Vi kom fra det samlede norden, vi kunne arbejde sammen fordi vi talte det samme sprog. Vi var først vikinger og bragte vores kultur ud i verden med faste metoder og så var vi navere og bragte vores faglige færdigheder ud i verden. Viking og Naver er ord som betyder, dem fra nord som rejste ud og dem fra Skandinavien.

At besøge sine naboer og hjælpe med håndværks erfaringer samt opsamle nye færdigheder og fagligheder blev en god vej frem i verden, hvis man ville lære den at kende samt få erfaringer. Det hedder vidensdeling eller teknologi “transfer” med dagens ord.

I 1963 blev et Naver Europatræf holdt i København og i den forbindelse udtalte daværende udenrigsminister Per Hækkerup at “De vandrende håndværkere, var de første ægte europæere”.  Vi så Europa som et fælles arbejdsmarked, inden for de nødvendige håndværk, fra Dronning Magrethe den førstes tid, gennem middelalderen og til nu, hvor Dronning Magrethe den anden regerer.

Hvem er vi som fortid og som fremtid?

Jeg har i alle mine roller været “rejsende” i løsninger både tekniske og organisatoriske og ikke rejst meget rundt med disse i Europa, men jeg har men jeg har arbejdet i Schweitz på CERN for NBI da jeg var først i tyverne og i et privat socialt projekt i Hviderusland. Det er jo et faktum, at når arbejderne i dag tager ud i verden for at samle erfaringer er det ofte i kortere projekter og gerne med fly, skib eller automobil, så få kan opfylde de gamle regler om tre år og en dag. Derfor er der mange forskellige fagligheder i Naverhulen, der er alt fra bagere, præster, piloter, læger og murere og alle er stolte af deres faglighed og at kunne være i et frirum hvor faglighed og historier fra verden rund er det bærende. Sjovt nok er en naver i dag en multifaglig, lav eller højteknologisk, faguddannet person som er stolt af sine evner som er eftertragtet rundt om i verden.

Hvad er der af aktiviteter og hvorfor!

Man siger at håndens værk og fag som anvendes, fodrer din sjæl, og giver dig mental tilfredshed. Det er nok den rigtige beskrivelse af sammenhæng mellem mennesker og dets udvikling som oprindeligt angiver faglighed og stolthed som håndværker. I foreningens klub mødes vi for at dyrke fagligheden tillige med det sociale og samtalen samt hyggen. Der er hulemøder kvartalsvis, hvor så mange som muligt mødes for at tage godt imod nye optagne medlemmer, vi udøver vores små ritualer og synger sange under en middagsspisning.
På daglig basis besøger man Naverapoteket for at mødes med kammerater, til en kop kaffe eller noget i en “butelje”, gerne koldt.
Der er planer for kompetence udvidelse inden for førstehjælp, sang og musik, madlavning og oplysende besøg som skovture og kulturel udveksling. Lejlighedsvis er Naverne også deltager i det sociale arbejde, vi giver juleænderne til Stubben hvert år.

Hvorfor denne organisation, er den bare historisk eller kan den bruges til noget?

Vi er unge som gamle der hygger sig i faglighedens og hyggens evigt brændende lys. Vi i Helsingør som har et hus eller en hulke at være i og vi værner om den gamle tradition ”at gå på valsen”, ved at byde vandrende håndværkere fra hele EU velkommen i vores ”huler” og i Helsingør at bevare den store kulturskat, som vandrende håndværkere har bragt med hjem fra deres rejser de sidste 150 år. Fra begyndelsen af 1600-tallet blev det efter påvirkning fra den nordtyske lavstradition stadig mere almindeligt, at en svend ikke kunne blive mester, før han havde været mindst tre år i udlandet. Det er en sundt holdning for først når man kender sig selv fra verdens indflydelse kan man håndtere at være svende, måske mester med ansvar for drenge eller lærlinge. Håndværkervandringerne, der fagligt og kulturelt fik stor betydning for håndværk i Danmark, varede som et formaliseret led i uddannelsen til begyndelsen af 1900-tallet.

Dagens Navere og de fra det sydlige Europa kan stadig støtte den traditionelle håndværkerrejse som den foregår i dag igennem de tyske laug, der også har herberg for vandrende svende i Ribe og København samt i Tromsø. Til gengæld er man del af et broderskab, der dækker det meste af Europa, og som understøtter de unge rejsende med arbejde, kost og logi m.m.

