Vi kom fra det samlede norden, vi kunne arbejde sammen fordi vi talte det samme sprog. Vi var først vikinger og bragte vores kultur ud i verden med faste metoder og så var vi navere og bragte vores faglige færdigheder ud i verden. Viking og Naver er ord som betyder, dem fra nord som rejste ud og dem fra Skandinavien.

At besøge sine naboer og hjælpe med håndværks erfaringer samt opsamle nye færdigheder og fagligheder blev en god vej frem i verden, hvis man ville lære den at kende samt få erfaringer. Det hedder vidensdeling eller teknologi “transfer” med dagens ord.

I 1963 blev et Naver Europatræf holdt i København og i den forbindelse udtalte daværende udenrigsminister Per Hækkerup at “De vandrende håndværkere, var de første ægte europæere”.  Vi så Europa som et fælles arbejdsmarked, inden for de nødvendige håndværk, fra Dronning Magrethe den førstes tid, gennem middelalderen og til nu, hvor Dronning Magrethe den anden regerer.

Hvem er vi som fortid og som fremtid?

En Naver kom forbi sept 2023 hr. Zimmermann

Jeg har i alle mine roller været “rejsende” i løsninger både tekniske og organisatoriske og ikke rejst meget rundt med disse i Europa, men jeg har men jeg har arbejdet i Schweitz på CERN for NBI da jeg var først i tyverne og i et privat socialt projekt i Hviderusland. Det er jo et faktum, at når arbejderne i dag tager ud i verden for at samle erfaringer er det ofte i kortere projekter og gerne med fly, skib eller automobil, så få kan opfylde de gamle regler om tre år og en dag. Derfor er der mange forskellige fagligheder i Naverhulen, der er alt fra bagere, præster, piloter, læger og murere og alle er stolte af deres faglighed og at kunne være i et frirum hvor faglighed og historier fra verden rund er det bærende. Sjovt nok er en naver i dag en multifaglig, lav eller højteknologisk, faguddannet person som er stolt af sine evner som er eftertragtet rundt om i verden.

Hvad er der af aktiviteter og hvorfor!

Man siger at håndens værk og fag som anvendes, fodrer din sjæl, og giver dig mental tilfredshed. Det er nok den rigtige beskrivelse af sammenhæng mellem mennesker og dets udvikling som oprindeligt angiver faglighed og stolthed som håndværker. I foreningens klub mødes vi for at dyrke fagligheden tillige med det sociale og samtalen samt hyggen. Der er hulemøder kvartalsvis, hvor så mange som muligt mødes for at tage godt imod nye optagne medlemmer, vi udøver vores små ritualer og synger sange under en middagsspisning.
På daglig basis besøger man Naverapoteket for at mødes med kammerater, til en kop kaffe eller noget i en “butelje”, gerne koldt.
Der er planer for kompetence udvidelse inden for førstehjælp, sang og musik, madlavning og oplysende besøg som skovture og kulturel udveksling. Lejlighedsvis er Naverne også deltager i det sociale arbejde, vi giver juleænderne til Stubben hvert år.

Hvorfor denne organisation, er den bare historisk eller kan den bruges til noget?

Vi er unge som gamle der hygger sig i faglighedens og hyggens evigt brændende lys. Vi i Helsingør som har et hus eller en hulke at være i og vi værner om den gamle tradition ”at gå på valsen”, ved at byde vandrende håndværkere fra hele EU velkommen i vores ”huler” og i Helsingør at bevare den store kulturskat, som vandrende håndværkere har bragt med hjem fra deres rejser de sidste 150 år. Fra begyndelsen af 1600-tallet blev det efter påvirkning fra den nordtyske lavstradition stadig mere almindeligt, at en svend ikke kunne blive mester, før han havde været mindst tre år i udlandet. Det er en sundt holdning for først når man kender sig selv fra verdens indflydelse kan man håndtere at være svende, måske mester med ansvar for drenge eller lærlinge. Håndværkervandringerne, der fagligt og kulturelt fik stor betydning for håndværk i Danmark, varede som et formaliseret led i uddannelsen til begyndelsen af 1900-tallet.

