Han fjernede alle tegninger og beskrivelser af opfindelser lavet gennem næsten hele sit dengang 67-årige liv. Papirerne blev hevet op af kasserne og ned fra hylderne i parcelhusets kontor, stoppet ned i to sorte sække, kastet ind på bagsædet af bilen og kørt ud til en bondegård lidt udenfor Greve ved København. Her proppede Vincent Seremet sækkene ind i bondemandens store industrifyr og lukkede lågen med et smæld. Det var en grå søndag eftermiddag i november 1997, at et livs arbejde og drømme i papirform gik op i flammer og blev til aske. Det var slut. Han ville aldrig mere bygge hverken vinger, helikoptere eller raketbælter. Og han ville aldrig mere op at flyve.

”Men det har jeg godt nok fortrudt mange gange,” siger Vincent Seremet. ”For jeg har jo manglet alle de tegninger siden.”

Han fortæller historien fra sin sorte læderlænestol i stuen. Afslappet klædt i sorte jeans, skjorte og fleecetrøje. Brillestellet er letvægts og håret er gråt. Vincent Seremet er 83 år. Han er uddannet maskinarbejder, men i sit virke er Vincent Seremet en blanding af flykonstruktør, pilot, opfinder og vovehals. Han er kendt og anerkendt blandt flyveentusiaster over hele verden. Og han taler gerne og længe om de i alt 40 flyvende konstruktioner, han har lavet fra 1955 til 2012.

Men det er umuligt for ham at fortælle sin historie, uden igen og igen at nævne sin hustru, Connie Seremet. For Connie er en del af historien om Vincent. Uden hendes opbakning var hans drømme ikke blevet til virkelighed. For mens han forsøgte at trodse tyngdekraften, holdt hun jordforbindelsen. Og da han mistede Connie, mistede han lysten til luft under vingerne.

Connie Seremet fremviser en af Vincent Seremets opfindelser

Beslutningen ved fyret på bondegården holdt dog kun i fire måneder. Så sprang Vincent ud fra et fly igen.

Året efter konstruerede han en raketdrevet faldskærm. Og for et år siden foretog han sin seneste testflyvning, hvor han lod sig kaste ud fra 800 meters højde i en kegleformet gummikapsel af eget design. Vincent Seremet kan simpelthen ikke lade være.

”Det stopper aldrig. Jeg tror, jeg bliver ved, til jeg lukker øjnene,” siger han.

Vincent Seremet – udtalt med tryk på ordenes første stavelser. Det melodisk klingende navn fik han af sine katolske forældre, polske Joseffa og franske Franz Seremet, der indvandrede til Danmark i 1912. Vincent blev født i 1930 som tredjeyngste i en søskendeflok på syv. De første fire år af hans liv boede familien ved siden af Ringsted Flyveplads. Den lille sortkrøllede dreng stod i timevis og kiggede ind gennem pigtrådshegnet på de store maskiner. Og på piloterne med deres runde briller, store muffer og tunge læderstøvler. Senere flyttede familien til en gård ved Bandholm på det nordlige Lolland. Franz Seremet syntes, sønnen skulle være landmand, men Vincent ville være pilot. Han testede sin højdeskræk ved at klatre op i træerne på vej hjem fra skole. Han sprang ud fra husets tag med en haveparasol. Han byggede drager, han kunne spænde på ryggen og fik andre drenge til at trække sig op i luften. Og under Anden Verdenskrig fandt teenageren Vincent en faldskærm efterladt af modstandsfolk i skoven. Han slæbte den hjem, syede den om og forsøgte at lave test af skærmen, hvor han bandt den fast med et reb om maven og hans bror på hesteryg trak ham op i luften med den anden ende af rebet.

”Det med hesten kunne nemt være gået helt galt,” siger Vincent Seremet, når han tænker tilbage.

Som 18-årig søgte han i 1948 ind på pilotuddannelsen, men blev vraget. Han havde kun gået i skole i syv år, og for at blive pilot skulle man have realeksamen. I stedet uddannede han sig til maskinkonstruktør, men brugte aldrig uddannelsen. Hele sit liv har Vincent haft skiftende jobs i stilladsbranchen og i montagebranchen. Han har også handlet med biler og højtryksrensere. Alt imens han ved siden af arbejdet testede faldskærme for et tysk firma og begyndte at opfinde egne flyvende konstruktioner.

