I mange år var jeg aktiv i Våbenhistorisk Selskab, som var tilknyttet Tøjhusmuseets samlinger og biblioteker. Her dyrkede jeg interesseret generel våbenudvikling og deltog i de aktiviteter der var mulige, hvor våben fra hylderne blev taget med på skydebanen for afprøvning.
Nogle gange er der noget som er specielt, som gevær FG 42 der med en teknisk elegance beskriver et innovativt forløb. Det er interessant fordi dette våben udviklingsmæssigt var drevet af oplevelser og erfaringer samt det faktum, at der var frihed hos udviklerne til at konstruere det ud fra alle mulig behov.
FG 42 ses til højre, i de to primære versioner som blev produceret, skal ses som et innovationsprojekt, fordi det erstattede meget mere konservative løsninger og ikke mindst meget anvendte våben som Mauser KAR 98k som var standardvåbnet i den tyske hær.
Hele udviklingen af FG 42 startede i den militært ekspansive periode, hvor tyskerne anvendte sine faldskærmstropper strategisk og stod over for slaget om Kreta, kaldet operation Merkur. De tyske faldskærmsoldater var udstyret med den samme sortiment af håndvåben som hæren, og de transporterede kun pistoler og håndgranater med sig ved udspring i faldskærm. De anvendte også maskinpistoler, maskingeværer, rifler og andre våben som blev opbevaret, adskilt fra den enkelte soldat, i beholdere, som blev droppet efterfølgende, eller transporteret med svævefly, måske landsat på anden måde.
Årsagen til at faldskærmssoldaten var separeret fra sit tunge materiel, var primært den måde den tyske faldskærm virkede. Faldskærmsselen, med en enkelt strop til udtrækning af skærmen, var fastgjort til kroppens bagside øverst oppe og gjorde at springeren ville lande på jorden, ofte på sine hænder og knæ i en, hvis heldig, fremadrettet stilling. Derfor knæbeskyttere men ikke tung udrustning, som kunne skade soldaten under landing.
På Kreta mødte de tyske faldskærmstropper, kampklare soldater fra de allierede styrker, primært Commonwealth soldater. De leverede med deres almindelige langtrækkende rifler en præcis skytteild, samt ild afgivet fra tunge og lette maskingeværer. De påførte de tyske faldskærmssoldater store tab. De containere som indeholdt de tyske troppers almindelige og livsvigtige våben, var spredt over store områder og var ikke lige til at få fat i. Det blev en katastrofe i omkostninger herunder mandskab og det må efterfølgende være klart, at en evaluering og erfaringsopsamling, fra dette slag, afstedkom en udvikling. Desværre opstod der også en mistillid til selve begrebet faldskærmstropper. Hitler var som i så mange andre forhold ekstremt konservativt tænkende omkring specialstyrker som faldskærmsjægere. Man kunne have valgt, at udvikle faldskærmen og dennes mulighed for at medbringe last, eller kun udstyre soldaterne med allerede kendte, korte våbenkonstruktioner, men faldskærmssoldaternes hovedorganisation, det tyske riges flyvevåben, anmodede om en nyudvikling af en våbentype, på baggrund af de erfaringer som var opsamlet fra Kreta. Målet var selvfølgelig, at soldaten skulle have alle håndvåbens fordele indarbejdet i et våben. Et våben hvor både riffel, med kikkert og automatisk funktion samt en funktion som et let maskingevær var et våben soldaten kunne bære, som faldskærmssoldat under spring og efterfølgende overlegen ildkraft ved indsættelse i kamp.
Via en personlig interesse fra Herman Göring, blev det tredje riges luftfartsministerium involveret i at udvikle en universel automatisk riffel, der kunne erstatte alle andre typer våben, mest for at forenkle logistikken samt derefter at give større ildkraft til den enkelte faldskærmssoldat. Den anvendte patron var standard patronen 7,92 Mauser, som blev anvendt i stort set alle andre våben, rifler som maskingeværer.
Luftfartsministeriet forsøgte at indlede en formel udvikling af dette våben program, gennem hærens våben udviklingsafdeling, ansvarlig for andre tyske udviklingsprocesser af våben, men modstridende prioriteter og manglende tillid fra hæren førte til en selvstændig udvikling mod FG 42 som prototype.
Planer blev lagt ud til ingeniørerne som havde erhvervet sig en betydelig ekspertise gennem udvikling af letvægts automatiske våben. Selv om der var store tab og et behov for at bruge opsamlede erfaringer fra operation Merkur, ville Hitler ikke støtte udviklingen og ændrede sin mening om nytten af luftbårne overfald og planerne blev droppet. Alligevel så Hermann Göring det åbenbare i dette våben og gjorde det til et privat projekt og fik luftfartsministeriet til at gå direkte til den tyske industri med planerne samt og udstedte krav og kriterier, hvor det nævnes, at våbnet ikke bør overstige 1.000 mm i længden og bør ikke være væsentligt tungere end en Kar 98k riffel, bør være i stand til at kunne affyre enkelt skud fra en lukket lås/bolt samt kunne afgive fuldautomatisk ild fra en åben lås/bolt. Våbnet skulle fødes med et magasin der er aftageligt, og kunne rumme 10 eller 20 skud og samt kunne affyre geværgranater.