Dagens Navere og de fra det sydlige Europa kan stadig støtte den traditionelle håndværkerrejse som den foregår i dag igennem de tyske laug, der også har herberg for vandrende svende i Ribe og København samt i Tromsø. Til gengæld er man del af et broderskab, der dækker det meste af Europa, og som understøtter de unge rejsende med arbejde, kost og logi m.m.

De gamle grundregler kan man stadig anvende i dag, lidt som en anakronisme eller sport og de er, at den rejsende skal være uddannet håndværker, være max. 30 år ved udrejse, ugift, uden børn, ustraffet og gældfri. Man må under valsetiden ikke nærme sig sin hjemstavn inden for en radius af 50 km og må ikke medbringe telefon. Dette for at opretholde en frihed for daglige forpligtigelser.

Ved udrejsen bliver man “Fremmedskreven” og medbringer en “Vandrebog”, der før i tiden var lovbefalet som en kontrol af den rejsende. I dag virker den som en slags logbog, hvori mestre og værter skriver en udtalelse.

Der er også Navermusik, her er det sangen, “Åh disse minder”, som synges af Erik Påske der også var Naver.

Åh disse minder er en naversang

Åh disse minder er en naversang

  • <
    >

    Åh disse minder er en naversang

    Åh disse minder: Naversangen Kan du huske på valsen, uden kravetøj om halsen, med stok og med randselen på, aldrig mangled' humøret, var vejen end pløret, og støvlerne mangled' en tå. Vi for rundt i rig'rne, vi sang og krammed' pi'r'ne. tit tog vi vel også en tår. Vi har været mange steder, vi har haft mange glæder, vi har følt hele verden som vor. Åh, disse minder, fra du var en farende svend. Åh, disse minder, den tid kommer aldrig igen. Åh, disse minder, det er dem, der gi'r livet kulør, i hulen vi svendene finder med det gode det gamle humør. 2. Ud af sengen vi hopped' om morgenen og stopped' vor pibe og vandred' påny, sjælden var vi vel mætte, men stundom skam trætte, når om aftenen vi kom til en by. Var der arbejd', så blev vi, hvis ikke, så gled vi, men tog dog forplejningen først, og var glade for geskænken, når vi 'sad på bænken ku' mættes, fik slukket vor tørst. Åh, disse minder, fra du var en farende svend. Åh, disse minder, den tid kommer aldrig igen. Åh, disse minder, det er dem, der gi'r livet kulør, i hulen vi svendene finder med det gode det gamle humør. 3. Hurtig glemte vi sorgen, tænkte ej på i morgen. - Vi leved' fra dag og til dag. Derpå kan man kende de farende svende, de mødes til lystig et lag. Ej vi samled' dukater, men traf kammerater, og det var tit bedre end mønt. Vi har været flot i tøjet, vi har været' godt i møjet, vi har kendt både laser og pynt. Åh, disse minder, fra du var en farende svend. Åh, disse minder, den tid kommer aldrig igen. Åh, disse minder, det er dem, der gi'r livet kulør, i hulen vi svendene finder med det gode det gamle humør. 4. Kan du huske om julen, når vi sad i hulen ved gås og et veldækket bord. Man ku' se tårer rinde, selv på hærdede svende, når tankerne mod hjemmene fo'r; Nu er vi herhjemme, dog aldrig vi glemme, hvad ude i verden vi så. Vi ældre er blevne, vore minder er levende, det er minder, der aldrig forgå. Åh, disse minder, fra du var en farende svend. Åh, disse minder, den tid kommer aldrig igen. Åh, disse minder, det er dem, der gi'r livet kulør, i hulen vi svendene finder med det gode det gamle humør.

Perleporten

Naverne bruger betegnelse eller begrebet ved et dødsfald, at naverbroderen er gået igennem perleporten. De fleste husker begrebet fra en dansk sang, men der er mere i det end bare en sangtekst og hvor kommer forestillingen om en perleport fra?

Det mest konkrete svar på spørgsmålet om perleporten er Johannes’ Åbenbaring, kapitel 21, vers 21, hvor det hedder: “De tolv porte var tolv perler, hver af portene var af én perle.” Johannes’ syner (Åbenbaringen) omfatter en ny himmel og en ny jord, der vil opstå efter verdens undergang, og i den ny orden har Gud taget bolig iblandt os i det ny Jerusalem, der har 12 porte. Så perleportene er ikke pyntede med perler, men selv perler. I øvrigt sammenligner Jesus i Matthæus evangeliet, kapitel 13, vers 45, Himmeriget med en perle: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.