Der er billeder af Connie Seremet i stort set alle rum i huset: i stuen, i kontoret og ved sengegærdet. I sorthvid og i farver. Med flyvekonstruktioner på ryggen og med børn på armen.

”Prøv at se det her. Sådan så hun ud, da jeg mødte hende. Er hun ikke smuk?” siger Vincent og viser et portræt frem af Connie, 17 år gammel med et bredt smil og opsat hår. Ved siden af på reolen står et i samme stil af den otte år ældre Vincent med bølget, næsten blåsort hår. Han ligner datidens Dario. Men det var ikke tilfældet. Når de andre unge i midten af 1950’erne var ude at svinge til Elvis og Little Richard, sad 24-årige Vincent nede i forældrenes kælder og tegnede flyvinger. Hans mor var bekymret. ”Hvorfor er du ikke som de andre?”, spurgte hun.

Vincent trak tavst på skuldrene. Til sidst klippede hun en annonce ud af lokalavisen om en danseskole i Nakskov og lagde den på arbejdsbordet foran ham. Vincent tog modvilligt af sted den følgende lørdag eftermiddag. Han placerede sig op ad væggen nærmest døren i den oplyste sal fyldt med unge dansende mennesker. Vincent blev budt op flere gange, men sagde brysk nej tak. Han var for genert. Den tredje pige, der nærmede sig, var lille og spinkel med kommunefarvet hår. Hun havde kigget længe på ham, før hun spurgte, om han ville danse. Og hun tog ikke et nej for gode varer.

”Jeg træder dig over tæerne,” advarede Vincent.

”Så er vi to,” svarede Connie, og så dansede de. Den følgende lørdag mødtes de igen.

”Så begyndte vi at gå sammen,” som Vincent udtrykker det.

Næsten alle har på et tidspunkt prøvet at drømme, at de kan flyve ved egen kraft: Bredt armene ud og mærket kroppen løfte sig fra jorden, fløjet gennem luften over skyerne. For så at vågne og opdage, at det blot er en drøm. Det sker også for Vincent Seremet. Men i modsætning til andre, der blot ryster det af sig om morgenen, har han altid en blok liggende på sengebordet. Når han vågner, tegner han. Ideer til nye konstruktioner, der skal løfte ham op mod himlen.

På verdensplan bliver Vincent Seremet anset for at være en pioner – ingen andre har formentlig konstrueret så mange flyvende enmandsfartøjer som han. Han har modtaget Ellehammerprisen – opkaldt efter den danske flyvepioner Jacob Christian Ellehammer, som i 1906 gennemførte den første flyvning i Europa. Vincent Seremet er også æresmedlem af de britiske flyveentusiasters klub. Alligevel har han har svært ved at sætte ord på, hvorfor han har brugt hele sit liv på at fremstille og afprøve flyvende objekter. Når man spørger, hvad det er, der fascinerer ham, kommer han med lange tekniske svar om blandt andet opdrift og aerodynamik. Og han fastholder, at det aldrig har været med livet som indsats.

”De, der siger det, har ikke sat sig ind i tingene. Hvis jeg mente det var farligt, ville jeg være stoppet for mange år siden. Det handler om at være godt forberedt.”

Uanset hvor højt, hvor farligt eller teknisk udfordrende, ventede Connie altid ubekymret nede på jorden.

”Hun var uhysterisk. Du kan jo nok forstå, at hvis jeg skulle have skændtes med en kvinde først, hver gang jeg testede et fly eller sprang ud med faldskærm, havde det hele være ødelagt. Hvis hun ikke havde været så forstående, havde jeg aldrig kunne gøre det.”

