Jeg har udviklet et overblik som jeg anvender ved at lytte og og reflektere i mine egne kriser. Når mennesker har brug for mig giver jeg dem en mulighed for at få samme overblik. Jeg har altid haft erkendelsen af, at alle dage i livet skal leves intenst og at jeg ikke ville fortryde en eneste dag. Det har i sig selv også haft nogle konsekvenser med fordele og bagdele, ikke mindst oplevet en bred spændende karriere, se CV, 21 boliger og flytninger, 5 ægteskaber og en dejlig stor familie, mange dødsfald samt nære relationer på tværs af grænser og skel. Jeg bekender mig til, evnen til at leve og at gøre det som skal gøres. Jeg befinder mig ofte i samtaler og dialog med mennesker som ønsker at høre om mine erfaringer i et reflektorisk rum. Men jeg er der i livet, at jeg kan sige, at jeg blev den jeg ville være og ikke den andre forventede jeg skulle være, “been there – done that – tried a lot”.

Jeg siger tit, vær du glad for at livet er op ad bakke, for når det går nedad, er det ikke for godt.
Efter at have smadret 3 biler til ukendelighed og lidt af mig selv, blevet skudt på af et let maskingevær, faret vild i et dyk i mørkt vand, udspring med ødelagt faldskærm og mange andre “near misses” fik ham med leen først en tættere relation til mig da jeg blev kronisk syg. Det var i 2014 min tur til et større kræftforløb efter at have været dømt til ganske få måneder tilbage af livet? Årsagen var ikke genetisk eller disponering, men resultatet af kausale hændelser, arbejdsmiljø og alder.
Man skal som udgangspunkt tage ansvar for sit helbred og sine sygdomme, men der er så mange udefra kommende faktorer som man ikke er herre over, der har en stor indflydelse, herunder og ikke mindst nedslidningens genvordigheder i en krop som er bestemt til at give op over for livet.

Jeg fik sat perspektiv på de små forløb og hændelser som egentlig er usynlige, netop som ved COVID, hvor det viste sig at ellers raske personer døde uden egentlig årsag. Man skal se på tidslinjen for her giver det mening at tale om sammenhæng, årsag og virkning. Jeg fik i min barndom høfeber og da det var før sensibilitetsbehandlinger var løsningen binyrebark hormoner som skulle styrke immunforsvaret. Så fra jeg var seks til tyve fik jeg hver sommer en del indsprøjtninger af dette. Det er ikke sundt for kroppen med tilførte hormoner i det hele taget. Fra starten af tyverne var der sensibilitetsbehandlinger at få og sammen med disse fik jeg store mængder dopaminlignende stoffer. Således havde jeg et job hvor jeg arbejde med epoxy i flere år. Så trods soldaterlivet og andre karrierer, ofte med for højt blodtryk og stress var jeg ikke rigtig syg før jeg blev omkring de halvtreds. Så blev porten til svagelighed slået op på fuld gab.

Det startede med at jeg var meget i min yngste datters vuggestue og børnehave og hver eneste gang der var virus fik jeg det med det samme.
Jeg havde en lang række af lungebetændelser og endte med at ligge på sygehus med kold lungebetændelse, som jeg ikke kunne komme af med uden store mængder af antibiotika, så meget så jeg blev overfølsom for dette middel. For meget antibiotika giver sukkersyge som er en kronisk sygdom åbner for alle andre sygdomme som ligger latent i dine gener og smitte. Så ruller helbredsproblemerne eller ind over dig uden at du kan gøre noget. Er man heldig og kæmper imod har man muligheden for en overlevelse, men det bliver aldrig det samme. Endelig døde jeg på Rigshospitalets hjerteafdeling efter en blodprop og hjerteproblemer, dog uden at se hverken noget guddommeligt eller et lysshow, jeg blev igen afvist ved perleporten og sendt tilbage igen.

Så nu hjælper jeg andre som ikke helt kan overskue deres livskriser. Familier og unge samt modne, som er gået i stå og som ikke kan orientere sig i det kaos som omgiver dem, prøver jeg på at hjælpe. Jeg var der før dem og kan fortælle om at Churchill sagde, at hvis man befandt sig i helvede skal man bare blive ved med at gå, så kom man om på den anden side og at blive i kaos og mærke smerten til den forsvinder giver styrke til selvet. Er du faret vild? Kom på besøg eller ring.