Det er ud af disse tekster, forestillingen om en perleport som indgang til Paradis er rundet. Tanken om en perleport er forlokkende, billedskabende og konkretiserende. Der optræder da også mange døre og porte i den religiøse tradition, eksempelvis i Matthæus, kapitel 8, vers 13: Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen. Eller Salmernes Bog, kapitel 24, vers 7: Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind.

Bibelens døre og porte har ikke været oplukte forgæves, i hvert fald når det gælder brugen af dem som symboler i kunsten og i Navernes verden ved et dødsfald.

Overliggeren på porten viser foruden husets navn alverdens folkeslag der omfavner hinanden. Port-overliggeren er skåret af Harry Nielsen, der var snedker på Helsingør Værft

Naverhulen er det populære navn for Navergården i Sct. Anna Gade 21. Ejendommen er hjemsted og værneting for Klub For Berejste Haandværkere i Helsingør (»Naverne«), der blev stiftet den 15. marts 1919 ved et møde i Arbejdernes Forsamlingshus i Søstræde (det såkaldte “Bechs Hotel”) og ved en senere stiftende generalforsamling i “Hotel du Nord” i Stengade.

Naverne har rod i Helsingørs traditionelle, århundredgamle laugsvæsen, ikke mindst på grund af Øresundstolden, der skabte en stor skare velhavende købmænd, embedsmænd ved toldkammeret og andre og dermed et givtigt marked for håndværkere fra nær og fjern. Laugsvæsenet ophævedes i 1862 som en følge af næringsfrihedsloven i 1857, samtidig med sundtoldens ophævelse.

Men stadig begav håndværkssvendene sig på valsen, og efterhånden opstod lokale foreninger for berejste skandinaviske håndværkere, forkortet til »navere«. Naverklubben i Helsingør havde først til huse i et beskedent kælderlokale i forsamlingsbygningen. Så flyttede de til “Hotel du Nord” og “Hotel Kronborg” i Strandgade 47 med indgang fra Grollowstræde 2, og i 1935 videre til Sct. Olai Gade 22 i en nedlagt rejsestald (interiørbilledet “Indenfor i Naverhulen” her er fra den gamle Naverhule i Sct. Olaigade 22) tilhørende Industriforeningen (i dag en del af en restaurant), indtil de i 1944 købte farvehandler R. Christiansens hus – Hoffmanns tidligere smedje – i Sct. Anna Gade 21 med henblik på at indrette den nuværende »Naverhule« til brug for de dengang godt 100 medlemmer. Huset blev købt for 25.000 kr. indsamlet blandt medlemmerne.

Da var der 3 lejligheder i forhus og sidehus. Bagest lå en kleinsmedie med en lille baggård bagest. Smedjen blev delvist nedrevet og et nyt hus opført med naverne som kvalificeret arbejdskraft.

I dag er den nordlige del af forhuset indrettet til en moderne lejlighed. Resten af bygningerne rummer Klubbens bestyrelseslokale (Tingstuen), et arkivrum, et lagerrum (Laden), mødelokaler (Hulen) med daglig åbningstid for Klubbens medlemmer. Det er muligt for selskaber fra min. 20 personer at besøge Naverhulen og få en spændende orientering om Naverbevægelsen (de frie, vandrende svende) og om Klubben og Naverhulen. Klubbens love begrænser medlemstallet til 160. Se mere og nærmere på klubbens hjemmeside. Emnet kan også belyses på www.naverne.com (CUK´s hjemmeside).

Naverne – De Vandrende Håndværkssvende

Formålet med at gå på valsen er per tradition at udvikle sig som fagperson og menneske igennem udveksling af fag og kultur. Traditionen er mest aktiv i Mellemeuropa. Der findes mellem 400 og 600 aktivt vandrende håndværkere. Af dem er der pt. kun een dansker. Indenfor det seneste år er to danskere hjemvendt, og de tidligere rejsende håndværkere danner et livslangt broderskab, der er basen for de nye rejsende. Tilholdsstedet er laugenes “Herberg” eller Navernes ”Huler”.