De gamle grundregler kan man stadig anvende i dag, lidt som en anakronisme eller sport og de er, at den rejsende skal være uddannet håndværker, være max. 30 år ved udrejse, ugift, uden børn, ustraffet og gældfri. Man må under valsetiden ikke nærme sig sin hjemstavn inden for en radius af 50 km og må ikke medbringe telefon. Dette for at opretholde en frihed for daglige forpligtigelser.

Ved udrejsen bliver man “Fremmedskreven” og medbringer en “Vandrebog”, der før i tiden var lovbefalet som en kontrol af den rejsende. I dag virker den som en slags logbog, hvori mestre og værter skriver en udtalelse.

Der er også Navermusik, her er det sangen, “Åh disse minder”, som synges af Erik Påske der også var Naver.

2022-12-09 12:29:56

1992

1992

Åh disse minder er en naversang

• <

  >
  Åh disse minder er en naversang

  Åh disse minder: Naversangen Kan du huske på valsen, uden kravetøj om halsen, med stok og med randselen på, aldrig mangled' humøret, var vejen end pløret, og støvlerne mangled' en tå. Vi for rundt i rig'rne, vi sang og krammed' pi'r'ne. tit tog vi vel også en tår. Vi har været mange steder, vi har haft mange glæder, vi har følt hele verden som vor. Åh, disse minder, fra du var en farende svend. Åh, disse minder, den tid kommer aldrig igen. Åh, disse minder, det er dem, der gi'r livet kulør, i hulen vi svendene finder med det gode det gamle humør. 2. Ud af sengen vi hopped' om morgenen og stopped' vor pibe og vandred' påny, sjælden var vi vel mætte, men stundom skam trætte, når om aftenen vi kom til en by. Var der arbejd', så blev vi, hvis ikke, så gled vi, men tog dog forplejningen først, og var glade for geskænken, når vi 'sad på bænken ku' mættes, fik slukket vor tørst. Åh, disse minder, fra du var en farende svend. Åh, disse minder, den tid kommer aldrig igen. Åh, disse minder, det er dem, der gi'r livet kulør, i hulen vi svendene finder med det gode det gamle humør. 3. Hurtig glemte vi sorgen, tænkte ej på i morgen. - Vi leved' fra dag og til dag. Derpå kan man kende de farende svende, de mødes til lystig et lag. Ej vi samled' dukater, men traf kammerater, og det var tit bedre end mønt. Vi har været flot i tøjet, vi har været' godt i møjet, vi har kendt både laser og pynt. Åh, disse minder, fra du var en farende svend. Åh, disse minder, den tid kommer aldrig igen. Åh, disse minder, det er dem, der gi'r livet kulør, i hulen vi svendene finder med det gode det gamle humør. 4. Kan du huske om julen, når vi sad i hulen ved gås og et veldækket bord. Man ku' se tårer rinde, selv på hærdede svende, når tankerne mod hjemmene fo'r; Nu er vi herhjemme, dog aldrig vi glemme, hvad ude i verden vi så. Vi ældre er blevne, vore minder er levende, det er minder, der aldrig forgå. Åh, disse minder, fra du var en farende svend. Åh, disse minder, den tid kommer aldrig igen. Åh, disse minder, det er dem, der gi'r livet kulør, i hulen vi svendene finder med det gode det gamle humør.

Perleporten

Det mest konkrete svar på spørgsmålet om perleporten er Johannes’ Åbenbaring, kapitel 21, vers 21, hvor det hedder: “De tolv porte var tolv perler, hver af portene var af én perle.” Johannes’ syner (Åbenbaringen) omfatter en ny himmel og en ny jord, der vil opstå efter verdens undergang, og i den ny orden har Gud taget bolig iblandt os i det ny Jerusalem, der har 12 porte. Så perleportene er ikke pyntede med perler, men selv perler. I øvrigt sammenligner Jesus i Matthæus evangeliet, kapitel 13, vers 45, Himmeriget med en perle: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.

Det er ud af disse tekster, forestillingen om en perleport som indgang til Paradis er rundet. Tanken om en perleport er forlokkende, billedskabende og konkretiserende. Der optræder da også mange døre og porte i den religiøse tradition, eksempelvis i Matthæus, kapitel 8, vers 13: Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen. Eller Salmernes Bog, kapitel 24, vers 7: Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind.

Bibelens døre og porte har ikke været oplukte forgæves, i hvert fald når det gælder brugen af dem som symboler i kunsten og i Navernes verden ved et dødsfald.