En gang i slutningen af 1950’erne var Vincent vidne til et styrt ved et flyvestævne, hvor faldskærmen ikke foldede sig ud for en svensk udspringer. Vincent husker stadig lyden af mandens krop, da den blev kvast mod jorden tæt ved. Udspringeren var død på stedet. Da Vincent kom hjem og fortalte historien til Connie, sagde hun:

”Mens du var væk, var der en, der blev kørt ned her i Nakskov.”

Det var hendes måde at sige på, at livet er farligt. Og uanset hvordan du lever det, kan ulykken ramme.

Da Vincent og Connie havde været kærester i tre år, sad de en dag på et konditori i Nakskov og spiste flødekager og drak varm chokolade. Året var 1958 og Vincent arbejdede på det tidspunkt i København, hvor han havde lejet et værelse. Men han trillede ofte til Lolland på sin Vespa og mødtes med Connie.

”Nu har vi kendt hinanden i tre år, Vincent. Skal vi ikke gifte os?”, spurgte hun pludselig.

Vincent blev helt stum. Resten af kagen blev spist i tavshed. Da han kørte hende hjem, sagde Connie:

”Jeg ved godt, hvorfor du blev så forskrækket. Du tror, jeg vil lave om på dig. Men jeg hverken kan eller vil lave dig om.”

Året efter skulle Vincent afprøve sin første flyvende konstruktion. Det var en ryghelikopter, et tysk firma havde betalt materialerne og kom rejsende for at overvære prøveflyvningen. Connie var også med i Kongelunden på Amager, hvor det lykkedes Vincent at hæve sig en halv meter op i luften. Så begyndte helikopteren at snurre rundt og rundt, og han måtte lande igen.

”Det er fint,” sagde den tyske direktør. ”Den skal nok komme til at virke med lidt småjusteringer.”

Men Vincent var ikke tilfreds. Da de satte sig for at holde en pause og spise Connies medbragte kage, sagde han:

”De er kommet helt fra Tyskland, jeg vil gerne vise dem lidt mere.”

”Pas nu på,” sagde hun.

Vincent tog helikopteren på ryggen igen og gik direkte op i syv meters højde. Så kom maskinen ud af kontrol, og Vincent drattede direkte ned i budskadset. Connie spænede hen til ham. Vincent rejste sig op – intet var brækket.

”Men jeg har smadret helikopteren,” sagde Vincent ærgerlig.

”Pyt med det, du bygger da bare en ny,” sagde Connie.

I det øjeblik vidste Vincent, at det skulle være dem.

”Det var som et lyn, der slog ned i mig. Så sagde jeg til hende: ’Jeg vil gerne giftes med dig.’ Og så fik hun et kram og et kys.”

Vincent holder en pause og fortsætter:

”Jeg troede, at når man blev gift, ejede man hinanden. Men sådan var det ikke. Connie holdt, hvad hun lovede. Hun forsøgte aldrig at lave mig om.”

Vincent Seremets hus ligger på en hjørnegrund i et parcelhuskvarter i Greve. Stuen har store vinduer mod haven. Etplanshuset i hvide mursten har han tegnet selv. Connie og han flyttede hertil fra en lejlighed i Bredgade i København og byggede på grunden i 1969. Hele kvarteret rejste sig dengang på et bart areal tæt ved vandet. Her voksede hække og børn op i samme takt.

I 1960’erne var fædre ikke velkomne på fødestuen, når deres hustruer skulle føde. De var dog sædvanligvis til stede – gerne i et lokale ved siden af. Vincent derimod var slet ikke i landet. Han sprang faldskærm i Spanien, da Tina blev født i 1961, og lavede udspring i Tyskland, da Jeanette kom til tre år efter. Connie og Vincents familieliv udspillede sig de første år på samme måde som de fleste andre i datiden med en mor, der gik hjemme og trak i de praktiske tråde, og en far, der arbejdede ude. Blot med den forskel, at far arbejdede videre med sine konstruktioner, når han kom hjem, hvis han da ikke sad og tegnede på sine modeller. Når Vincent endelig var hjemme, kunne han ikke sidde stille. Indimellem irriterede hans rastløshed Connie. Så sukkede hun og sagde:

”Du er en mærkelig fyr, Vincent.” Dog oftest med tilføjelsen: ”Men jeg kan godt lide dig alligevel.”

