Et paradigmeskift i forhold til alle andre normaler, ja det er mig. Familieformen er lidt anderledes.
Familien er det vigtigste i verden, men ikke nødvendigvis det bedste, for den har ofte et behov for at ville forme dens børn ud fra familiens fælles normative forståelse. Jeg har måtte frigøre mig selv fra den oprindelige familie af denne årsag og er dermed blevet til den jeg ville være og ikke den andre ønskede.

Jeg har på den baggrund også haft den opgave at være alene med mine store børn, efter deres mors død.

Jeg er i dag, som en ældre mand, velsignet med at mange kalder mig noget med farmand, morfar eller gudfar. Der er udover Johan, Nadja og Annica også mine skønne piger Melanie og Amanda. I en ny forståelse af familien som samfundsstøtte og rammerne for tryghed og overlevelse syntes det mig, at familien skal have større mulighed for at udvikle sig som en enhed i en harmoni som ikke nødvendigvis har noget med blod eller gener at gøre, så jeg er gudfar til Sigfus, Viktor og Frederikke, da deres forældre betragter mig som et familiemedlem. Min yngste datter som jeg fik da jeg var femti, hedder Annica og jeg ved at jeg skal nyde livets tredie alder.

Tilpas dig hele tiden til livet for det forandrer sig hele tiden og er du ude af stand til at forandre dig bliver du kørt over af tiden og skæbnens tilbøjeligheder. Jeg har altid haft erkendelsen af, at alle dage i livet skal leves intenst og at jeg ikke ville fortryde en eneste dag. Det har i sig selv også haft nogle konsekvenser med fordele og bagdele, ikke mindst oplevet en bred spændende karriere, se mit CV, 21 boliger og flytninger, 5 ægteskaber. Jeg bekender mig til, evnen til at leve ansvarligt og at gøre det som skal gøres.

Jeg befinder mig ofte i samtaler og dialog med mennesker som ønsker at høre om mine erfaringer med, “been there – done that – tried a lot more”. Jeg fik sat perspektiv på de små forløb og hændelser som egentlig er usynlige, netop som ved COVID, hvor det viste sig at ellers raske personer døde uden egentlig årsag. Så trods soldaterlivet og andre karrierer, ofte med for højt blodtryk og stress var jeg ikke rigtig syg før jeg blev omkring de halvtreds. Så blev porten til svagelighed slået op på fuld gab med lymfekræft, sukkersyge og gigt samt psoreasisangreb og så ruller helbredsproblemerne ellers ind over mig, jeg fik dog forlænget spilletid på kræftdelen samt afvist ved perleporten da jeg døde på Rigshospitalets hjerteafdeling efter en blodprop og andre hjerteproblemer, lidt længe var jeg væk, dog uden at se hverken noget guddommeligt eller et lysshow og blev sendt tilbage igen. Så nu hjælper jeg andre som ikke helt kan overskue livskriser, familier og unge som ikke kan orientere sig i det kaos som livet altid er.