På trods af indførelsen af den nye riffelpatron til StG 44, vist her, som anvendte den korte 7,9 mm Kurz patron, vist ved siden af, udviklet af hæren, fasthold man standard 7,92 × 57mm Mauser riffelpatron, da denne kaliber var en af de vigtigste design forudsætninger, nemlig at kunne række langt som både riffel og let maskingevær. Begge typer ses her på billedet.
Seks producenter var med i udviklingen og blev anmodet om prototype design. Et design viste sig tilfredsstillende, hvor det var pressede plader som var det bærende element i designet, også greb og kolbe samt hovedrammen var af presset stål. Det giver en god produktionsøkonomi, det giver mulighed for en hurtigere produktion og en fremstillingsmetode som ikke kræver dygtige maskinarbejdere og ikke mindst, stål i dyre kvaliteter. I det oprindelige design, var der brugt krom-nikkel stål til løb og mekanismer. Det giver holdbarhed og gør våbendele resistente for korrosion, men det var en strategisk mangelvare og der blev brugt manganlegeret stål som erstatning.
Våbnet oplevede første operationelle brug under Gran Sasso raid i september 1943, da de tyske faldskærmstropper og kommandosoldater reddede den italienske diktator Benito Mussolini fra hans forfølgere og under operationen blev ikke et eneste skud affyret.
Efter at nogle tusinde FG 42s var blevet produceret havde designerne forpligtet sig til at anvende udstansede lavt legerede metalplader til rammen og der var anmodninger om mindre forbedringer, som at flytte støttebenene til mundingsområdet, at reducere spredningen med en ny type mundingsbremse, at ændre pistolgrebets vinkel, at gå fra stål til træ for at minimere varmepåvirkning.
Disse ændringer, især pistolgreb forandringer og støtteben flytning, er klart synlige på sene modeller af FG 42. FG 42 brugte en temmelig sofistikeret mundingsbremse, der hjalp på rekylen og flash, men gjort flamme og gastrykkets støj meget større end på andre lignende våben.
FG 42 var et luftkølet våben og et af de første til at inkorporere den “lineære” rekyl konfiguration. Dette layout, som ses godt på tegningen af FG 42 var kombineret med sidemonteret magasin placeret så alle funktioner næsten var på linje med den langsgående akse i boringen, en konfiguration som styrkede kontrollen under automatisk ild afgivelse. Et sidemonteret magasin var almindeligt i maskinpistoler, på den tid, det gav dog lidt vægtproblemer med et større magasin med tungere ammunition, en tendens til ubalance var en klar tendens i våbnet under skydning.
Sjovt nok er en del af dette geværs specielle egenskaber taget fra det engelske, fra første verdenskrigs vellykkede, Lewis let maskingevær, som arbejdede med et gas stempel aktiverende låst bundstykket, i en drejende funktion.
FG 42 kunne have og gjorde det, til en vis grad, udfyldt en vigtig niche i Nazi Tysklands arsenal, men blev kun fremstillet i mindre antal. Den blev godt modtaget af faldskærmstropperne og senest anvendt af både østtyske og syriske faldskærmsenheder helt op i nitten hundrede firserne, så der er intet i vejen med designet. Det er stadig et eksempel på, at bruger krav med baggrund i erfaringer kan bringe innovative løsninger frem i en ny og brugervenlig form.
Man kan kun forvente ”kopiering” af et sådan spændende design. Det amerikanske militær lavede en T-44, en FG 42 prototype, modificeret til bælte-fodring, som et let maskingevær. Låget med båndfødnings mekanismen kan de fleste genkende fra MG 42, der sammen med låsen og andre aspekter af fra FG42 og MG42, er klart indarbejdet i det senere “amerikanske” udviklede M60 maskingevær.
Amerikanerne som alle andre havde flere afdelinger på deres offentlige og private våbenfabrikker udviklingsafdelinger som havde det mål at skabe flere og billigere samt måske bedre våben end dem man allerede havde og T-44 var en af de projekter som gav et resultat som var godt.
Derfor er det også ophavet til det nyligt indkøbte maskingevær til de danske forsvar, som fremover skal anvendes af danske styrker.
I forhold til M60 maskingeværet, kan man se ligheden og de mange kendetegn og funktioner fra FG42.
Her ses M60 til infanteristerne i den danske hær og man må sige, at der intet nyt er under solen og at de fleste landes producenter af våben er mere konservative i dag end tyskerne var det i fyrrene.
Man er dog modig med at klistre masser af plast omkring den ældre dames mekanisme.
I mange år var jeg aktiv i Våbenhistorisk Selskab, som var tilknyttet Tøjhusmuseets samlinger og biblioteker. Her dyrkede jeg interesseret generel våbenudvikling og deltog i de aktiviteter der var mulige, hvor våben fra hylderne blev taget med på skydebanen for afprøvning.
Nogle gange er der noget som er specielt, som gevær FG 42 der med en teknisk elegance beskriver et innovativt forløb. Det er interessant fordi dette våben udviklingsmæssigt var drevet af oplevelser og erfaringer samt det faktum, at der var frihed hos udviklerne til at konstruere det ud fra alle mulig behov.