Selv var hun et stille menneske. Og meget ordentlig. Da børnene blev voksne fik Connie selv fast arbejde på kontor. Vincent valgte med vilje jobs, hvor han indimellem kunne tage fri, når han skulle til udlandet for at teste faldskærme eller deltage i shows. Inden han rejste, trak han altid den samme gule enmandshelikopter fra værkstedet hen i indkørslen. En autogyro fra 1968 – hans første af slagsen. Han kaldte den ”Connies flyver”:

”Hun syntes, den var så smuk. Hun sagde, at når hun så på den fra køkkenvinduet, var det, ligesom om jeg var hjemme”

Vincent har for højt blodtryk og tager blodfortyndende medicin efter en blodprop i lungen for nogle år siden. Han døjer også med diskusproblemer i ryggen og nakken. Men ellers er han frisk. Han kører stadig bil, cykler gerne, og det er kun få år siden, at han holdt op med at løbetræne ved stranden. Spørger man Vincent, hvor mange gange hans krop er kommet til skade og hvordan, ler han og siger:

”Det er hurtigere at gennemgå listen over de knogler, jeg ikke har brækket.”

Han har foretaget styrt, som de fleste eksperter mener, man ikke kan overleve. Han har knækket og flækket et utal af knogler. Hjernerystelse har han også haft. Og han mangler også en del af en finger, som blev skåret af på en propel. Igennem flere år var han nærmest fast gæst på det lokale sygehus. Hver gang han blev indlagt, fik han besøg af Connie. Hvis det da ikke var hende, der startede bilen og kørte ham på derhen.

”Hun kom altid og besøgte mig med et smil på. ’Nå, Vincent, har du fået nok nu?’, spurgte hun. Det vidste vi begge to godt, at jeg ikke havde. Og når besøgstiden var forbi, og hun gik igen, var der aldrig noget tuderi.”

”Det er ren nostalgi,” siger Vincent, da han trækker ulddækkenet af. Nedenunder står en grå Vespa fra 1952. Nøjagtig samme model som den, han kørte på, da han blev kæreste med Connie. Hun sad bagpå med armene om livet på ham, og så kørte de rundt på Lolland – og somme tider helt til København.

”Det var dengang, man var nyforelsket,” siger Vincent. Han har købt Vespaen for nogle år siden, og den står i garagen. Somme tider tager han dækkenet af, mens han roder lidt med sin seneste opfindelse – et raketbælte.

”Jeg vil jo blive ved med at eksperimentere, så længe jeg lever. Jeg har altid en tegning i skuffen.”

Men folkepensionen rækker ikke til at færdiggøre opfindelsen. Det koster dyrt i materialer. 80.000 kroner mindst, hvis den skal bygges, som han gerne vil. Først da kan den afprøves. Og Vincent Seremet tester altid sine ting selv. Senest i september 2012, hvor han som nævnt lod sig kaste ud fra 800 meters højde i en kegleformet gummikapsel. Uden faldskærm. Han foretog fire forskellige test af kapslen.

”De sagde alle sammen: ’Det går ikke.’ Men det gik alligevel. Jeg har haft så mange ulykker – det er gået godt. Så tror man, man kan gå på vandet. Men det kan man jo ikke.”

Selv om Vincent i november 2012 annoncerede, at han gik på pension, lavede han i april i år et par testudspring med faldskærm i Sverige, fordi det franske militær efterspurgte netop hans ekspertise:

”Det er ikke normalt at sige ja til den slags, når man er 82 år, det ved jeg godt,” siger Vincent. Hans udtryk i ansigtet er en blanding af flovt og kækt.

Ved udspringet var der problemer med bremserne, og selv om Vincent reagerede hurtigt og reddede situationen, slog han alligevel 16-17 kolbøtter ved landingen. Han var sort og blå på den ene side af kroppen længe efter.

”Jeg er bange. Men ikke for det, du tror. Ikke for at falde ned og slå mig ihjel. Jeg er mere bange for at blive invalid og ligge som en grøntsag. Og der er stadig meget, jeg gerne vil nå.”