Virksomhedens produkt opstod, da Le Klint (1920-2012) begyndte at plissere papirskærme, der var baseret på en idé af farfaren, bygmesteren og arkitekten P.V. Jensen Klint. P.V. Jensen Klint havde i 1901 skabt den første skærm (af karduspapir) til en petroleumslampe af stentøj sammen med skibskaptajn Hagedorn. Le Klints far, Tage Klint (1884-1953, bror til arkitekten Kaare Klint), havde set potentialet i skærmene, tog patent på skærmen i 1938 og oprettede i 1943 firmaet Le Klint A/S oprettet, som han opkaldte efter sin datter. I 1942 havde Tage Klint lanceret skærmen “Model 1”. Kaare Klint designede “Model 101”, Frugtlygten i 1944 og senere Kiplampen. Det var også Kaare Klint, som tegnede Le Klints bomærke, som i let ændret form stadig anvendes. Kaare Klints søn Esben Klint (1915-1969) har også designet lamper for Le Klint.

Da Tage Klint døde i 1953, gik firmaet og rettighederne til lampeskærmene i arv til Le Klints bror Jan Klint, som udelukkede sin søster fra det succesrige familiefirma. Hun har i sin selvbiografi, Erindringstråde (1998), beskrevet, hvordan hun nærmest blev lokket til at afgive sin aktiepost i firmaet mod at få en livslang månedlig betaling på 850 kroner før skat. Jan Klint sørgede i 1972 for at stifte en fond, så han var sikker på, at virksomheden kunne fortsætte efter hans død. Jan Klint døde i 1989, hvorefter virksomhedens ledelse overgik til personer uden for Klint-familien.

Allan Bock blev forretningsfører i Le Klint 1943, direktør for samme 1945 og var medlem af direktionen for A/S Le Klint 1953-71, derefter kommitteret.

Poul Christiansen udførte nye modeller for Le Klint i perioden fra 1967 til 1978, bl.a. den populære Sinus-serie.^[1]

Virksomheden har hovedsæde i Odense.

Der var også PH lampen:

PH havde egen tegnestue fra 1919, hvor bl.a. arkitekterne Hans Hansen og Mogens Voltelen arbejdede med rentegning af PH-lamperne. PH syntes, at elektriske pærer kastede et umuligt lys – enten var det altfor skarpt, eller også slugte skærme det meste af lyset. Han ønskede en lampeskærm, der sendte lyset ud i rummet med sin fulde styrke uden at blænde. PH-lampens tre skærme sikrer det. Han eksperimenterede sig i sit rækkehus frem til lampen oppe på loftet, hvor væggene var malet sorte. En barnevogn kunne køres frem og tilbage på skinner. På vognen stod et stearinlys på en papplade og lyste hen på et stykke papir med en fedtplet, som lyset skinnede gennem. PH kaldte det et fotometer og benyttede det til tusindvis af målinger af lysets styrke og kurver.

Gennembruddet kom, da en fælles ven, arkitekt Thorkild Henningsen, introducerede ham til Sophus Kaastrup Olsen, direktør for Louis Poulsen & Co.. Det blev starten på et livslang samarbejde. Kaastrup Olsen fik nogle belysningsarmaturer fremstillet og sendte dem til den internationale udstilling Arts décoratifs et industriels modernes i Paris i 1925. PH vandt top priser i alle seks klasser af belysningsarmaturer.

Forum blev indviet i 1926 med en biludstilling, hvor PH-lampen med glasskærme fik sin debut. Om PHs lamper, der oplyste lokalet, skrev B.T.: “– de hvide fugle, der fløj gennem kæmpehallen“. Succesen var sikret, og PHs drøm opfyldt: han havde skabt et produkt, der kunne masseproduceres, og han blev en velstående mand.

Hans største succes blev PH5 – den, vi kender som PH-lampen (med metalskærme), men den blev dog først lanceret i 1958. Han designede også Koglen, Kuglen og Charlottenborgpendlen, der alle hænger på Designmuseum Danmark.

Poul Henningsen var, ud over at han så kubismen som sit stilideal (“demokratiets ægte klasseløse kunst”), funktionalist, ateist, kirkehader, fortaler for seksuel frihed og modstander af unødvendige ornamenter på bygninger. Alt skulle afspejle deres funktion. Det afspejles i en række bygninger i Danmark, som Poul Henningsen var arkitekt for; som hans egen villa ved Gentofte Sø. Fra 1941 var han arkitekt for forlystelseshaven Tivoli i København. Samtidig indtog han en unik moderat position, for allerede i sine skriverier i Kritisk Revy var han kritisk over for Bauhaus’ “laboratoriearkitektur” og Le Corbusier. Han anbefalede i stedet en gylden middelvej og banede dermed vejen for den moderate skandinaviske funktionalisme.