De skandinaviske rejsende håndværkssvende har siden anden halvdel af 1800-tallet, været kendt under forkortelsen for Skandinaver ”Naver” (en Nav i ental). I dag er der flere muligheder for at gå på valsen, selvom de danske Naverklubber ikke længere sender håndværkere på valsen. De er udelukkende selskabelige klubber, der værner om den gamle tradition ”at gå på valsen”, ved at byde vandrende håndværkere fra hele EU velkommen i deres ”huler”, ved at holde navertraditionerne ved lige, og ved at opbevare den store kulturskat, som vandrende håndværkere har bragt med hjem fra deres rejser de sidste 150 år.

SCUK (Skandinaviske Centrale Understøttelseskasse) har siden 1950’erne optaget både mænd og kvinder fra alle fag, der har arbejdet i udlandet i min. ét år. Foreningen har over 20 ”huler” (mødesteder) rundt om i landet og arbejder henimod atter at kunne sende unge danske håndværkere afsted på valsen. I den bestræbelse blev SCUK genoptaget i den europæiske paraplyorganisation for vandrende svende, CCEG i oktober 2016. I de øvrige skandinaviske lande er Navertraditionen stort set uddød, selvom der findes enkelte ”huler” i Stockholm og Borås i Sverige. Helsingør Naverne, De Berejste håndværkere, optager kun håndværkere. Den traditionelle håndværkerrejse foregår derfor i dag igennem de tyske laug, der også har herberg for vandrende svende i Ribe og København (samt i Tromsø). Desuden er Bananhuset på Christiania et herberg for det nyere laug, Axt und Kelle. Derudover kan en svend gå på valsen som “Frirejsende” uden for laugene. Som udsendt gennem et laug er der specielle traditioner og regler, der skal følges. Til gengæld er man del af et broderskab, der dækker det meste af Europa, og som understøtter de unge rejsende med arbejde, kost og logi m.m.

I dag kan både kvinder og mænd gå på valsen, dog optager de gamle traditionelle laug stadig kun mænd. Rejsetiden er tre år og en dag, for nogle laug to år og en dag. Det tilstræbes, at størstedelen af rejsen foregår til fods. Dog rejser de valsende håndværkere rundt i hele verden, hvorfor også fly og båd benyttes.

Grundreglerne er, at den rejsende skal være uddannet håndværker, være max. 30 år ved udrejse, ugift, uden børn, ustraffet og gældfri. Man må under valsetiden ikke nærme sig sin hjemstavn inden for en radius af 50 km og må ikke medbringe telefon. Dette for at opretholde en frihed for daglige forpligtigelser.

Ved udrejsen bliver man “Fremmedskreven” og medbringer en “Vandrebog”, der før i tiden var lovbefalet som en kontrol af den rejsende. I dag virker den som en slags logbog, hvori mestre og værter skriver en udtalelse. Den vandrende svend er iført en form for uniformering, den traditionelle “Kluft” der opstod omkring 1900-tallet. Den er oprindeligt de tyske tømreres arbejdsdragt (der igen er inspireret af sømandsbukser med stort svaj) , men er nu mere et kendetegn for de vandrende håndværkere, hvad enten de er på valsen eller er hjemskrevne (hjemvendt). Kluften findes i forskellige variationer alt efter hvilket laug og hvilket fag man tilhører. Inden Kluften vandt indpas, gik Naverne på valsen iklædt pæn jakke, vest og bukser samt blød hat. Man ønskede at præsentere sig pænt, hvor man kom frem og at adskille sig fra vagabonder. De havde desuden en vandrestav (i middelalderen en kårde til at forsvare sig mod landevejsrøvere). I dag er der tradition for en snoet stok, en Stenz (tidl. Ziegenhainer). Desuden bar de en rygsæk, en ”Randsel” af skind monteret på et træstativ. På grund af utøj i skindet, blev denne senere udskiftet med et særligt klæde, en Charlottenburger (forkortet ”Charly”), hvori man bar sine få ejendele. De europæiske vandrende håndværkere har siden 1951 haft en fælles paraplyorganisation CCEG. I 1963 blev CCEGs Europatræf holdt i København og i den forbindelse udtalte daværende udenrigsminister Per Hækkerup at “De vandrende håndværkere, var de første ægte europæere”.

History og baggrund::Håndværkere har altid rejst for at dygtiggøre sig ved at lære af andre kulturers faglige kunnen. Det kan vi se ud fra fund fra tidlig historisk tid, der stammer fra andre kulturer, eller fra spor af andre kulturtraditioner i gamle byggerier.

