Novo Nordisk A/S, uformelt blot Novo, er Danmarks største medicinalvirksomhed, der fremstiller insuliner, GLP-1-analog, glucagon, blødermedicin, væksthormon og kønshormoner. Regnet på markedsværdi er Novo Nordisk Danmarks største virksomhed. Novo Nordisk er noteret på Københavns Fondsbørs og er listet i OMXC20-indekset over de mest omsatte aktier med størst værdi.

Novo Nordisk har medarbejdere i 75 lande og markedsfører sine produkter i 180 lande. Diabetesrelateede produkter stod i 2004 for ca. 70% af den daværende omsætning på 29,03 mia. kr. I 2020 kom 48% af omsætningen fra Nordamerika, 25% fra EMEA, 11% fra Kina og 14% fra resten af verden. I 2020 var omsætningen på 126,9 mia. kr.

Virksomhedens administrerende direktør har siden år 2017 været Lars Fruergaard Jørgensen.

Virksomheden er grundlagt i 1923 som Nordisk Insulinlaboratorium (senere Nordisk Gentofte A/S) af August Krogh, Marie Krogh, Hans Christian Hagedorn og August Kongsted. Senere i 1923 blev maskinmester Harald Pedersen ansat i Nordisk. Hans bror, Thorvald Pedersen, blev også ansat. Thorvald Pedersen og Hagedorn blev dog uenige, og i 1924 blev Thorvald fyret. Harald opsagde sin stilling, og de to brødre grundlagde deres egen virskomhed: Novo Terapeutisk Laboratorium (Senere Novo Industri A/S).

I 1989 fusionerede Novo Industri A/S (Novo Terapeutisk Laboratorium) og Nordisk Gentofte A/S (Nordisk Insulinlaboratorium) under navnet Novo Nordisk A/S, og blev verden største insulinproducent.[6]

I 1994 blev selskabets it-aktiviter flyttet ud i et selvstændigt selskab ved navn NNIT. Dette firma blev omdannet til et aktieselskab i 2004.

I 2000 blev Novozymes A/S oprettet som selvstændigt selskab.

I 2013 opkøbte Novo Nordisk Xellia for $700 millioner.

Novo Nordisk er delvis fondsejet. Novo Nordisk Fonden ejer gennem sit helejede datterselskab, Novo Holdings A/S, 28,4 % af aktiekapitalen i Novo Nordisk i form af A- og B-aktier, og fonden kontrollerer 75,9 % af stemmerne. Novo Nordisk Fonden har også gennem Novo Holdings A/S tilsvarende ejerskab i en anden børsnoteret dansk virksomhed: Novozymes.

De største aktionærer i Novo Nordisk er: Novo Holdings A/S: 28,4 % aktier (75,9 % stemmer) og Capital Group: 10,1 % aktierne. Desuden ejer ATP en procentdel af aktierne.

Novo Nordisk ejer endvidere NNIT, et af Danmarks førende konsulenthuse inden for udvikling, implementering og drift af it-løsninger, samt NNE Pharmaplan rådgivende ingeniørvirksomhed indenfor Pharma & Biotech.

Novo Nordisk har aktiviteter (sites) mange steder i Danmark, bl.a. i Bagsværd, Gentofte, Hillerød, Hjørring, Kalundborg, Måløv, Aalborg, Søborg og Kirke Værløse. De forskellige sites er bl.a. laboratorier, fabrikker og kontor- og mødelokaler. I 2016 vil en ny bygning til 350 medarbejdere stå klar i Måløv, til en pris på omkring 750 mio. kr, i 2022 åbnes et byggeri til 800 mio kr og fabrikker til 17 mia kr planlægges færdig i 2027, begge i Kalundborg.

Novo Nordisk har ligeledes datterselskabet Novo Nordisk Pharmatech A/S i Køge Nord.

Flere veje har relation til Novo Nordisk og dets historie: Hagedornsvej i Gentofte, Novo Nordisk Park i Måløv, Hallas Allé i Kalundborg, Novo Allé i Bagsværd og Brennum Park i Hillerød. Disse fem veje ligger på eller fører til Novos områder.

På adressen Novo Allé finder man en offentligt tilgængelig, naturpræget park, som er ejet og vedligeholdt af Novo Nordisk.

I resten af verden har virksomheden produktionssites i Chartres (Frankrig), Montes Claros (Brasilien), Kaluga (Rusland), Clayton (USA) og Tianjin (Kina).

Formanden for virksomheden har siden 2018 været Helge Lund.