sig igennem et højt plateau, gør stedet meget smuk. Den yderste af fortet blokke vogter stedet på skrænten overfor.

Første punkt på dagsordenen, da vi nåede frem til selve fortet, var frokosten – de store madpakker, vi havde fået udleveret på vores restauration i Vlamertingen. Det smagte godt – men der var ikke ret mange, der kunne spise op!

Fort Eben-Emael er det mest berømte af de fire moderne belgiske forter, der i mellemkrigsårene blev bygget foran Liège. Byggeriet begyndte den 1. april 1932 og dækkede et areal på 900 x 800 meter (72 hektar). Det stod færdig i 1935, hvor en besætning på 1.200 mand tog fortet og dens 16 blokke i brug. Prisen blev 24 millioner franc, og den massive bevæbning bestod af 2 x 120-mm, 16 x 75-mm og 12 x 60-mm kanoner foruden utallige maskingeværer.

Fortet havde til opgave at lukket hullet nord for Liège på grænsen til Holland, og var anlagt på en 65 meter høj bakke over Albert-kanalen. Dette forhold betød, at det kunne bygges i tre etager med over 7 kilometer underjordiske gange.

Den underste etage, hvortil der var adgang direkte via indgangsblokken, omfattede anlæg til forsvar, kaserne, hospital, køkken og de 6 dieselgeneratorer på hver 175 HK, der skulle forsyne hele fortet med den nødvendige strøm. Fra denne etage førte store elevatorer og en trappe med 62 trin op til mellemetagen, 20-30 meter højere oppe, men stadig 20 meter under jorden ovenfor. Dette niveau rummede ammunitionsmagasiner og kommando-stationer. Fra mellemetagen førte så elevatorer og trapper (100-120 trin) op til øverste etage, hvor fortets våben og observationsmidler var anbragt i de enkelte kampblokke.

Den 10. maj 1940 bestod besætningen på Eben-Emael af 988 mand, idet en del var placeret udenfor fortet eller var hjemme på orlov.

Fortet faldt som offer for det første luftbårne angreb i verdenshistorien. I de tyske angrebsplaner var Eben-Emael et nøglepunkt. Det var af afgørende betydning, at man uhindret kunne trænge videre frem mod vest igennem området nord for Liège. Der blev derfor fra tysk side lagt en uhyre dristig plan, hvor faldskærmsjægere i svævefly skulle lande direkte på fortets ubeskyttede overside. Efter planen skulle 11 svævefly med i alt 90 mand lande tidligt om morgenen, men kun de 9 nåede frem med 56 mand. Med sig havde de et nyt og delvist uprøvet våben – særlige sprængladninger, der kunne sprænge panserkuplerne, hvor mere konventionelle sprængstoffer ikke ville have en chance. En efter en nedkæmpedes de belgiske kampblokke, og med tab af kun 6 døde og 15 sårede, kunne de tyske faldskærm-jægere på 36 timer tvinge fortet til overgivelse.

Angrebet skabte en legende. Under den tyske besættelse skete der en vis udplyndring af fortet. Den 10. september 1944 rykkede 30th In-fantry Division 24 km frem og nåede Meuse og Albert-kanalen og indtager Fort Eben-Emael med et minimum af kamp. Allerede den følgende dag lykkedes det at sætte et regiment over floden ved Visé, mens afvandingskanalen til Fort Eben-Emael anvendes til et kupangreb mod Lanaye sluserne. Drænkanalen er så stor, at dele af divisionen via gummibåde kan sætter over Albert-kanalen til slu-serne og hermed forhindre, at tyskerne nåede at ødelægge dem.

Efter krigen blev fortet igen overtaget af den belgiske hær, men kun som depot. I januar 1988 blev det åbnet for publikum, idet hæren, der stadig har ejendomsretten over stedet, overlod det til en forening af drive museet.

Ved indkørslen til fortet er der rejst et mindesmærke for de 24 mand, der døde som følge af det tyske angreb, og på den plads, hvor fredstids kasernen lå, og hvor en enkelt bygning stadig er bevaret, er der opstillet kampvogne uden relation til fortet. Samme sted ligger den falske panserkuppel, der tidligere var placeret ovenpå fortet som skinanlæg.

Man kommer ind i fortet via indgangsblokken, der stadig er arret efter kampene. I indgangen, der kan spærres af en svær gitterport, er der opsat en tavle med navne på de belgiske faldne. Turen går ind i fortets underste etage, og efter at have set køkken, maskiner og en istandsat belægningsstue, samles man i en sal, hvor der ved hjælp af lysbilleder gives en forklaring på fortets indretning. De belgiske guider taler – foruden fransk – tysk, hollandsk og engelsk.

Så går turen 60 stejle trin op i mellemetagen, hvor man kikker på de filter rum, der skulle sørge for fortets ventilation i tilfælde af krigsgasser, og hvor der fra ventilationsåbningen er en flot udsigt over Albert-kanalen 20-30 meter længere nede.

Turen går videre op til et par våbenblokke, hvor man får forklaret indretningen og anvendelsen af de forskellige våbentyper. Efter 2-3 timer kommer man igen ud i det fri.

Under alle omstændigheder kan et besøg på fortets overside anbefales. Ad en sti på venstre side af indgangsblokken, kan man nå op på oversiden. Selvom der nu sker en vis dyrkning af det store areal, er der mulighed for at komme rundt til de forskellige kampblokke, der alle stadig bære præg af de tyske sprængladninger. Selvom Blok 01 ligger længst væk, betaler gåturen sig. Fra blokkens overside er der en fremragende udsigt over Albert-kanalen ind over Holland og ned mod Lanaye slusen, der ligger på det sted på Meuse, hvor Albert-kanalen drejer af til venstre for at fortsætte mod Antwerpen.

Efter en tur på oversiden af fortet, hvor det var meget, meget varmt, var vi kl. 19 klar til at starte den godt 1.000 km lange tur tilba-ge til Danmark. Der blev naturligvis holdt forskellige pauser under vejs, men allerede kl. 3 om morgenen kunne vi krydse grænsen til Danmark.