For at udbrede kristendommen blev der bygget klostre i Mellemeuropa fra omkring år 800. Til hvert kloster hørte et “Bauhütten”, der primært bestod af stenhuggere. Når et nyt kloster skulle oprettes rejste en gruppe ikke- gejstlige stenhuggere ud sammen med munkene, for at grundlægge det ny kloster. Disse Bauhütten tog også lærlinge. Efter endt læretid, skulle lærlingen rejse til andre Bauhütten for at videreuddanne sig og lære mere. Med andre ord blev læretiden kun anset for en grunduddannelse. Disse var de første organiserede vandrende svende. Bauhüttens traditioner levede videre op i middelalderen, hvor håndværkerlaugene opstod. Især i 1600-tallet blev det et krav for en nyslået håndværkersvend at gå på valsen for at kunne blive mester.

Med de store kirkebyggerier i starten af middelalderen kom mange tyske og mellemeuropæiske håndværkere til Danmark og deres traditioner smittede af på de danske håndværkere, der allerede havde organiseret sig i laug. Den tyske Zünft var stærk og magtfuld, og dens regler og traditioner slog i mere eller mindre ren form igennem hos de danske håndværkere.

I løbet af 1800-tallet tog antallet af skandinaviske svende til, og på grund af myndighedernes uvilje og bestræbelser på at få has med den magtfulde Zunft, organiserede håndværkerne i Danmark sig i flere forskellige svendeforeninger. Disse foreninger understøttede de rejsende håndværkere, men gav også forvirring og afmatning, fordi der var så mange om buddet. Ingen kunne rigtig understøtte de rejsende svende ordentligt, og svenden på valsen levede ofte et magert liv.

Derfor enedes man i 1899 om at stifte SCUK – Skandinavisk Central Understøttelseskasse, der kunne bidrage økonomisk undervejs. Svenden blev så sendt afsted med både vandrebog og fagforeningsbog, og der opstod over 40 “huler”, klubber for skandinaviske rejsende håndværkere rundt om i de europæiske storbyer, hvor de kunne søge selskab blandt derboende skandinaver, få mad og en kontant udbetaling, så de kunne klare sig til næste destination, hvis de ikke kunne finde arbejde på stedet.

På dette tidspunkt opstod begrebet Nav (Naver i flertal) en forkortelse af Skandinav, og Naverne havde deres storhedstid mellem 1864 og 1914. Foruden via SCUK, gik også en del danske/skandinaviske håndværkere på valsen gennem de tyske laug, det især inden for byggefagene. Disse Navere iførte sig de tyske svendes Kluft, modsat de Navere, der rejse ud på egen hånd eller med SCUK i ryggen. I dag er det kun muligt at blive udsendt som rejsende håndværker gennem de tyske laug, eller som frirejsende helt uden for laug.

SCUK eksisterer som omtalt stadig, men nedlagde i 2013 understøttelseskassen. “At gå på valsen” har op gennem tiden haft forskellige årsager, og er kommet i bølger. Kriser har sendt flere på valsen i søgen efter arbejde, krige har stoppet aktiviteterne, og de to store verdenskrige i 1900-tallet tog nær livet af vandresvendetraditionen.

Men den uddøde aldrig og især i de seneste 15 år har adskillige danske håndværkere været på valsen gennem de tyske laug, enkelte også som Frirejsende, og der er derfor atter en solid kultur for vandresvendetraditionen i Danmark og dermed en mulighed for atter at få flere unge håndværkere til at gå på valsen.

Det er en tradition, der i høj grad har bidraget til samfundets og menneskets udvikling, på grund af formålet: udveksling af fag og kultur. De vandrende svende har bragt ny viden, kundskab og kendskab til andre kulturer over landegrænser fra Arilds tid.

Historisk set er vandresvendetraditionen overleveret fra den ene generation af håndværkere til den næste. Navertraditionen er stadig sagnomspunden og noget mange unge håndværkere ser op til. Men efter verdenskrigene og med tidens mere magelige tilgang til dagliglivet, er antallet af vandrende håndværkssvende svundet ind, især i Skandinavien, hvor den stort set kun er i live i Danmark.

