P.E. startede sit militære virke ved at tage til Sverige under anden verdenskrig og hvor han meldte sig til den Danske Brigade hvor han modtog uddannelse som infanterist gennem et par år og var dermed en meget veltrænet soldat. Efter landgangen i Helsingør og Brigadens manglende indsats i krigshandlinger, meldte P.E. sig under engelsk flag og drog med englænderne til de afsluttende kampe i asien og Burma.

Herefter den endelige fred, kom han tilbage og søgte ind i den danske hær, hvor han efterfølgende var i en del år. Grundet hans erfaringer og krav til de danske reglementers forældede skrifter og den dermed manglende forståelse af realisme, tog han til de nyoprettede FN styrker, hvor han både var i GAZA og senere i Congo.

Her reddede han Congo fra en sovjetisk invasion ved at stille lastbiler på alle luftlandepladser som kunne modtage de store Antonov transportmakiner. Efter FN var han tilbage i den danske hær (han blev min chef) og var der til sin pensionering. Han var viceborgmester i Farum og den største kritiker af Brixtofte. Vi mødtes jævnligt på Farum station fik ofte en lille passiar. Han var en fantastisk mand.

Herunder lidt om indsatsen i Kongo fra 1960 til 1964
skrevet af Svend Trier tidl. generaloverlæge.
Deltog som midlertidig stabslæge af 2.grad de første 4 måneder af ONUC 1960.
Som mange tidligere koloniområder i Afrika opnåede Belgisk Congo formel selvstændighed den 30. juni 1960.
Planen var at landets og provinsernes ledelse skulle bestå af mindre grupper af congolesiske politikere med dygtige belgiske ”rådgivere”. Da der var uddannet ganske få congolesere til ledende funktioner som administratorer, ingeniører og læger
og slet ingen som officerer, skulle landet fortsætte med belgier på alle væsentlige poster og lokale medarbejdere på underordnede områder. Den nye congolesiske hær skulle udelukkende have belgiske officerer og derudover skulle egentlige belgiske enheder fortsat være stationerede i baseområder i Congo. I praksis ville så godt som ingen congolesere mærke nogen som helst ændringer i deres hverdag efter ”selvstændigheden”.
Systemet holdt en uges tid, så begyndte utilfredsheden at udvikle sig til uroligheder og i hæren til mytterier, mange belgier blev jaget væk og kontorer og boliger blev plyndret, der forekom spredt voldshandlinger med dræbte og sårede og landets funktioner gik i opløsning. De belgiske styrker rykkede ud fra baseområderne og flere bl.a. faldskærmsenheder kom til fra Belgien. Den congolesiske regering afbrød samarbejdet med Belgien og henvendte sig bl.a. til Sovjetunionen, Kina og Ghana om militær hjælp og den 14. juli besluttede FNs sikkerhedsråd at stoppe den katastrofale udvikling ved indsættelse af en militær styrke, kaldet ONUC (den franske forkortelse
for FNs organisation i Congo). For at komme hurtigt i gang besluttedes det at den daværende chef for UNEF i Gaza den svenske general V. Horn med en snes hjælpere (hvoraf tre danske Stabsofficer) skulle flyttes til Congo´s hovedstad Leopoldville og der etablere sig som ledelse af ONUC. Det var klart at operationen ville fa et meget større omfang end UNEF og der blev straks anmodet om afgivelse til staben af et større antal enkeltpersoner og mindre hold fra mange nationer. Den congolesiske regering var modstander af anvendelsen af personel fra Belgiens allierede i NATO, men danske, norske hollandske og italienske officerer kunne ikke undværes i ledelsen. Derimod kom de bataljoner og enkelte brigader som skulle indsættes ude i provinserne fra afrikanske og asiatiske nationer og fra Europa Sverige og Irland der deltog personel fra ca. 25 nationer og den samlede styrke kom ret hurtigt op på omkring 20.000 mand, der var store sproglige vanskeligheder og de militære sædvaner var meget forskellige.
Congo er et enormt stort område omtrent som hele Vesteuropa, fra Leopoldville var afstanden til de mange provinser som fra København til Finland, eller til Ukraine og Balkan. Antallet af troppeenheder var ret stort, men i praksis endte det med at der i et område som Jylland kun kunne stationeres 100 eller 200 FN soldater. Trafikmidlerne var, langsomme flodbåde, adskilte jernbanestrækninger og uendelige smalle grusveje, forbindelsen til enhederne (og Provinserne i det hele taget) hvilede på et langdistance radionet, som først måtte etableres samt en lufttransporttjeneste, al forsyningstjeneste og al sanitetstjeneste bortset fra bataljonernes sanitetsdelinger måtte etableres fra grunden. Fra Danmark deltog kun mindre hold og enkeltpersoner dog med den undtagelse at der nogle måneder i 1963 deltog et helt transportkompagni på 163 mand, i løbet af ONUCs fire år var der i alt ca. 825 danske soldater i tjeneste.
Foruden transport og transportkontrolenheder (Movement Control) deltog i perioder nogle danske fly, længe var der MP-hold og motorvedligeholdelsespesonel i Congo.