De danske svende, der har været på valsen, er selv levende videreformidlere af traditionen, og det lykkes jævnligt at få sendt en ung svend afsted. De er helt naturligt primus motor i arbejdet med at holde traditionen i live. Derudover har indsender af dette bidrag i et samarbejde med de vandrende håndværkssvende primært i Danmark, men også i resten af Europa og paraplyorganisationen CCEG arbejdet gennem de sidste fem år på at udbrede kendskabet og interessen for muligheden.

Der er arbejdet henimod tre mål:

– En international camp for Vandrende Håndværkssvende – for at genskabe kendskab og interesse blandt unge. Denne camp fandt sted september 2015 på Hjerl Hede, hvor 23 vandrende håndværkere fra Danmark, Tyskland og Frankrig deltog og demonstrerede deres håndværk på de gamle bygninger. Der var udarbejdet en bred skoletjeneste med forskellige aktiviteter efter klassetrin, hvor elever fra hovedskoler, erhvervsskoler og produktionsskoler kunne møde de vandrende håndværkere og selv deltage i aktiviteter, der gav indblik og forståelse for håndværk og valsetid. I denne forbindelse blev der samarbejdet med erhvervsskoler og produktionsskoler, og Navercamp blev præsenteret på DM i Skills i København januar 2015 og blev nomineret blandt de 10 mest nyorienterede formidlingstiltag på danske museer på Historiske Dage i Øksne Hallen forår 2016.

– En bog om de vandrende håndværkssvende før og nu, med indsamling af materiale og video af nutidens vandrende svende. Denne bog er under udarbejdelse og formes i to dele: en historisk del, og en del, hvor nutidens vandrende svende fortæller. Der arbejdes henimod udgivelse i 2018, og håbet er, at de mange videooptagelser vil danne grundlag for en tv-transmission.

– Optagelse på Unescos Repræsentative liste over menneskehedens immaterielle Kulturarv for at skabe bredere kendskab og interesse.

Viability of the element::Se ovenfor

Før omtalte tiltag skulle gerne give mere kendskab og interesse for vandresvendetraditionen. Målet er, at flere unge håndværkere tager på den traditionelle vals samt flere unge håndværkere rejser ud med deres fag på alternative måder. Bog og evt. tv-transmission kan forhåbentlig også give lejlighed til foredrag/forelæsninger på uddannelsesinstitutioner.

Nutidens vandrende/hjemkomne håndværkersvende i Danmark, der holder til på herbergene:

Nanok, København (Håndværkere der arbejder med træ)

Stenbohus, Ribe (Håndværkere der arbejder med træ, sten eller metal)

Axt und Kelle, Bananhuset Christiania (alle fag, samt kvinder)

Frirejsende (indsender af bidrag har en dansk kontakt til disse, der efterhånden også er organiseret)

De danske Naverklubber/selskabelige organisationer : SCUK og DBH i Helsingør

 

Der tales altid meget om folkekirkens fremtid. Det ene teologisk kloge indlæg efter det andet bliver skrevet. Fremtiden handler om gudstjenestefornyelse, salmefornyelse og samskabelse.

Nogle gange siges det også, at vi ikke skal bruge så mange penge på stenbygninger. I fremtiden skal vi hellere bruge penge på at være kirke for de levende stene. Alt sammen har det noget på sig. Sagen er bare, at det er set ud fra præsternes og teologernes synsvinkel.

Jeg opdagede i sommer, hvor anderledes fortællingen om kirken kunne være, når den blev fortalt fra andre synsvinkler, for eksempel håndværkernes. Jeg var ved Notre Dame katedralen midt i Paris for at se, hvor langt de var kommet med genopbygningen efter branden for nogle år siden.

Kirken var pakket ind i enorme stilladser og myriader af håndværkere kravlede rundt på dem. Rundt om kirken var der store plancher af, hvor langt de var kommet. Lidt derfra var der en trappe ned til et underjordisk museum, der fortalte historien mere udførligt.

Det særlige var, at det ikke var teologerne, der fortalte. Det gjorde håndværkerne. Sådan kunne man blive klogere på tømrerne, der fortalte om det helt rigtige træ til kirkens spir og tage, der skulle findes i bestemte skove i Frankrig.

Man blev fortalt, hvordan de fulgte håndsværkstraditioner, der rakte hundredvis af år tilbage. Det samme kunne murerne, malerne, orgelbyggerne og mange andre fortælle om. På museet blev det klart, at for dem var det ikke bare håndværk.

Det var også ånd og som sådan en stor historie, der rakte hundreder af år tilbage i tiden. “Alt sammen til Guds ære,” som en af dem sagde. Sagt med andre ord: Det var håndværkets teologi, vi blev præsenteret for.

Spørgsmålet er, om vi kan finde de samme fortællinger i Danmark? Fortællinger, som sammen med de andre fortællinger om folkekirken kan pege ind i fremtiden?

Langt de fleste kirkebygninger i landet vidner ikke bare om en historie om slægterne, der er gået forud. De vidner også om håndværkerne, der har lagt liv og sjæl i bygningerne for at udtrykke slægterne tro, håb og kærlighed.

Det gælder stenmestrene, murerne, tømrerne, malerne, orgelbyggerne og mange andre. Bygningerne fortæller os noget, som ord ikke altid kan udtrykke: Du hører til, du har din plads i en historie.

Håndværket formidler

Folkekirkens fremtid kunne være at vise deres arbejde frem som en væsentlig dimension af troen på et konkret sted i stedet for igen og igen at fortælle forfaldshistorien om de alt for mange middelalderkirker, vi ikke har råd til at vedligeholde.

I århundreder er troen blevet formidlet gennem håndværkernes arbejde. Det vil den også blive i fremtiden. Mister vi fornemmelsen for det, vil vi ikke bare miste fornemmelsen for en væsentlig side af kristendommen.

Vi vil også miste nogle af de fineste håndværkstraditioner i landet. Det vil ikke bare komme til at betyde noget for kirken, men også for resten af samfundet som er afhængig af dygtige håndværkere.

Den skatkiste af håndværk, der findes i folkekirken, skal derfor ikke gemmes væk. Den skal åbnes og vise det, som fremtiden har brug for til inspiration for kommende generationer af håndværkere men også for troen, håbet og skønhedens skyld.

Spørgsmålet er, hvordan vi fortæller om det og viser det frem. I folkekirken har man kirkemusikskoler for at uddanne kirkemusikere. Hvorfor ikke også have en skole, der uddanner kirkehåndværkere?

Behøvling er en af de skikke, der er opfundet af snedkere til brug ved svendeindvielse: det tidspunkt, hvor en lærling var udlært og færdig med at være læredreng og nu stod for at skulle optages i svendenes lav; han skulle med andre ord til at være behøvlet.

Skikken er enestående, fordi ingen andre fag har haft et så omfattende ceremoniel, og fordi studenterne på Europas universiteter lånte den hos snedkerne. Henning Henningsen er i sin bog skeptisk, når han omtaler lignende skikke i andre danske lav i “Behøvling og Hønsning“. Han kan kun berette om karetmagerne. Deres fikserkande findes på Nationalmuseet. Kanden har gennembrudt rand, og ham, der drikker kommer til at spilde, medmindre han kender fidusen og suger øllet op gennem hanken. Sådanne kander findes mange steder, og de er blevet brugt til at narre penge til mere øl fra uindviede. Til alle andre fag bruges udenlandske eksempler. Der synes ikke at være bevaret optegnelser af nogen art om svendeindvielsesskikke på dansk grund – bortset fra snedkernes. Typografernes skikke er af langt senere dato.

Behøvlingsskikken er kommet ind i dansk håndværk med Zünften i begyndelsen af 1600-årene. Den er lånt fra det tyske område. Derfor foregik meget af ceremoniens indhold på tysk; det var meget praktisk, da de nye svende helst skulle tilbringe en tid “på valsen” for at lære nyt. Flertallet gik sydpå som naver.

Det bemærkelsesværdige ved skikken var de mange løjer. Aktørerne var udklædt i fantasifulde dragter: de nye svende bl.a. med horn i panden, eller iført narrehue med bjælder. De kaldes korumper, på tysk Koschwantz eller Kuhschlüssel – en ikke videre flatterende betegnelse, som snart skal vige for en mere høvisk titel. Til stede er en “præst”, kaldet Pfaff (vistnok i betydningen pave), nogle faddere, der skulle bevidne den dåb, der indgik i skikken, en klokner (dansk klokker) og en række tilhørere. Præsten holder en lang, ugudelig “høvlepræken”, fyldt med grovheder og sexuelle hentydninger. Han fortæller “kosvansen”, hvor foragtelig han er, og belærer ham om de fem søjleordner eller de fem søjler.

Den dybere mening var at lærlingen skulle ændres fra en rå træklods til en smuk søjle, hvis fornemste funktion er at bære en tung byrde. Et andet formål med prædikenen var at indvie svenden i fagets særlige skikke som de hilseceremonier, der var nødvendige for at svende kunne kende hinanden og holde bønhaser ude af faget. Kun svende og mestre kendte formularerne; de blev skjult for alle andre.

Under prædikenen hives kandidaten i håret, væltes ned af stolen og mishandles grundigt en sidste gang, før han bliver et anstændigt menneske og en respektabel kollega. Efter prædikenen foregår selve behøvlingen. Her behandles kandidaten som en rå træstamme, der skal både måles, tilhugges og høvles. Udmålingen kunne foregå med en stor passer forsynet med en pensel i enden af det ene ben. Penselen blev dyppet i sort farve og dygtigt ført hen over svendens ansigt. Kanterne blev hugget af ham, og værst gik det ud over “der großen knast”, kønsdelene. Den skulle hugges af med mindre en jomfru blandt tilhørerne bad om nåde. Det var gerne mesters datter der her optrådte som uberørt jomfru. Han behandledes med overdimensioneret værktøj, ikke blot høvl, passer og vinkel, men med stemmejern, økse og andet – alt sammen for at omforme ham fra det uvidende, næsten umenneskelige væsen til et nyttigt medlem af standen. For at slippe for yderligere plagerier får han lov til at give en omgang øl eller vin. Løjerne sluttede gerne med dåb, hvor svenden får et nyt navn. Han er nu fuldgyldigt medlem af lavet og kan drikke en skål med de øvrige svende.

At det ikke altsammen var løjer og vittigheder viser et bønskrift fra den københavnske oldermand Johan Stenbuch, der i al underdanighed sender et bønskrift til kongen – vistnok i 1684, på et tidspunkt hvor behøvlingen var forbudt:

Torde jeg…bede min allernaadigste Konge…at ville tillade os igen, at de Drenge, som haver udlært hos os, maatte af Svendene undervises i Haandwerksgewonheit og Arkitekturens forklaring, saa at de på andre steder kan for gyldig og uhindret passere…. herhos skal gerne være aldeles afskaffet Prædiken og Daab…. men uden Høvling kan det ikke ske.

Præken og dåb, vittigheder og anden forargelig optræden kunne det være lige meget med, men behøvlingen som sådan ansås for uundværlig. Svendene ville ikke blive anerkendt, hverken i Danmark eller i udlandet, hvis de ikke var behørigt behøvlede. Kongens svar til Stenbuch var fængsling i flere år. Fremmede svende blokerede København på det grundlag, og 1696 genindførtes behøvlingen, men uden de dele, der forargede myndighederne. Ikke alle byer havde behøvlingsret. Det betød, at nye svende undertiden måtte rejse langt for at blive ordentlige svende. Hverken Assens eller Kolding havde retten, og svendene måtte til henholdsvis Odense og Horsens. Og så var det endda ikke nær så zünftigt at blive behøvlet i provinsen som i hovedstaden.

Forbud og tilladelser til behøvling skiftede igennem det følgende århundrede indtil den sidste kongelige forordning af 21. marts 1800:

Kongen vil ikke taale, at Lavene i nogen Henseende staae under Tvang af udlændiske Lavs-Fordomme, Vedtægter eller Skikke, der stride mod Hans Love… Som Følge heraf, skal alle Skikke og Ceremonier, der bære Præg af ældre Tiders raae og vilde Sæder, saasom Behøvling, Sværten i Ansigtet, og deslige, hvad Navn de end maatte have, aldeles afskaffes.

Det var en postgang for sent. Skikken havde mistet sin betydning, men kongen fik det sidste ord i den sag. Forbud er til glæde for historikerne: så længe der kommer forbud, ved de, at skikken blomstrer. Men da det sidste forbud blev udstedt, havde folket dog selv afskaffet skikken.

Der er kun en enkelt reminiscens: selve ordet ubehøvlet. Mange er det, men de færreste tænker over, hvad det betyder.